En norsk bedstefar kører ubesværet ”baglæns” ned ad pisten, mens en lille dreng på omkring tre år skraldgriner ham ind i ansigtet.
Drengens små ski er plantet solidt på pisten, der ellers synes faretruende stejl. Men drengen er ganske upåvirket, for han kigger lige ind i den ældre herres milde øjne. De griner sammen. Det er tydeligt, at dette er en af de første gange, den treårige står på ski, og at vi lige nu er vidne til et gammelt norsk børneopdragelsesritual.
Drengen skal lære, at skiene er en naturlig forlængelse af kroppen, og at det at stå på ski er noget af det mest selvfølgelige. For som man siger om nordmænd: De er født med skiene på.
Vi er i Hemsedal i Norge, solen skinner, luften er frostkold, og vejret intet mindre end perfekt til en tur ud i sneen.
Hvad der ikke er et smukt eller naturligt syn her på løjpen, er undertegende, en nybegynder, som ikke er nordmand og aldrig har prøvet et par alpine ski før nu. Det har været en ”bambi-på-isen”-opvisning indtil videre. Men nu er der - efter to dage - endelig ved at komme lidt kontrol over de flammerøde ”planker”.
De første dele af teknikken er ved at være på plads: Sørg for at holde ryggen rank. Plov sneen foran dig, når du vil sænke farten. Lav store sving og lad grundlæggende skiene gøre arbejdet for dig. Og husk frem for alt: Du skal nok komme ned på den ene eller den anden måde!
Pisten synes dog stadig uoverskueligt stejl, hjertet sidder i halsen, og da den lille dreng og bedstefar kører leende forbi, kan man ikke andet end at blive en smule misundelig. Der er uendeligt langt ned til dér, hvor terrænnet igen flader ud.
Hvert år tager store dele af familien Danmark på skiferie. Nogle vælger skiferien fra. Det er dyrt at indlogere sig i en hytte, at leje ski, støvler og stave. Læg dertil rejseomkostninger, og så løber en uge på ski hurtigt op.
Men hvis det ikke er økonomien, der holder en hjemme, men derimod frygten for, om det overhovedet kan lade sig gøre at lære at stå på ski, så tag bare af sted. For sværere er det heller ikke - især hvis man giver sig selv hundrede procent de første gange, er indstillet på at få nogle blå mærker og på at betale ekstra for en god skilærer. Og det sidste er vigtigt. For tager man af sted i forventning om, at man selv kan lære at stå på ski, så bliver man nok skuffet. Det er ikke alt, der giver god mening! Medmindre man har stået på skateboard eller rulleskøjter, kommer det eksempelvis ikke naturligt til en, at man skal ”carve” for at sænke farten. At man altså hele tiden skifter sit tyngdepunkt nedad, mens man kører i slalombevægelser. På den måde hiver man farten ud af sin nedtur og undgår at komme rigtig galt af sted, hvis man falder. For at lære den teknik, er der jo nogen, der skal forklare den til en. Og her kommer skilæreren ind i billedet.
I Hemsedal er der mulighed for at modtage undervisning i nogle timer ad gangen. Enten som enkeltperson, i små grupper eller på en skiskole. Lærerne er dygtige og hjælpsomme.
Undervisningen er ikke billig, især ikke hvis man køber sig til privattimer. Skiskolen er klart det billigste, fordi man her undervises i større grupper. Men selvsagt er udbyttet størst, hvis man er alene med sin lærer.
Så kan man blive instrueret og rettet hver eneste gang, man træder lidt ved siden af. Og da man som nybegynder ikke allerede har lært sig selv et hav af unoder, kan man også hurtigere komme efter den rigtige teknik. For hver eneste tur ned ad løjperne bliver stilen bedre og bedre.
I begyndelsen skal man dog være indstillet på at falde en hel del. Selvom sneen virker blød og pudret, hvad den også er, så slår den altså stadig hårdt, når man vælter med 15-20 kilometer i timen. Mine knæ var blå og ømme efter den første dag, og jeg sov dårligt. Benene var dog klar igen til en ny dag på ski den næste morgen.
Men hvorfor skal man egentlig lære at stå på ski, når man udsættes for både smerter og begyndervanskeligheder? Jo, hvis man ikke har prøvet at stå på ski før, så har man virkelig noget til gode. Det vil selv den mest hårdnakkede skifornægter blive nødt til at indrømme, hvis han/hun først har stået på toppen af en løjpe i Norge og taget en dyb indånding af den kolde, frosne og friske fjeldluft!
Naturen i Hemsedal er så uendeligt smuk, at man ofte på vej ned ad løjperne bare må stoppe op for at nyde udsigten.
Når himlen er grå af skyer og sne, bliver fjeldene i horisonten mørke og faretruende. Når det er klart og skyfrit, skinner de og lyser op. Den hårde natur er en konstant påmindelse om, at selvom man har det sjovt, så er man man samtidig midt i et fantastisk og brutalt natursceneri, og man kommer hurtigt til at føle sig i kontakt med sin indre nordbo.
Og så er det i øvrigt supersjovt. Hvilket nok er den vigtigste grund til at drage af sted.
Der er få ord, der kan beskrive den følelse, det er at komme fra toppen og ned den første gang. Al frygt er glemt og erstattet af endorfiner og råb fra hele kroppen om at hoppe på liften igen og komme tilbage til toppen af løjpen.
Man kaster sig ikke ned ad de svære og stejle, såkaldt sorte pister den første, anden eller tredje dag. Men den letteste grønne løjpe bliver hurtigt erstattet af den blå og den røde. Der går ikke mange dage, før man føler, at man kunne bruge hele vinteren på at stå på ski. Og når man som nybegynder har klaret de første slalomsving uden at falde, så forstår man rigtigt, hvorfor bedstefaderen og den lille dreng kunne more sig så godt sammen.
