Mens vi sidder udendørs en søndag formiddag og nyder en kop espresso passerer et optog pludselig forbi os.
Der er tale om børn i 8-10- årsalderen anført af en præst. Alle er klædt i hvide kjortler, og børnene har et kors om halsen. De er på vej mod byens kirke, hvor de skal modtage deres første kommunion (nadver).
Oplevelsen med børnene indtraf i Chianciano Terme, en af de små byer, der er spredt ud over det landskabeligt uovertrufne Toscana.
Her er store bakker, små bjerge, vandløb, frugtbar jord med vin, oliven, frugt, salat og korn, ofte flankeret af cypres og pinje. Alt er en fryd for øjet, og det gælder også de byer, der har velbevarede rødder i middelalder og renæssance.
Chiancianos historie begynder i det femte århundrede før Kristus, hvor etruskerne civiliserede denne del af Italien.
Der er fundet mange rester fra denne epoke, og de vises på byens arkæologiske museum. I den stilfærdige, gamle bydel kan man slentre rundt i smalle gader mellem flere hundrede år gamle bygninger, og i den nye del er der et stort udvalg af spa-hoteller med termisk vand, hvis mineralindhold skulle være godt for lever, nyrer, åndedræt og urinveje!
En anden af Toscanas smukke småbyer er Pienza, der ligger næsten 500 meter over havet med storslået udsigt over den smukke Orcia-dal. Byen regnes som det bedste eksempel på en renæssance-bebyggelse.
Manden bag de imponerende bygninger var Enea Silvio Piccolomini, der i 1458 blev pave Pius II. Byen er fyldt med paladser, kirker og monumenter, som placerede den på Unescos verdensarvsliste i 1996.
Ved det centrale torv, opkaldt efter Pius II, ligger blandt andet katedralen med facade i travertin-kalksten og Piccolomini-paladset, hvor Pius II og hans følge boede under besøg, og hvor der er indrettet museum med historisk møblerede lejligheder og Pius II’s soveværelse.
I kanten af torvet står byens rådhus fra 1462, og det huser stadig den kommunale administration og byrådet. Langs hovedgaden, Corso il Rossellino, ligger flere paladser, men blandt andet gaden Via delle Case Nuove har huse, som blev opført til byens almindelige borgere. Desuden er Pienza kendt for fåreosten pecorino.
Hvert år på den første søndag i september er der ostemarked, men osten kan købes året rundt i byens små butikker.
Næste by på ruten er Montepulciano.
Her mødes man af en imponerende stor kirke, San Biagio, i renæssancestil og bygget som et græsk kors, det vil sige med fire lige lange ”arme”. Også denne kirkes ydre er i travertin.
Ved kirken skal man parkere bilen eller forlade bussen, for kun lokale må køre i Montepulcianos historiske centrum. Vejen op er lang og stejl, men anstrengelsen værd.
På byens store, centrale plads, Piazza Grande, kan man sidde på udendørs caféer og restauranter og nyde nogle af de produkter, som området er kendt for: svinekød, ost, pasta, linser, honning og ikke mindst vin, som er fremstillet af druen med samme navn som byen, og som regnes for en af Italiens bedste.
Også Montepulciano har seværdige paladser og kirker, og fra dens beliggenhed i cirka 600 meters højde er der vidtstrakt udsigt, ikke mindst hvis man tager en tur op i tårnet på Palazzo Communale.
Sidste stop er San Gimignano, som er kendt for sine 14 tårne, der på afstand får byen til at ligne en storstad med skyskrabere, hvilket har givet den tilnavnet ”middelalderens Manhattan”. Skinnet bedrager, for de højeste af tårnene er godt 50 meter, og der bor kun 7-8000 mennesker i byen.
Flere af tårnene er fra middelalderen ligesom mange andre bygninger, og romansk og gotisk arkitektur dominerer. San Gimignano er på Unescos verdensarvsliste og en turistmagnet, så til tider er den propfuld af mennesker.
