Rom: Her kan du opleve illusionistisk kunst og arkitektur

Illusionistisk kunst: Stedet hvor teologien, matematikken og det excentriske indfald mødes i visuelle bedrag. Gå på opdagelse i synsbedrag og kunstneriske drillerier midt i Rom

Et af de tidlige og vellykkede eksempler på synsbedrag findes på Tiberens venstre bred. Villa Farnesina med det falske perspektiv kan besøges på Via della Lungara, 230, 00165 Roma. Der er åbent mandag-lørdag fra klokken 9 til 14. – Alle fotos: Andreas Rude.
Et af de tidlige og vellykkede eksempler på synsbedrag findes på Tiberens venstre bred. Villa Farnesina med det falske perspektiv kan besøges på Via della Lungara, 230, 00165 Roma. Der er åbent mandag-lørdag fra klokken 9 til 14. – Alle fotos: Andreas Rude.

Hvis det var renæssancen, der opfandt perspektivet i maleriet, så var det barokken, der for alvor udfoldede rumligheden i den nye teknik med resultater, der stadig kan imponere os i dag. Men det var ikke altid, at tidens kunstnere stoppede ved den blotte naturtro gengivelse. Nogle gange gik de skridtet videre og brugte bevidst deres kunnen til at narre vores sanser. Det gjaldt særligt i 1500- og 1600-tallets Rom, og har man først fået blik for det, gør det udforskningen af den evige stad til en endnu mere spændende og underholdende oplevelse.

Et af de tidligste og mest vellykkede eksempler på synsbedrag findes på Tiberens venstre bred. Her lod den hovedrige bankier Agostino Chigi en lystbolig opføre i 1506, der nu er kendt som Villa Farnesina. Arkitekten var Baldassare Peruzzi, der ikke blot leverede tegninger til bygningen, men som få år senere også udsmykkede dens centrale rum med en serie på 10 illusionistiske fresker. Rummet har vinduer mod Tiberen, mens væggene mod øst, nord og vest foregiver en udsigt over Rom og det omgivende landskab med antikke ruiner, kirker, huse og broer. Dertil kommer, at Peruzzi også malede rummets arkitektur med søjler og fliser ind i sine fresker og således optisk gjorde rummet større, end det er.

Korridoren til venstre forekommer væsentligt længere, end den er. På billedet til højre får man takket være kustodens hjælp et mere realistisk indtryk af korridoren, der i virkeligheden er ni meter lang.
Korridoren til venstre forekommer væsentligt længere, end den er. På billedet til højre får man takket være kustodens hjælp et mere realistisk indtryk af korridoren, der i virkeligheden er ni meter lang.

Godt halvandet hundrede år efter bygningen af Villa Farnesina var Rom i fuld gang med at omskabe sig i den ødsle pragt, vi forbinder med barokken. Byens skyline ændrede sig i takt med, at de middelalderlige klokketårne veg for de kupler, der nu kendetegnede en rigtig kirke.

Jesuiterordenen havde allerede opført deres mest berømte kirke i Rom, Il Gesù, og nu var de i fuld gang med at opføre endnu en få skridt derfra, der fik navn efter ordenens stifter, Ignatius af Loyola.

Der var blot den hage ved byggeprojektet, at Sant’ Ignazio af forskellige grunde ikke kunne bygges med en virkelig kuppel og derfor blev udstyret med en fiktiv.

Ophavsmanden var jesuitten og multikunstneren Andrea Pozzo, der på det vandrette kirkeloft ved hjælp af en sindrig perspektivisk teknik konstruerede en falsk kuppel med en diameter på 18 meter, der stadig bedrager den besøgende.

Pozzo var imidlertid så venlig, at han i kirkens gulv med en rund gul marmorflise har angivet det sted, hvorfra illusionen er optimal. Og vist er det, at den fiktive kuppel netop viser sig som en sådan, efterhånden som man bevæger sig mod altret, og perspektivet fordrejes.

I midterskibet i Sant’ Ignazio udfoldede Pozzo også sine forbløffende evner, da han skabte et enormt loftsmaleri, der både viser Skt. Ignatius’ modtagelse i paradiset og fortæller historien om jesuiterordenens missionsaktivitet over hele den kendte verden. Hjørnerne i loftet er markeret med allegorier over henholdsvis Europa, Afrika, Asien og Amerika, og ligesom Peruzzi gjorde det i Villa Farnesina, har Pozzo malet arkitekturelementer ind i det gigantiske kunstværk.

På det vandrette kirkeloft konstruerede Andrea Pozzo ved hjælp af en sindrig perspektivisk teknik en falsk kuppel med en diameter på 18 meter, der stadig bedrager den besøgende.
På det vandrette kirkeloft konstruerede Andrea Pozzo ved hjælp af en sindrig perspektivisk teknik en falsk kuppel med en diameter på 18 meter, der stadig bedrager den besøgende.

Overgangen mellem den fysiske bygning og maleriet er derfor mildest talt flydende, med illusionistiske figurer, der nærmest falder ud i rummet og svæver rundt. Der er masser af matematik og geometri bag begge Pozzos værker, men hensigten med loftsmaleriet er ikke som i kuplen at bedrage øjet. Det er snarere at skabe en helt ny dimension, der trækker beskueren ind i sig og formidler troens evige sandheder.

Forbindelse mellem det illusionistiske maleri og teatrets kulisser bliver endnu tydeligere i Palazzo Spada få hundrede meter fra Sant’ Ignazio, hvor mesterarkitekten Francesco Borromini i 1650’erne skabte et herligt tredimensionelt trompe l’œil, et synsbedrag i sten. Anledningen var, at kardinal Bernardino Spada havde købt et lille gammeldags palads, som han gerne ville have Borromini til at modernisere med en ny facade.

Samtidig var der bag paladset en lille gårdsplads, som den excentriske, kunstelskende kardinal ønskede at få udvidet visuelt – en opgave, som Borromini løste virtuost ved at bygge en perspektivisk søjlegang.

Mod betaling er der adgang til paladset og dets kunstsamling, men det er Borrominis falske perspektiv, der er hovedattraktionen. For enden af søjlegangen er en lille have med en antik figur som blikfang, der synes langt væk. Men galleriet er drilagtigt formet med konvergerende vægge, samtidig med at buerne mindskes i spændvidde, og søjlerne aftager i overensstemmelse hermed.

Korridoren til venstre forekommer væsentligt længere, end den er. På billedet til højre får man takket være kustodens hjælp et mere realistisk indtryk af korridoren, der i virkeligheden er ni meter lang.
Korridoren til venstre forekommer væsentligt længere, end den er. På billedet til højre får man takket være kustodens hjælp et mere realistisk indtryk af korridoren, der i virkeligheden er ni meter lang.

Resultatet er, at korridoren visuelt forekommer hele 35 meter lang, mens den i virkeligheden kun er ni meter. Bedraget er svært at registrere, selv når man ved det. Derfor træder kustoderne tit hjælpsomt til og demonstrerer ved at gå ned gennem korridoren, hvordan tricket udføres.