Det skal straks indrømmes: Overskriften er ikke videnskabeligt underbygget og måske endda decideret forkert. For der findes ingen top-10-liste over kors-koncentrationer; for hvem er nørdet nok til at begynde at tælle antallet af kors og dernæst: Hvor lille skal et område være for at kvalificere sig?
Alligevel voves påstanden, for når nu der på en mindre bakke med et areal på 40 gange 60 meter står over 100.000 kors antallet er meget konservativt anslået af internet-leksikonet Wikipedia (som altså åbenbart var nørdede nok til at forsøge at tælle efter!) så betyder det, at antallet af kors pr. kvadratmeter er omkring de 42.
LÆS OGSÅ: Med troen på ferie: Se alle tilmeldte fotos her
Det er dog en del, men alligevel væsentligt færre, end det opleves som, når man står på Korshøjen i det katolske Litauen, omkring 15 kilometer nordøst for provinsbyen Siauliai.
Antallet af småkors, der er hængt over mellemstore kors, som igen er hængt på endnu større kors, får nærmere tankerne til at runde millionen eller 417 kors pr. kvadratmeter. Wikipedias opgørelse stammer da også tilbage fra 2006, men uanset om millionen er nået eller ej: Her er mange kors. I mange størrelser. I mange farver. Og med mange budskaber.
Det oprindelige budskab var ellers ganske entydigt vendt mod besættelsesmagten Rusland.
Højen er første gang nævnt i skriftlige kilder i 1850erne, men menes grundlagt som et minde om de litauere, der døde i en opstand mod russerne i 1831. Litauen var efter århundreders storhed, først som selvstændigt land, siden i union med Polen, i 1795 kommet under russisk herredømme.
Litauens senere historie med flere opstande, en periode med selvstændighed mellem verdenskrigene og russernes genkomst denne gang som Sovjetunionen som besættelsesmagt bidrog kun til at styrke højens symbolske betydning.
Det nu officielt ateistiske regime så ikke med milde øjne på de litauiske kors, og højen blev flere gange bulldozet, og for eksempel i 1961 blev adskillige tusinde kors fjernet og ødelagt. Der var en overgang endda snak om at bygge en dæmning i området, der (nok ikke tilfældigt) ville betyde, at højen kom til at ligge under vand.
Det blev dog ved snakken, og efter Litauens genvundne selvstændighed i 1990 og især efter daværende pave Johannes Paul IIs besøg på stedet i 1993 gik Korshøjen fra at være en forholdsvis ukendt litauisk specialitet til at blive en af landets store seværdigheder.
Det har ført til en kraftig stigning i antallet af besøgende og pilgrimme og en dertil hørende stigning i antallet af kors, der enten er plantet i den litauiske muld, hængt på andre kors eller for den sags skyld hængt på nogle grantræer lige ved højen.
De litauiske myndigheder har prøvet at styre tingene lidt ved at indrette et besøgscenter med parkeringsbetaling (seks kroner) og autoriserede souvenirsælgere.
Hvilket egentlig er lidt ærgerligt, da det folkelige marked, der tidligere var i tilknytning til højen, havde væsentligt mere charmeværdi end de 8-10 boder, der nu statsautoriseret kan sælge kors og andre effekter til de besøgende.
Højen og antallet af kors har myndighederne dog endnu forsøgt at kontrollere, og skoven af kors er nu så voldsom, at den er vokset ud over højen korsene begynder nu et godt stykke fra selve forhøjningen langs med den sti, de besøgende skal følge fra parkeringspladsen.
Og hvor korsene tidligere var en religiøs protest mod en besættelsesmagt, er budskaberne nu noget mere blandede. Der er i al fald ikke meget pilgrim eller protest over de hjemmelavede kors, hvor især udenlandske besøgende mest af alt gør opmærksom på sig selv.
Som for eksempel den motorcykelklub fra tyske Dresden, der har plantet et kors og en plastic-motorcykel i ministørrelse til minde om deres besøg på stedet. Eller de adskillige kors, der er fyldt med navnene på elever fra forskellige gymnasieklasser, der også har været forbi. Eller de amerikanske Dedcovich- og Boharsik-familier, der med deres egne flagsmykkede kors ønsker, at Gud må velsigne familierne.
Og selvom det undervejs på stierne mellem de talrige kors godt kan blive lidt kitschet for danske protestanter, så er Korshøjen et fascinerende udtryk for en folkelig fromhed og samtidig exceptionelt fotogen.
