Tjekkiet er i år fokuseret på, at landet fylder 100 år som selvstændig republik. Hundredårsdagen er den 28. oktober, men allerede nu er der et utal af oplevelser, som relaterer til historie, kunst, arkitektur, musik og industri. Det meste sker i hovedstaden, Prag, men andre steder i landet vil man også møde især arkitektur og industri af høj klasse, som stammer fra den gyldne periode mellem verdenskrigene.
Et smukt sted at indlede den historiske fortælling er ved borgerhuset Obecni dum på Namesti Republiky i Prags centrum. Her erklærede Tjekkoslovakiet sig den 28. oktober 1918 uafhængigt af det østrig-ungarske imperium, som sammen med Tyskland tabte Første Verdenskrig. Obecni dum er en imponerende bygning i jugendstil, opført 1905-1912, men områdets historie går tilbage til 13-1400-tallet, hvor bøhmiske konger boede her. I dag er her koncertsal, dansesal, cafeer og restauranter.
En kilometer mod syd er man på Vaclavske namesti, en lang plads eller boulevard, hvor mange mennesker samlede sig på uafhængighedsdagen i 1918. 50 år senere, i 1968, forsøgte landets daværende leder, Alexander Dubcek, at give socialismen et menneskeligt ansigt, men det blev med militærmagt slået ned af Sovjetunionen og andre østlande.
Perioden kaldes ”foråret i Prag”, og i protest mod den sovjetiske undertrykkelse satte den 20-årige student Jan Palach ild til sig selv på Vaclavske namesti i januar 1969, og han døde fem dage senere. En mindeplade markerer den tragiske begivenhed.
I 1988-89 var pladsen igen i centrum for omvæltninger. Sovjet og østblokken var under sammenbrud, og Vaclavske namesti var samlingssted for protesterende menneskemængder. Politiet greb brutalt ind, men i december 1989 blev Vaclav Havel præsident og leder af nye, demokratiske tider. Havel var den sidste tjekkoslovakiske præsident og den første tjekkiske, da Tjekkiet og Slovakiet fredeligt gik hver til sit den 1. januar 1993.
Tjekkoslovakiets første præsident og drivkraft i uafhængigheden var professor Tomas Garrigue Masaryk. Ham kan man ”hilse på”, hvis man besøger pladsen foran Prags borg. Her står en bronzestatue af Masaryk, som i diplomat-antræk skuer ned over de centrale bydele. Statuen blev afsløret på 150-årsdagen for hans fødsel i 1850.
Prags borg har flere udstillinger om hundredårshistorien. Et par eksempler: Frem til den 6. maj vises de forandringer og restaureringer, som borgen undergik 1918-1929. Indtil den 1. juli vises ”Gennem den tjekkiske histories labyrint”. Fra den 27. september 2018 til den 30. juni 2019 har Det Nationale Tekniske Museum i Prag en udstilling om landets industrielle og kunstneriske storhedstid mellem de to verdenskrige.
Den epokegørende udvikling af industri, kunst og arkitektur i perioden 1918-1938 støder man også på i tjekkiske provinsbyer. Vi nævner et par stykker i Mæhren nær grænsen til Slovakiet:
Luhacovice med 5500 indbyggere ligger smukt i en dal mellem forholdsvis lave bjerge i den vestlige ende af bjergkæden Karpaterne. Byen er præget af smukt vedligeholdte og renoverede bygninger i blandt andet jugendstil, funkis, ny-renæssance og kubisme. Byen har mineralske kilder og er et af Tjekkiets vigtigste steder for spa og wellness.
Disse faciliteter blev udviklet først i 1900-tallet og tog fart i 1920-30’erne. Det standsede med den tyske besættelse under Anden Verdenskrig. Nazistiske organisationer tog over, og almindelige mennesker blev nægtet adgang. I kommunisttiden 1948-1989 blev alt nationaliseret, men fra 1957 fik wellness-stederne igen lov til at udvikle sig. I dag tilbydes en lang række sygdomsbehandlinger, og det mineralske vand sælges under navnet Vincentka.
Zlin med 80.000 indbyggere er en usædvanlig industriby, hvis udvikling tog fart i mellemkrigstiden og var domineret af skofabrikken Bat’a, grundlagt af Tomas Bat’a i 1894. Dengang havde Zlin kun 3000 indbyggere. Både fabriksbygninger og arbejderboliger i røde mursten, jernbeton og glas fremstår moderne, selvom de er op mod 100 år gamle.
Iøjnefaldende er Bat’as administrationsbygning, kaldet skyskraberen, på 77,5 meter fra 1936-1939. I bunden kan man komme ind i et chefkontor, som viser sig at være en elevator til bygningens top, hvorfra der er vid udsigt over byen og bjergene.
I 1938 var der 25.000 ansatte, men kommunisternes nationalisering drev Bat’a ud af landet. I dag er Bata (nu uden apostrof) en verdensomspændende virksomhed med hovedkvarter i Schweiz. Et museum i Zlin fortæller industrihistorien.
Kristeligt Dagblad var inviteret af CzechTourisms