Smagen af Dijon

Dijon i det østlige Frankrig er kendt for sin stærke sennep, men den livlige universitetsby byder på en fin palet af museer, kirker og historiske bindingsværkshuse. Den gamle bydel blev optaget på Unescos verdensarvsliste i 2015 sammen med det berømte vinområde syd for byen

Smagen af Dijon

Navnet Dijon leder tankerne hen på stærk sennep, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt at netop denne østfranske by har lagt navn til den traditionelle franske sennepstype. For allerede i middelalderen var Dijon i centrum for sennepsproduktionen i Frankrig, og byen fik i 1600-tallet særlige rettigheder på området.

I dag er der dog kun en enkelt sennepsvirksomhed tilbage i byen, der både bruger lokalt dyrkede sennepskorn og den helt traditionelle fremstillingsmetode. For størstedelen af sennepsproduktionen er industrialiseret og foregår med importerede sennepskorn fra Canada.

Vil man smage den helt autentiske sennep, skal man derfor søge mod gaden Rue de la Chouette, hvor familievirksomheden La Moutarderie Fallot har sin flotte butik med et imponerende udvalg af sennep og en bar, hvor der er mulighed for at prøvesmage forskellige varianter. Desuden kan man fylde sin egen krukke ved de fadølslignende haner. Hele udstyrsstykket er selvfølgelig en anelse turismepræget, men kan man lide sennep, er det både interessant og fornøjeligt at kigge indenfor.

Med eller uden smagen af sennep på tungen er Dijon en seværdig og velbevaret by, der med sine omkring 157.000 indbyggere også har en levende atmosfære med mange cafeer, restauranter og butikker. Et særligt livligt sted er markedshallerne, der er bygget efter et forlæg af selveste Gustave Eiffel. Den verdensberømte ingeniør og arkitekt blev født i Dijon i 1832 og voksede op hos sin bedstemor, og ingen havde dengang den ringeste anelse om, at han langt senere i livet skulle stå for konstruktionen af et af verdens mest ikoniske tårne.

Markedshallerne i Dijon er naturligvis ikke kun en arkitektonisk oplevelse, men også en fryd for smagsløg og øjne. Her er foruden alle markedsboderne også en del hyggelige små spisesteder og barer både i hallerne og i gaderne omkring. Et oplagt sted at smage på et glas vin fra det berømte vinområde Côte d’Or, der ligger lige syd for Dijon.

Dijon er også rig på kirker og andre fine, historiske bygningsværker. Og er man i tvivl om, hvordan man skal gribe den kulturhistoriske sightseeing an, kan man bare kigge efter de gyldne ugler, der er nedfældet i gadebelægningen. Ugleruten rundt i centrum fører nemlig til de største seværdigheder, og det er ikke tilfældigt, at de lokale turistmyndigheder har valgt netop uglen som symbol.

Byen har nemlig en ugle med nærmest mytisk status i form af en lille figur på ydersiden af Notre Dame-kirken. Ifølge den lokale folketro bringer det held, hvis man rører uglen med venstre hånd. De mange berøringer gennem tiderne har slidt på figuren, så man nærmest ikke kan se, at der er tale om en ugle. Alligevel har den lille figur stor symbolsk betydning, og den bliver videoovervåget døgnet rundt efter en hærværksepisode i 2001.

Når man har fundet uglen, er det naturligvis også værd at besøge selve Notre Dame-kirken med den rigt udsmykkede facade med mange spøjse skulpturer. Finurlige detaljer i form af eksempelvis udskårne ansigter, fantasidyr og vinranker finder man også på en del af byens velbevarede bindingsværkshuse, og i det hele taget lægger bygningerne i den historiske bykerne op til at lade øjet gå på jagt efter fine detaljer og figurer.

Højest blandt byens mange tårne er det 93 meter høje tårn på byens domkirke, Saint-Bénigne. Den gotiske katedral er opført på stedet, hvor der lå en tidlig romansk basilika, hvis bevarede del kan ses i krypten. Som flere andre bygninger i det historiske Dijon har kirken et særpræget og farvestrålende tag. Det flotte syn er resultatet af en regional byggetradition, hvor man bruger glaserede tagsten i forskellige farver lagt i geometriske mønstre.

De store kirker tiltrækker naturligvis opmærksomhed i bybilledet, men byens historiske hertugpalads holder sig heller ikke tilbage. Den imponerende bygning huser både rådhuset samt kunstmuseet Musée des Beaux-Arts, der har en af landets største malerisamlinger.

Man kan snildt bruge en eller flere dage på at smage på livet i Dijon, hvad enten man er mest til sennep, vin, arkitektur eller kunstoplevelser. Men har man yderligere tid til rådighed, kan et besøg i Beaune omkring 50 kilometer sydpå anbefales. Beaune ligger i det berømte Bourgogne-vinområde Côte d’Or, der består af regionerne Côte de Nuits og Côte de Beaune. Her handler det rigtig meget om vin, og Beaune har da også sin andel af vinhuse, hvor man kan smage på varerne. Arkitektonisk er Beaune dog også værd at gå på opdagelse i. Her er fine kirker, historiske borgerhuse og ikke mindst det gamle fattighospital Hôtel-Dieu, der nærmere ligner et eventyrslot og er udnævnt til verdensarv af Unesco.