Prøv avisen

Sovjet-arkitektur i Berlin

Arkitekten Ivan Sjoltovskijs kraftværk MoGES midt i Moskva fra 1926. I dag er bygningen forfaldet, men alligevel fornemmer beskueren den nytænkning, som datidens arkitekter gav udtryk for. Illustration fra bogen Building the Revolution: Soviet Art and Architecture 1915-1935 (Revolutionens bygninger: Sovjetisk Kunst og Arkitektur 1915-1935).

Udstilling i Berlin sætter fokus på revolutionens arkitektur fra 1915-1935

Årene efter den russiske borgerkrigs afslutning omkring 1922 var præget af optimisme og fremtidstro. Landet var stadig plaget af sult, stor fattigdom og uro, men vældige forandringer var i gang i det hedengangne zarrige, og vesteuropæiske intellektuelle valfartede dertil for at se, hvad der foregik, lade sig inspirere og bidrage til opbyggelsen af det nye samfund.

Stefan Zweig, Nordahl Grieg, Bertrand Russel, Le Corbussier, Walter Benjamin, Arthur Koestler, George Bernard Shaw og Antonio Gramsci var blandt dem.

Kunst og litteratur blomstrede og fandt nye udtryksmuligheder, det gjaldt også for arkitekturens vedkommende.

Udstillingen Baumeister der Revolution Sowjetische Kunst und Architektur 1915-1935 i museet Martin-Gropius-Bau i Berlin retter lige nu opmærksomheden mod periodens byggeri og viser den besøgende, at arkitekturen også oplevede en storhedstid.

Til trods for at dygtige og fremsynede arkitekter som Konstantin Melnikov, Moisej Ginzburg og Vesnin-brødrene realiserede deres tanker og projekter vidt og bredt i den nye sovjetstat, er der i høj grad tale om et overset arkitekturkapitel i denne kunstneriske epoke.

I Martin-Gropius-Bau bliver beviserne for deres utæmmede skabervilje og evne til stormfuld fornyelse atter hevet frem i lyset.

Udstillingen viser med skitser og fotografier, hvordan den sovjetiske avantgardes arkitekter lod sig kraftigt inspirere af deres samtidige inden for tegne- og malerkunst, når de udfærdigede deres radikale og visionære udkast til det nye samfunds bygninger. Bygninger, der skulle tjene statens formål under socialismen og dertilhørende forestillinger om indretning, bolig, arbejde og fritid samt den nye måde at organisere landbrug og industri på.

Den lange række af færdiggjorte byggeprojekter symboliserede håbet om en bedre fremtid, som 1920ernes nye økonomiske politik stillede i udsigt.

Et imponerende eksempel er arkitekten Ivan Sjoltovskijs eksperimenteren med konstruktionen af kraftværket MoGES midt i Moskva fra 1926. Her leder inderfacadens fire par store glascylindere i første omgang tankerne hen på renæssancekirker, men bygningens funktion har intet med åndelighed at gøre. Den er derimod verdslig og industriel.

Til trods for at Sovjetunionen var et lukket samfund, var 1920erne præget af omfattende udveksling af idéer og inspiration med Vesteuropa og USA, når det gjaldt kunst og arkitektur. Denne tidligere forholdsvis ukendte forbindelse blev helt konkret udmøntet i en invitation af to af datidens bedste udenlandske arkitekter, Erich Mendehlsohn og Le Corbusier.

De tegnede henholdsvis tekstilfabrikken Røde Banner i Sankt Petersborg og kontorbygningen Zentrosojus i Mos-kva. Derigennem gav de håndgribelige bidrag, men også inspiration til den sovjetiske avantgardebevægelse.

Det tætte forhold mellem kunst og arkitektur og deres usædvanlige manifestation illustrerer udstillingen ved at indvie den besøgende i perioden via forskellige elementer.

Udvalgte malerier, tegninger og skitser fra den verdensberømte Costakis-samling viser, hvor stor en rolle arkitektoniske temaer spillede for den tidlige sovjetiske avantgarde i datidens billedkunst. Særlig flotte er malerierne af Lyubov Popova, der arbejdede tæt samarbejde med arkitekten Alexander Vesnin.

Desuden viser originale fotografier fra byggeprocessen eller umiddelbart efter bygningsværkerne i deres oprindelige omgivelser.

Som et sidste element dokumenterer den engelske fotograf Richard Pare gennem talrige storformatfotografier de samme bygningers nuværende ofte meget dårlige tilstand.

Vekselvirkningen mellem de gamle sort-hvide billeder og Richard Pares fotografier i farver taget på hans rejser i 1990erne og 2000erne, der viser de smukke konstruktioner dækket af revner, sprækker, mos og slyngplanter, giver et fascinerende indblik ikke bare i bygningernes, men i hele det sovjetiske samfunds skæbne. Den engelske fotografs billeder kan desuden ses som et tegn på, at de post-sovjetiske stater ikke er sig denne rige kulturelle arv bevidst.

I den bog, der ledsager udstillingen, reflekterer Richard Pare selv over grunden til at lade bygningerne forfalde og mange steder rive dem ned:

Nogle har decideret frygt for den historie, som bygningerne repræsenterer, og de foretrækker, at denne form for arkitektur havner i glemsel. Eksperimentet mislykkedes, og hvad der blev tilbage har ingen betydning, synes de at mene. Historien går videre, som om Oktoberrevolutionen ikke var andet end en kæmpe fejltagelse. Men idéerne har ikke ladet sig udrydde.

Omkring 1932 var Josef Stalins greb om det sovjetiske samfund tæt på komplet, og avantgardebevægelsen blev kvalt.

Arkitekturen blev afløst af en monumental neoklassicistisk stil, der var mere i tråd med Stalins totalitære tendenser. Billedkunsten måtte give plads til den ideologisk korrekte socialistiske realisme.