Tre turistperler i Rumænien

Rumænien, hvor turismen i disse år vokser, er andet og mere end Draculas slot, Donau- deltaet og Bukovinas bemalede klosterkirker. 170 kilometer vest for hovedstaden, Bukarest, i Valcea-distriktet med hovedbyen Ramnicu Valcea venter der turisterne interessante oplevelser

Tre turistperler i Rumænien
Foto: Jose Manuel Ribeiro/Reuters/Ritzau Scanpix.

Ocnele Mari saltmine

At der har været udvundet salt flere steder i Rumænien helt tilbage i forhistorisk tid, ved man fra fund af redskaber. Salt har været en kostbar handelsvare op gennem historien. Det engelske ord for løn (salary) viser saltets værdi.

Ikke langt fra byen Ramnicu Valcea ligger Ocnele Mari-saltminen, som stadig er i brug. Det er dog ikke minedriften, der trækker turisterne til stedet, men et kæmpe underjordisk rum, som er opstået ved århundreders minedrift.

En gammel udrangeret bus fragter turisterne 1300 meter ind i bjerget. Det kæmpe rum er på 20.000 kvadratmeter og er otte meter højt med en konstant temperatur på 15 grader.

Her fortælles minens historie, og der er rig mulighed for aktiviteter. Der er tennisbaner, fodboldbaner, mooncars, bordtennis, fitnessmaskiner, en restaurant og en souvenirbod, hvor man kan erhverve sig saltklumper i alle mulige størrelser.

Følelsen af at være lukket inde i bjerget er en del af oplevelsen for turisterne, men for minearbejderne kunne det blive dødsens alvor.

Derfor betyder Sankt Barbara, som er minearbejdernes skytshelgen, meget den dag i dag i Rumænien, hvor der er aktiv minedrift. Hun møder os da også, så snart vi kommer ind i det ortodokse kirkerum.

Den lokale præst er til stede i rummet og deler små foldere og velsignelsen ud til de besøgende. Man kan holde bryllup og barnedåb i minen og passende spise i restauranten, som ligger lige ved siden af.

Det er fascinerende, og det er tilmed sundt at indånde den saltholdige luft, siger mange eksperter, hvorfor der i andre rumænske saltminer indrettes rum, der indgår i spaophold.

Horezu-klosteret

Klostrene i Rumænien har en helt afgørende betydning for kirke- og fromhedslivet. Rumænien har i lange perioder været besat af et eller flere af de store nabolande: Rusland, Tyrkiet og Østrig-Ungarn. Klostrene var ”rumænsk” område, når byer og borge var i hænderne på erobrerne.

Her holdt både adelen og folket til. Den del af klosteret, hvor nonnerne eller munkene bor, er naturligvis privat område, mens resten af klosteret med kirken i centrum af anlægget ivrigt besøges af familier, skoleklasser, udflugtsbusser og enkeltpersoner.

Der er en konstant kommen og gåen, og alle skal forbi kirken, og mange tænder lys. Mens lystændingen tidligere foregik inde i kirken, er det nu af hensyn til værdifulde freskomalerier og ikoner flyttet udenfor.

Her er der to lige store metalborde – et, hvor man kan tænde lys for de levende, og et for de døde, som konsekvent kaldes ”de sovende”.

Der er kun en tynd væg mellem de levende og de døde i Kristi menighed. Det bliver også udtrykt på kirkens freskomalerier.

Horezu-klosteret kom allerede på Unescos verdensarvsliste i 1993. Det er grundlagt af prins Constantine Brancovan i 1692 for at skabe et åndeligt og kulturelt centrum, mens området var en del af det osmanniske rige. Klosteret blev oprettet som et munkekloster. Fra 1862 har det været et nonnekloster. Klosteret kom til at danne forbillede og har lagt navn til Brancovan-bygningsstilen, som slår igennem på slotte og huse mange steder i Rumænien.

Klosteret er ualmindelig velholdt. Ud over hovedkirken findes der to andre kirker og et kirkerum i selve klosterbygningen. I det 18. århundrede levede klosteret af et kunstnerisk værksted, hvor der blev fremstillet ikoner og kirkelige tekstiler.

Selvom mange mennesker besøger klosteret på en ganske almindelig dag, er der ikke tale om ”tivolisering”. Godt nok er der borde og bænke, så man kan spise sin medbragte mad, men kios-ken sælger kun ”pilgrimssager” som reproduktioner af ikoner og små flasker med indviet vand.

Horezu-keramik

Ved ankomsten til den mindre by Horezu fortæller utallige souvenirforretninger, at her er vi kommet til et turistområde.

I landsbyerne omkring Horezu lever familierne af at fremstille keramik med sin helt egen stil. Såvel leret som jordfarverne finder de i området. Gennem generationer har de enkelte familier levet af at fremstille og sælge keramik.

Farverne er rød, blå, brun og grøn og en helt særlig Horezu-ivory, som er en lysegrå bundfarve. Typiske mønstre opstår på drejeskiven, mens andre mønstre tegnes i hånden.

Hele processen er gået i arv fra generation til generation, og hver familie har sin egen stil og sine egne farvekombinationer.

Den færdige keramik sælges ved huset eller på markedet. Selve håndværket, der skaber Horezu-keramikken, blev i 2012 optaget på Unescos liste over immateriel verdensarv.

Hans Verner Lollike er pensioneret folkekirkepræst, og sammen med hustruen, Inge-Lise Lollike, besøgte han Rumænien i juni i år.