En lille og halvt iturevet papirlap med engelsk tekst viser vej bag om den statelige bygnings hovedindgang og hen til en langt mindre og lukket metaldør. Lokalguiden trykker på en blålig ringklokke, og efter lidt tid åbnes døren forsigtigt. En militærklædt ældre mand kigger ud og lader nærmest lidt nølende gruppen komme indenfor.
Der gøres ikke meget reklame for denne seværdighed i den russiske by Samara. Anlægget under det lokale kulturakademi var i samtiden hemmeligt, og at der er gået over 75 år, siden det blev bygget, har ikke fået de russiske myndigheder til at ændre attitude i nævneværdig grad. Et permanent skilt over metaldøren, denne gang på russisk med gyldne kyrilliske bogstaver på rød baggrund, forkynder dog – som den engelske tekst på papirlappen – at dette er ”Stalins bunker”.
I efteråret 1941, da det så ud til, at tyskerne ville løbe Moskva over ende, ledte den politiske top i det kommunistiske Sovjetunionen efter en alternativ hovedstad. Valget faldt på Samara ved Volga-floden. Logikken lød, at byen med en beliggenhed små 1000 kilometer øst for Moskva burde være i sikkerhed for de fremrykkende nazistiske tropper.
Den 15. oktober 1941 kom så ordren fra sovjetleder Josef Stalin om, at toppen af kommunistpartiet, den militære generalstab, en række regeringskontorer samt udenlandske ambassader og konsulater skulle evakueres til Samara, der dengang gik under navnet Kujbysjev og var opkaldt efter Valerian Kujbysjev, en kommunistleder, der døde i 1935. Seks dage senere kom ordren om at bygge bunkeren. 3700 minearbejdere og ingeniører blev udskrevet til opgaven, og i perioden fra februar 1942 og otte måneder frem gravede de sig længere og længere ned under kulturakademiet.
Da bunkeren stod færdig i oktober 1942, havde Sovjetunionen imidlertid haft held til at slå tyskerne så langt tilbage fra Moskva, at hovedstaden ikke var decideret truet, og Stalin, der hele vejen igennem krigen var blevet i Moskva, havde derfor ikke brug for en bunker længere mod øst.
Alligevel er anlægget et tankevækkende monument over Anden Verdenskrig eller Den Store Fædrelandskrig, som den benævnes i en russisk kontekst.
Allerede på jordniveau, hvor de besøgende får en introduktion til de i alt otte etager under jorden, er opsynsmandens kontor en ren sovjetisk tidslomme og en opvisning i diplomer og medaljer.
Et par etager nede ad trappen hænger en moderne glasmosaik med krigsmotiver, hvor Stalins ansigt er i centrum, ligesom små udstillinger på de forskellige etager viser livet i Samara under krigen. Her er også et nodeark fra komponisten Dmitrij Sjostakovitjs berømte 7. symfoni, den såkaldte Leningrad-symfoni, der blev færdigskrevet og uropført i Samara og siden smuglet ind i det omringede Leningrad (Sankt Petersborg) og opført der i oktober 1942.
Højdepunktet i anlægget i Samara findes 37 meter under jordoverfladen. Her er der en konferencesal, hvor billeder af de kommunistiske koryfæer Marx, Engels og Lenin kigger ned fra den ene endevæg, mens et stort kort over troppebevægelser under Anden Verdenskrig optager den anden endevæg. Det er også her, at der vises en film fra en militærparade i Samara under krigen, hvor det, der trods den patriotiske speakerstemme og de store mængder af militært isenkram, som vises frem, gør mest indtryk, er, at soldaterne tydeligvis hundefryser i den russiske vinter.
Lige ved siden af ligger det kontor, der var tiltænkt Stalin komplet med sovesofa, et solidt træbord med tilhørende stol, en grøn lampe og en sort telefon, mens hvide stofstykker på væggene skal illudere vinduer. Lokalguiden opfordrer de besøgende til at sætte sig i stolen og lade, som om de som en anden Stalin udsteder ordrer via telefonen.
Sandsynligvis gjorde Stalin dog aldrig det fra netop dette rum.
Helt sikkert er det dog ikke, da de papirer, der kunne vise, om Stalin har været her og eventuelt også overnattet, fortsat er hemmeligstemplede. Selve anlægget blev først offentligt kendt i 1990 i forbindelse med kommunismens sammenbrud. Indtil da var Samara – som en lang række andre byer i Sovjetunionen – en lukket by.