Prøv avisen

Den Kuriske Landtange: ”Indgangsporten til Himlen”

Parnidis-vandreklitten syd for Nida. Omtrent ved det grønne skovområde går grænsen til den russiske enklave Kaliningrad. Foto: Thomas Andreasen

Det særegne og Unesco-beskyttede landskab på Den Kuriske Landtange i Litauen er faktisk et kulturlandskab, som en dansker har stået bag

Kilometervis af øde strand, store sandklitter og masser af fyrretræer.

Lyder det som den jyske vestkyst? Ja, absolut.

Sandklitterne ligner da til forveksling også deres jyske fætre, mens stranden nok er smallere, men mere øde. Og så er der langt flere fyrretræer ved den vandkant, som altid er helt tæt på i landskabet, der er delt mellem Litauen og Rusland, og hvor de spredt beliggende småbyer har et udpræget tysk præg.

Stedet er Den Kuriske Landtange, et 98 kilometer langt stykke land, der undervejs ikke bliver bredere end knap fire kilometer - sine steder skiller kun 400 meter land Østersøen fra ferskvandet i Den Kuriske Lagune.

Et umiddelbart ganske unikt naturfænomen, som i 2000 kom på Unescos verdensarvsliste, men det er faktisk mere korrekt at beskrive tangen, der også omtales som Det Kuriske Næs, som et ”kultur-landskab”, for man kan føre områdets nuværende udseende tilbage til en danskers indsats omkring år 1800.

Søren Bjørn, der var født i Astrup ved Skærbæk og uddannet i København, arbejdede på det tidspunkt i Danzig (nu Gdansk) som ”kongelig plantageinspektør” i preussisk tjeneste. Han havde gjort sig fortjent til den titel ved i 1795 blandt andet på baggrund af observationer i Vestjylland at foreslå at plante vild rug, havre og fyrretræer for at bremse sandflugten på Vistula-landtangen; en landtange ganske tilsvarende Den Kuriske Landtange, men beliggende lidt længere mod syd og i dag delt mellem Polen og Rusland - og spøjst nok ikke en del af verdensarvslisten.

Problemet var helt det samme på Den Kuriske Landtange, hvor områdets vandreklitter på ingen måde tog hensyn til de lokale fiskerlandsbyer, mens de bevægede sig, som vinden nu blæste. Klitterne havde fået frit spil, fordi indbyggerne og de preussiske myndigheder modsat de oprindelige oldpreussiske indbyggere, der mente, at træerne var hellige, i stor stil havde fældet træer til brug som brænde eller til skibe.

Søren Bjørns metode og anbefalinger blev fulgt, og dermed var de første frø plantet til landskabet, som det ser ud i dag, hvor tre fjerdedele af Den Kuriske Landtange er fyrretræsskov.

Trods den vellykkede tæmning fremstår landskabet fortsat ”vildt” og sine steder nærmest ørkenagtigt, for nok fik man styr på den ukontrollerede sandflugt, men den dag i dag er landtangen hjem for nogle af Europas højeste vandreklitter, blandt andet den 52 meter Parnidis-klit syd for områdets største by, Nida.

Herfra er der en fantastisk udsigt over tangen i hele dens bredde, over Nida og ikke mindst over det ørkenlignende landskab, der på den russiske side et par kilometer mod syd ser noget mere uplejet ud end på den litau-iske side.

Det var på vandreklitten, at et berømt billede af den eksistentialistiske franske filosof og forfatter Jean-Paul Sartre blev taget, da Sartre og Simone de Beauvoir i 1965 var på besøg i Sovjetunionen. En oplevelse, som den ellers strengt ateistiske Sartre beskrev ”som at stå ved indgangsporten til Himlen” - og det var i Nida, at en anden forfatter, tyske Thomas Mann, i 1930 købte sig et sommerhus. Nok havde grænsedragningen efter Første Verdenskrig placeret Nida (Nidden på tysk) i det nys selvstændige Litauen, mens resten af tangen tilhørte Østpreussen. Nida var etnisk set dog stadig en tysk by, og forfatteren havde året inden besøgt området og var som en lang række andre tyske kunstnere faldet pladask for stedet.

Sommerhuset er i dag museum for den kendte forfatter, selvom det kun blev til et par somre på stedet for Mann-familien, da Thomas Mann og hans jødisk-fødte hustru, Katia, følte det lidt for usikkert at opholde sig i Tyskland og derfor i 1933 flygtede til Schweiz - og senere USA.

Nida har en række småmuseer, herunder et ravmuseum, hvor der bydes på ravlikør. Ellers er det primære at gå rundt og se på gamle træhuse med særlige vejrhaner i byen, der tilsyneladende er lige så populær som på Thomas Manns tid - ifølge lokalguiden er byen det dyreste sted at købe ejendom i hele Litauen.

Ved Nida er Den Kuriske Lagune omkring 20 kilometer bred, men i den nordlige ende af landtangen findes endnu en parallel til den jyske vestkyst. For ligesom man kan stå på nordsiden af Fanø og tro sig langt væk fra al civilisation, indtil havnen i Esbjerg rammer synsfeltet, gælder det samme her. Litauens store havneby, Klaipeda med 180.000 indbyggere, ligger under en kilometer væk.

Alle kranerne og de store skibe udgør en tankevækkende kontrast til det øde landskab på landtangen, hvor der kun bor omkring 3000 personer i alt.

I Nida er der et museum for rav, der forekommer i store mængder i området, især på den russiske halvdel af landtangen. Foto: Thomas Andreasen
Den vestvendte strand på Den Kuriske Landtange i Litauen. I baggrunden til højre anes noget af den kystsikring i form af beplantning, som danskeren Søren Bjørn var den første til at foreslå. Foto: Thomas Andreasen
Forfatteren Thomas Manns sommerhus ved byen Nida, den største by på Den Kuriske Landtange. Huset er i dag museum.