Vidste du, at Færøerne og Hongkong er næsten lige store, omkring 1200-1400 kvadratkilometer? Men i Hongkong bor der syv millioner mennesker på Færøerne lige knap 50.000! Altså rundt regnet 150 gange så mange mennesker på samme areal!.
Vi, et ægtepar fra Hongkong og jeg, sidder på bagsædet af en taxa til Tórshavn fra lufthavnen i Vágar, og det er vores første besøg på de nordatlantiske øer. De to fra Hongkong har styr på tal og statistik, og taxachaufføren bidrager fornøjet med flere informationer om de store trafikale fremskridt, som er sket på øerne i de senere år. Med to store undersøiske tunneller, en mellem lufthavnsøen Vágar og hovedøen Strømø (fra 2002) og en mellem de nordlige øer og Strømø (fra 2006), hænger øerne væsentligt bedre sammen, og der er skabt gode betingelser for at bevare de små samfund.
Men vi er jo ikke kommet for at se på infrastruktur, hvor imponerende den end måtte være. Hvad er det så, der især trækker turister til Færøerne?
Svaret er naturen. Naturen og vejrets evige skiften. Naturen i samspil med menneskers liv. Og alene den lille køretur i taxa på 50 kilometer leverer rigeligt med bevis: sol og klar, blå himmel, blæst, tåge, regn og overskyet vejr alt sammen på under en time.
En vandretur fra Argír i udkanten af Tórshavn til Kirkjubøur fører over fjeldet Kirkjubøreyn (350 meters højde) på den sydlige del af Strømø. Der er to afmærkede vandrestier at vælge imellem: Den ene ligger højt oppe og har den flotteste udsigt, den anden løber lidt længere nede og er god i tåge og blæst.
Turen tager i almindeligt tempo et par timer hver vej og er ikke strabadserende.
Her er meget at opleve: Kig op og lyt efter fuglene, kig ned og se alle de små fjeldblomster i stærke farver og dufte. Efterhånden bliver der flere og flere sten, og til sidst når man op over kammen. På nedturen går det modsat: Fra de mange sten bevæger man sig mod mere og mere grønt, fugtigt og frodigt og i det fjerne kan man skimte den hvide Olavskirke i Kirkjubøur.
Kirkjubøur er et af de vigtigste historiske steder på Færøerne.
I middelalderen det åndelige centrum med tre kirker og dertil hørende præsteskole, klostervæsen, funktionsbygninger og så videre. Meget er i dag gået tabt på grund af det barske klima og senere plyndringer.
Men den lille hvide Olavskirke fra 1200-tallet (22 gange 7,5 meter), som nu ligger helt tæt på kysten, er den ældste kirke på øerne og stadig i brug. Altertavlen er et maleri af Samuel Joensen-Mikines, og glasmosaikarbejdet i lågen foran kirken er udført af Tróndur Patursson, som bor lige i nærheden, og hvis slægt gennem 17 generationer har været kongsbønder i Kirkjubøur.
Den store gotiske Magnuskatedral (opkaldt efter Orkneyøernes skytshelgen og henviser derfor til kulturelle og religiøse forbindelser mellem Færøerne, Norge og Orkneyøerne) står som uafsluttet bygningsværk fra omkring 1300. Et voldsomt ambitiøst monument for det lille samfund og et tydeligt bevis på, at Kirkjubøur var et meget betydningsfuldt sted.
Ruinen er i dag overdækket, stivet af og beskyttet mod vind og vejr.
Den tredje kirke på stedet er ruinen af et lille kapel øst for de to større kirker. Det meste er forsvundet ud i havet.
En kontrast til de gamle kirker i Kirkjubøur er den fine nye Gøta Kirke på Østerø, som blev indviet i 1995.
Kirkerummet er åbent helt op under taget, hvis konstruktion har vundet flere priser. Tróndur Patursson har stået for den kunstneriske udsmykning med blandt andet den store glasmosaik i koret, døbefont og prædikestol, lamper i loftet og på væggene, alting i glas.
Kirken står som et slankt, hvidt monument i landskabet med et klokketårn konstrueret som tre kors, der symboliserer korsene på Golgata.
Andre interessante kirker er for eksempel den i bygden Famjin på Suderø, der rummer et af de helt store nationale symboler: det originale færøske flag, merkið, som blev skabt i 1919 af tre færøske studerende i København. Se også kirken i Porkeri på Suderø, en af de gamle traditionelle trækirker (fra 1847), græstækket og med et fint inventar.
I Tórshavn er domkirken absolut et besøg værd, og det samme gælder byens lille katolske Mariukirkjan fra 1987, hvis altertavle er lavet af ja, såmænd Tróndur Patursson.
Fåreøerne sådan kaldte de norske vikinger Færøerne, og det ældste bevarede færøske dokument (1298) hedder da også Fårebrevet.
Det er en samling regler og love for datidens landbrug og fåreavl. I en fogedindberetning fra 1584 sættes en færøsk gylden lig med 10 fåreskind, fire par røde eller fem par hvide strikkede hoser. Ulden og dens forarbejdning og videre behandling frem til slutresultatet i form af trøjer, sokker eller andre strikkede eller vævede varer har altid spillet en stor rolle på Færøerne.
I slutningen af 1700-tallet blev der eksporteret 120.000 par strikkede hoser om året, og det af en befolkning på blot 5000 mennesker!
Det siges, man i alle hjem havde en skabelon af et underben liggende til at strikke efter, og alle strikkede både mænd, kvinder og børn.
I 1800-tallet blev sweateren en konkurrent til de lange strømper, og på et tidspunkt var den danske flåde en vigtig aftager af de strikkede produkter fra Færøerne. Omkring 1880 levede cirka 80 procent af befolkningen af fårehold og strik.
Så der var virkelig noget om det gamle ordsprog, at Færø uld er Færø guld.
I dag ser billedet anderledes ud. Fiskeriet er det altdominerende erhverv. Der er ganske vist stadig flere får end mennesker på øerne, men det er blevet svært at afsætte ulden. Konkurrenter fra andre verdensdele kan levere til en lavere pris, og undertiden må man simpelthen brænde den færøske uld af. Men strikkeinteressen er stor, og mange steder på øerne er der butikker, der både sælger færdige strikvarer og materialer til egen strikning.
Det ældste spinderi, Snældan i Strendur på Østerø fra 1949, drives stadig, og i 2004 begyndte firmaet Navia en strikkevirksomhed, der har bredt sig til det meste af Europa. I de seneste 10 år er der dukket designere op med små trendy butikker i Tórshavn, som bruger de gamle mønstre og materialer på nye måder.
De gamle strikkemønstre har overlevet, og det skyldes især skrædderen Hans Marius Debes, der i 1930erne rejste rundt på øerne og indsamlede de gamle mønstre, som han betragtede som en national arv. I 1932 udgav han bogen Føroysk Bindingarmynstur (færøske strikmønstre), som er en uomgængelig klassiker i færøsk strik. Bogen kan stadig købes, for eksempel på Nordatlantens Brygge i København.
Kristeligt Dagblad var inviteret af visitfaroeislands.com. Anden del bringes på næste lørdag.
