Nowa Huta ved Krakow: En gave fra Stalin

Den kommunistiske mønsterby Nowa Huta ved Krakow i det sydlige Polen er et forbavsende grønt bekendtskab

Boligblokkene i Nowa Huta ved Krakow i det sydlige Polen varierer i højde mellem tre og fem etager, og byen, der i kommunisttiden var berygtet for et forurenende stålværk, fremstår i dag overraskende grøn. -
Boligblokkene i Nowa Huta ved Krakow i det sydlige Polen varierer i højde mellem tre og fem etager, og byen, der i kommunisttiden var berygtet for et forurenende stålværk, fremstår i dag overraskende grøn. - . Foto: Thomas Andreasen.

Man skal bremse et lille halvt sekund, før man regner med det. Nok er fodbremsen i den østtyske Trabant-bil ganske solid, men det tager altså liiige et stykke tid mere end i moderne biler, før trykket på pedalen afspejler sig i en nedadgående hastighed.

Ellers er det en fornøjelig bil at køre rundt i, når det genstridige ratgear opfører sig, som det skal.

Hvorfor i al verden det så er en østtysk bil, der køres i, når turen går rundt i den kommunistiske mønsterby Nowa Huta ved den sydpolske by Krakow er et godt spørgsmål.

Guiden fra firmaet Crazy Guides, der står for rundturen, forsikrer, at firmaet skam også har en enkelt af kommunisttidens lokalt fremstillede Polski Fiat. Trabien, som bilen blev døbt i folkemunde, er imidlertid langt mere ikonisk i forhold til begreberne ”østbil” og ”kommunisme” - i al fald for de vestlige besøgende, der udgør kunderne til firmaets ture.

De lokale ser i første omgang mere ud til at undre sig over at se en Trabant på vejene i Nowa Huta. I anden omgang over at se turister stige ud af vognen og blive vist rundt, for hvad er der dog at se her i et helt normalt beboelseskvarter?

På en måde har de ret. Og så alligevel ikke, da Nowa Huta har en helt særlig historie.

Nowa Huta er en gave fra Stalin forstået på den måde, at den er betalt af Sovjetunionen. Byen blev bygget i socialistisk realistisk-stil i årene 1949-1959 omkring et kæmpemæssigt stålværk som en slags proletariatets modstykke til den borgerlige og meget katolske universitetsby Krakow lige ved siden af.

Så meget et modstykke var Nowa Huta, at der end ikke indgik en kirke i planen for den nye by beregnet til omkring 100.000 indbyggere. Det tog mange års kamp, i 1960 sågar gadekamp, at få lov at opføre en kirke, og først i 1977 blev Arka Pana-kirken indviet af Krakows biskop, Karol Wojtyla, der året efter blev verdenskendt som pave Johannes Paul II.

Med markedsøkonomiens indtog i begyndelsen af 1990'erne var der dømt massefyringer på stålværket. Værket fungerer dog fortsat den dag i dag, omend på særdeles nedsat kraft i forhold til kommunisttiden, hvor der blev sendt masser af forurenende røg ud over både Nowa Huta og Krakows historiske centrum.

Overraskende nok har nedturen for stålværket ikke gjort Nowa Huta til en spøgelsesby, og omkring den centrale plads, der nu hedder Ronald Reagans Plads, er der ganske livligt.

Ifølge guiden bor her fortsat omkring 80.000 personer; måske fordi byen, som den ser ud gennem vinduerne i Trabanten, med sine brede boulevarder, mange træer, grønne områder og tre til fem etager høje og ofte nymalede boligblokke faktisk fremtræder ganske pæn, ja nærmest attraktiv - i al fald mere attraktiv end adskillige sociale boligbyggerier i danske byer.

Byen - eller rettere bydelen, da mønsterbyen allerede i 1950'erne administrativt blev lagt ind under Krakow - har haft sine sociale problemer som centrum for den polske skinhead-bevægelse og har fortsat sine problemer med forurening, men efter et besøg i en af lejlighederne er det endnu mere forståeligt, hvorfor området fortsat er populært. En treværelseslejlighed i omegnen af 70 kvadratmeter med eget toilet og bad var en luksus i kommunisttiden; og er det for den sags skyld endnu. Mange lejelejligheder er meget mindre.

At den besøgte lejlighed, som er lejet af firmaet bag Trabant-turen, er fyldt med alskens effekter fra 1970'erne og 1980'erne sætter - kombineret med de lokales fortsat forundrede blikke - for alvor gang i overvejelser om, hvad en seværdighed er: For hvor lang tid skal der gå, inden noget bliver en seværdighed? Hvor specielt skal det være? Bliver hverdagen nogensinde en seværdighed? Og måske vigtigst: Hvad er værd at mindes, og hvem afgør det?

For mens der er bred enighed om, at Krakows middelaldercentrum er en bevaringsværdig seværdighed, er det de færreste vestlige besøgende, der tager turen ud til Nowa Huta. For nok er Nowa Huta speciel som en gennemplanlagt by, men er det af den grund en seværdighed? Og for de lokale polakker fungerer Nowa Huta først og fremmest som en hverdagsramme, ligesom tiden under kommunismen måske er for tæt på til at se byen som en seværdighed?

Der er ingen entydige svar på de spørgsmål, men Crazy Guides har i al fald fundet deres niche og gør det ganske godt i forsøget på både at fortælle Nowa Hutas overordnede historie og vise hverdagen under kommunismen.

Meget passende er sidste stop for Trabanten, inden den tøffer tilbage til centrum af Krakow, ved en mælkebar, den polske hverdags-institution par excellence.

Mælkebaren - bar mlcezny - går tilbage til tiden før kommunismen og ville i andre lande hedde et cafeteria, for her serveres billige måltider.

De to hvidkålsrouletter i brun sovs suppleret med et glas kefir smager også fint, men det er selve rummet, der gør størst indtryk. For hvis der er noget, der fortjener at komme på museum fra Nowa Huta, er det mælkebarens interiør, der ser ud til at have stået uændret, siden den kommunistiske mønsterby blev bygget.