Få kilometer nord for Struer strækker tynde, aflange Venø sig ud i Limfjordens blå bølger. Lidt længere nordpå dukker Jegindø op i fjordlandskabet side om side med den noget større halvø Thyholm.
Både Venø og Jegindø kan nemt besøges på én dag, hvis man da ikke får lyst til at blive lidt længere. Store seværdigheder i klassisk forstand kan de små øer ikke bryste sig af, men til gengæld indbyder øernes ro og landskab til fordybelse og smukke kystvandreture.
Og så er der faktisk også seværdigheder eller i hvert fald små perler at komme efter på de to små limfjordsøer. På Venø er øens største seværdighed ikke ret stor, når det kommer til kvadratmeter. Men Venø Kirke er til gengæld en helt særlig oplevelse.
Lille, mindre, mindst
I mange år kappedes Venø Kirke med Lodbjerg Kirke i Thy om retten til at kalde sig landets mindste kirke. Men en opmåling foretaget af en repræsentant fra Nationalmuseet afgjorde for nogle år siden striden til Venøs fordel. Når det kommer til areal, er Venø Kirke med sine beskedne 74 kvadratmeter den mindste kirke i Danmark.
Et besøg i kirken er en pudsig og stemningsfuld oplevelse. Når man står i det meget overskuelige kirkerum, er det svært at forestille sig, at kirken har været endnu mindre engang – men det har den.
Kirken fra 1500-tallet blev nemlig først udvidet med våbenhus i 1863, og det var så lavloftet, at mange slog hovedet på vej ind og ud. Det skal man dog ikke være nervøs for i dag, for ved en større istandsættelse af kirken i 2016 blev loftet hævet.
Præstetavlen i kirken vidner om, at der har været stor udskiftning i præsteembedet på øen. I sin tid var Venø et af landets fattigste sogne, og det var svært at rekruttere en præst til den lille ø. Lokalhistorien på Venø melder om både bindegale og drikfældige præster, der også fungerede som øens skolelærer. En ordning, der fortsatte helt frem til lukningen af Venø Skole i 2004.
Domkirke til fiskerne
Hvis man sidder tæt, kan der være op til 55 personer på bænkene i Venø Kirke. På Jegindø er der til gengæld plads til næsten fem gange så mange i kirken, der har en imponerende størrelse sin beliggenhed taget i betragtning.
Den hvide kirke rager majestætisk op i det flade landskab på Jegindø og bliver i folkemunde kaldt ”Thyholms Domkirke” på grund af dens store hvælvinger.
Jegindø Kirke var oprindeligt en beskeden lille middelalderkirke, men i 1800-tallet blev pladsen hurtigt for trang. Det skyldtes dels tidens indremissionske vækkelse, men også tilstrømningen af tilflyttere til den lille ø. Tilflytterne var fiskere fra Harboøre, der havde fået nok af Vesterhavets barske klima og dødbringende storme. De søgte mere fredelige arbejdsforhold i Limfjorden og tog deres familier og deres stærke tro med sig til Jegindø.
En udvidelse af kirken i 1880’erne var dog ikke nok til at tilfredsstille efterspørgslen på kirkerum. Så for lidt over 100 år siden blev en større ombygning iværksat, og i 1919 kunne beboerne på Jegindø indvie deres nye kirkerum med plads til 250 kirkegængere.
Minimuseum og muslingetur
En sjov detalje i kirkerummet er modellen af en moderne muslingekutter, der supplerer det traditionelle kirkeskib. Kutteren er et symbol på den moderne udvikling på Jegindø, hvor muslingefiskeriet i Limfjorden har skabt nye muligheder for et ellers presset erhverv.
Trods muslingefiskeriet er Jegindø Havn i dag dog mest af alt en populær lystbådehavn, hvor fortidens lokale fiskerihistorie bliver vakt til live i det lille museum ”Æ Fywerhus”.
Æ Fywerhus betyder fjordhuset, og det stemningsfulde minimuseum er indrettet i et historisk bøde- og redskabshus. Med årene har udstillingen dog spredt sig til flere af de små maleriske træbygninger ved siden af havnen, og det er værd at kigge ind og nyde synet af de gamle fotos og redskaber og duften af tjære og tømmer.
Fra havnen og museet kan man følge Muslingeruten på en tur øen rundt. Jegindøs naturskønne vandrerute er i alt 15 kilometer lang, men kan selvfølgelig forkortes efter behov. Øen rundt kan man nyde fjordkigget og en variation af stenstrande, kystskrænter og strandenge.
Fugle, sæler og bøffer
Jegindø er en flad ø, for øens højeste punkt er blot 13 meter over havets overflade. På Venø er morænelandskabet noget mere kuperet, og selvom øens højeste punkt er den blot 27 meter høje Forstov Bakke, er der flere steder tilsat dramatisk effekt på kystnaturen med klinter og dybe slugter.
På den nordvestlige del af øen kan man for eksempel sigte efter lejrskolen Venøborg, der ligger på toppen af lyngklædte skrænter. Her fører flere stejle stier ned til en smuk og fredelig strand.
Et andet flot naturområde på Venø er vildtfuglereservatet Nørskov Vig. Der er dog ingen adgang i fuglenes yngleperiode fra den 1. april til den 15. juli, men resten af året kan man gå langs stranden til Bradser Odde, hvor spættede sæler ofte soler sig.
Landskabet på Venø er desuden rigt på græssende kreaturer. Og vil man smage på lokale specialiteter, er der ikke kun muslinger på menuen i denne del af Limfjordslandet, hvor der for eksempel også bliver produceret lammekød.
Til gengæld er det uvist, om kødet til egnsspecialiteten Venøbøf kommer fra øens kvæg. Vil man smage den berømte Venøbøf – tynde skiver oksekød marineret med hvidløg – kan man få den serveret på Venø Kro, der også har limfjordsøsters fra Venø Seafood og andet godt fra det våde element på kortet.