Prøv avisen

Tæt på hasidiske jøders traditioner i Brooklyn

Mænd i alle aldre kommer i synagogen i Brooklyn i New York for at studere og bede. I et rum ved siden af holder kvinderne til. Foto: Marie Louise Rasmussen.

En gruppe hasidiske jøder har deres hovedkvarter i Brooklyn i New York i USA. På en guidet tur i området kan man stifte bekendtskab med gruppens særlige traditioner og værdier

Det minder mere om en banegård end et sted, man kommer for at tilbede sin Gud og udøve sin tro.

Men ikke desto mindre er lokalet med de mange sortklædte mænd, der både synger, danser, beder, læser og taler sammen, et religiøst samlingssted. Det er en synagoge, hvor en gruppe ultra-ortodokse hasidiske jøder med hovedkvarter i Brooklyn i den amerikanske storby New York kommer for at studere og bede.

For kvinder er det store rum, hvor mændene er forsamlet, forbudt område.

LÆS OGSÅ: Råd til jøder: Skjul davidsstjernen og gem kalotten

Men fra et lokale ved siden af kan man gennem vinduer se ned på mændene, hvor nogle sidder to og to og læser hellige skrifter, mens andre binder sorte remme med små bokse på hovedet og den ene arm og ifører sig sortstribede sjaler over hovedet, inden de vuggende begynder på en bøn.

Herfra kan man også se over på kvindernes del af synagogen på den modsatte side. Er der noget, der bliver vægtet højt i det hasidiske samfund, er det kønnenes adskillelse.

Som turist er det muligt at komme helt tæt på de hasidiske jøder på en guidet tur i Brooklyn-kvarteret. På tre timer, der godt nok denne dag bliver til fire, er der rig lejlighed til at stifte bekendtskab med et samfund og en kultur, der virker meget langt fra det, de fleste nok vil beskrive som normalen.

Eksempelvis fortæller rabbiner Beryl Epstein, der leder turen og bruger den første times tid til at give en introduktion til de hasidiske jøder, at mænd og kvinder ikke må røre hinanden i offentligheden. At det ikke bare er teori, oplever den glemsomme journalist ved rundturens afslutning: Rabbineren tager ikke imod den fremstrakte hånd til farvel.

For de hasidiske jøder gælder reglen med ikke at røre en fra det andet køn dog ikke kun fremmede eller folk, man kun har et sporadisk forhold til. I det offentlige rum må heller ikke ægtepar røre hinanden, fortæller rabbineren.

Når det kommer til at studere den hellige skrift, Toraen, gælder der forskellige regler for mænd og kvinder.

Her er det mændene, der skal leve op til strenge regler, mens kvinderne har mere frihed.

Årsagen er, at kvinderne, fordi de er kvinder, er tættere på Gud og derfor ikke behøver at læse i Toraen på samme niveau som mændene, forklarer vores guide. Smil på læberne blandt gruppen af turister, der suger rabbinerens ord til sig, tyder på, at ikke alle er helt sikre på, hvordan den udlægning skal tolkes!

Rabbineren fortæller også, at der er 613 regler, man som jøde skal overholde, men at man som ikke-jøde udelukkende skal overholde syv regler Noahs syv bud som er at afholde sig fra afgudsdyrkelse, mord, tyveri, seksuel umoralskhed og blasfemi, at undgå at spise kød taget fra levende dyr samt at oprette domstole, der sikrer lydighed mod de seks andre regler. Derfor skal man ikke være utilfreds, hvis man ikke er jøde! Og man skal slet ikke stræbe efter at blive det, for det vil kun kræve en masse ekstra arbejde, tilføjer han med et glimt i øjet.

Efter den første times foredrag, hvor Beryl Epstein også fortæller, at de hasidiske jøder lægger stor vægt på at studere sjælen, fordi man på den måde får fokus på det åndelige frem for det fysiske og dermed får lettere ved at overholde de 613 regler, er det tid til at gå en tur på gaden.

Her ser man yngre og ældre mænd og enkelte kvinder og børn, og næsten alle bærer klæder, der viser, at de hører til det jødiske samfund. Mændene og drengene er klædt i sorte bukser, hvid skjorte og sorte jakker med snore hængende ned. Og mens de voksne mænd bærer sort hat og et så fuldvoksent skæg som muligt, har de små drenge en kalot på hovedet. Kvinderne er klædt i diskret, mørkt tøj og paryk de må ikke vise deres eget hår i offentligheden.

Første stop er synagogen, der, som allerede nævnt, er et fascinerende virvar af unge og ældre mænd. På et tidspunkt kommer en anderledes udseende mand ind og blander sig i mængden. Han er fattig og er kommet for at få almisser, fortæller rabbiner Epstein.

Næste stop er et helt særligt værksted. Toraruller pakket ind i farvestrålende stof fylder næsten hele den ene endevæg, og på et langt, smalt bord ruller vores guide en af dem ud. Det er her, de bliver repareret, hvis eksempelvis et par bogstaver er blevet slidt af, eller hvis andet er i vejen. En torarulle skal nemlig være perfekt, fortæller rabbineren.

Og det er et omfattende arbejde at reparere en tora. Det hele gøres i hånden, bogstaverne må ikke røre hinanden, og der skal være helt lige marginer uden brug af orddeling. Desuden skal personen, der udfører arbejdet, sige hvert eneste ord, mens han skriver det, og recitere en velsignelse, hver gang han skal skrive Guds navn.

I et andet lokale lugter der kraftigt af kemikalier. Her sidder tre unge mænd og laver de små bokse, de mandlige hasidiske jøder binder om arm og pande.

Inde i boksene bliver der lagt små sedler med citater fra Toraen, og sedlerne skal ligge i en helt bestemt orden. Faktisk har der ifølge Beryl Epstein været tilfælde, hvor mænd fik undersøgt, om sedlerne i deres lille boks lå rigtigt og med det helt rigtige skrevet på, fordi de enten var syge eller oplevede problemer.

Så fejl i produktionen er bestemt ikke noget, der bliver set stort på.

Rundturen, der også fører til et bibliotek, hvor der fyldes endnu flere ord og endnu mere viden på de spørgelystne turister, slutter i en fast-foodrestaurant. Frokosten, der serveres her, er inkluderet i prisen og selvfølgelig kosher.

60-70 toraruller venter på at blive repareret, og da det kan tage op til et år at reparere en, er der arbejde nok til mange år. Foto: Marie Louise Rasmussen.
En torarulle laves i hånden, og den skal være perfekt, fortæller rabbiner Beryl Epstein. Blandt andet må bogstaverne ikke røre hinanden, og der skal være lige marginer – men uden orddeling. Foto: Marie Louise Rasmussen.