Stettin: En by fuld af historiske museer

I Stettin fortæller et museum om livet bag Jerntæppet og ikke mindst om de mange oprør, som var i byen i årene op til Berlinmurens fald

Det er en gave at komme til en by med så mange historiske museer som den polske by Stettin. Når man har slentret i parker og langs Oder i det, nogle mener er Polens Paris, får man lyst til at vide mere om stedets historie.

På byens centrale plads, Solidaritetspladsen, hvor man finder byens koncerthus, ligger den afdeling af Nationalmuseet, som er viet til historien fra 1939 til 1989. The Dialogue Centre eller på dansk Dialogcentret. Inden man går ind på museet, bør man dog betragte koncerthuset, som er belønnet med den fornemme Mies van der Rohe-pris. Det er ikke kun stedets ydre, som overrasker. Også dets indre, hvad enten man vil besøge caféen, eller man sætter sig tilrette i koncertsalen.

Tilbage til Dialogcentret. Museets beliggenhed er langtfra tilfældig, for det var på denne plads, at borgere i Stettin den 17. december 1970 gjorde oprør mod styret. 12 mennesker døde, og disse menneskers historier er formidlet i den permanente del af udstillingen. Arkitekterne har ladet Solidaritetspladsen og museet nærmest smelte sammen i en så vellykket udformning, at stedet i 2016 fik Den Europæiske Pris for bedste Offentlige Byrum.

Det er en voldsom historie, som fortælles på The Dialogue Centre. Gruen bliver tydelig, når man går ned ad trapperne og ind i udstillingens første rum, som er domineret af et monumentalt maleri, som skildrer Stettin under Anden Verdenskrig.

Byen ved Oder i det nordvestlige Polen har gennem historien været under både fransk, tysk, svensk og sågar dansk styre. Det sidste var fra 1185 til 1223. Når man besøger The Dialogue Centre og ser billederne fra Anden Verdenskrig, skal man huske, at byen dengang var tysk.

Havnebyen var base for den 12. panserdivision, og fra 1940 fungerede Stettins havn som udskibningshavn for Nazitysklands angreb mod blandt andet Danmark og Norge. Byen, med den parisiske arkitektur, var udsat for talrige bombeangreb af de allierede. I 1945 var 80 procent af byen ødelagt. Stettin var en af de sidste tyske byer, som overgav sig til russerne i 1945.

I museets andet rum ser man en enorm betonstjerne, der symboliserer den tid, som fulgte i Stettin, efter man havde overgivet sig til russerne. Potsdamaftalen rykkede Polens grænser lidt længere mod Tyskland, hvilket betød at Stettin blev en del af Polen. Den tyske befolkning i byen blev deporteret, mens den polske regering tilbød både bolig og job til folk fra Polens østlige egne, hvis de ville slå sig ned i den bombede by ved Oder.

Alt imens Stettin blev opbygget, forsøgte man også at skabe en ny fortælling om byen, som skulle fungere som en grænse mod Tyskland. Sporene fra tiden med tysk herredømme blev forsøgt slettet, mens man prøvede at opbygge en polsk identitet ved at henvise til Boleslav den Første af Polen (967 – 1025), som også er kendt som ”Boleslav den modige”.

Hverdagen i Stettin efter genopbygningen af byen er gengivet med glade 1970’erfarver og lidt for mange mennesker i en lidt for lille bil i udstillingen. Det var, som der står på et skilt i udstillingen, ”Paradis på kredit”. Her fortælles om et Polen, hvor prisforhøjelserne på kød og andre madvarer før julen i 1970 var ved at kaste landet ud i en borgerkrig. Den 17. december blev 12 demonstranter dræbt i kampe med militær i Stettin, og pladsen, hvor museet nu ligger, var et centralt sted i urolighederne.

Et rum er viet til sort-hvide amatørfotografier, som blev taget illegalt i december 1970. Man må sætte tempoet ned for at læse de mange øjenvidneskildringer, og mens man fordyber sig i læsningen, hører man lejlighedsvis skudsalver og bliver på den måde mindet om, hvor voldsomt det gik for sig i den oprørske by i december 1970.

1980 er det andet årstal der er fokus på i den permanente del af museets udstilling. I august 1980 gik arbejderne på skibsværftet i Gdansk i strejke under ledelse af elektrikeren Lech Walesa, og det udviklede sig til en generalstrejke. Også i Stettin var der strejker og voldsomme demonstrationer vendt mod det kommunistiske styre.

Midt i udstillingen hænger en gylden messehagel. Det var den messehagel, pave Johannes Paul II bar, da han i juni 1987 holdt messe i Stettin. Måske husker man fotografierne af Johannes Paul II, som omfavner Lech Walesa under sit besøg i Polen i 1987. Paven tilbragte ni dage i landet, og hans tale om historie og frihed ses som startskuddet til en ny folkelig bevægelse og var samtidig med til at vise landets partitop, at folket var vågnet.

Mens man ser på den gyldne messehagel, kan man høre USA’s tidligere præsident Ronald Reagans berømte tale fra juni 1987: ”Tear down this wall”, som var en direkte opfordring til Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov om at rive Berlinmuren ned og dermed sikre frihed for landene bag Jerntæppet.

Og mens man stadig kan høre Reagans berømte ord, kommer man til beskrivelsen af, hvordan Polen i 1988 blev ramt af en bølge af strejker. I Stettin strejkede man på havnen. Det var en af de længste strejke i byens historie: 18 dage varede den.

Museet er fokuseret på historien fra 1939 til 1989, hvor Berlinmuren faldt, og meget passende træder man efter denne intense rejse gennem historien ud i et rum med plads for fortolkning og måske dialog.