Prøv avisen

Turister flokkes i Indiens hellige by

Mange hinduer tror, at hvis deres lig bliver kremeret i den hellige by Varanasi, og asken spredes i floden Ganges, så vil deres sjæl undgå hinduismens cyklus af fødsel og genfødsel. -

Varanasi er et af Indiens mest populære og særprægede rejsemål. Her kremerer hinduer deres afdøde, og pilgrimme vasker deres synder væk

Lyden af trommer fortæller folk på den smalle gade her i den indiske by Varanasi, at der er endnu en på vej. Sekunder senere bæres en blomsterpyntet bambusbåre forbi sovende køer, dyttende motorcykler og legende børn.

Det er endnu et begravelsesoptog, endnu en afdød på vej ned til en ghat, som er betegnelsen for Varanasis op mod 100 stentrapper, der ligger spredt langs hinduernes helligste flod, Ganges.

Den mandlige del af den afdødes familie går i procession og beder bag båren, mens den bæres det sidste stykke ned til trappeanlægget ved flodens bred.

Noget særsyn er det bestemt ikke. Lig i gaderne er ganske almindeligt i Varanasi. Ligesom Ganges er hinduernes helligste flod, er Varanasi nemlig hinduernes helligste by. Det betyder, at en dukkert lige netop her kan rense en hindupilgrim for alle synder. Og således har hindupilgrimme i over 2500 år rejst langvejs fra for at bade og bede ved de særlige stentrapper i Varanasi.

Andre kommer her for at brænde deres døde og sprede asken over floden. Mange hinduer tror nemlig, at en ligbrænding ved ghaterne i Varanasi betyder, at afdødes sjæl ikke længere vil indgå i hinduismens evindelige cyklus af død og genfødsler. Hvert døgn brændes op mod 300 lig i fuld offentlighed langs stentrapperne.

En ligbrænding i Varanasi er dog en dyr fornøjelse, og ikke længe efter at begravelsesoptoget har bevæget sig det sidste stykke gennem menneskemængden og ned til vandet, opdager man hvorfor.

Foran de tilsodede bygninger ligger det særlige banyan- og sandal-træ stablet i op til ti meters højde. Der skal omkring 200 kilo træ til en ligbrænding, og det er ikke gratis. En almindelig indisk familie må bruge adskillige måneders løn for at betale kremeringen.

Når der er købt brænde, bygges bålet på ligbrændingspladsen. Liget lægges ovenpå, svøbt i silke og bomuld og pyntet med smykker. Under ligbrændingspladsen, som ligger på toppen af en bygning ved floden, hentes ild til bålet. Ilden hentes fra et lille bål, som efter sigende har brændt uafbrudt de seneste 5000 år.

Kan man løsrive sig fra de i alt otte ligbrændinger, som konstant finder sted her ved Varanasis største ligbrændingsplads, Manikarnika Ghat, bemærker man, at der ingen kvinder er til stede. Kvinder græder nemlig, og en død i Varanasi er ikke en sørgelig, men en glædelig begivenhed.

Turister i hobetal overværer ligbrændingerne på afstand, og det har inderne i følget i grunden intet imod. Så længe man overholder forbuddet om at fotografere.

De lokale er derimod meget bevidste omkring turisternes interesse for ligbrændingerne, og der står ”frivillige” klar ved stentrapperne til at vise den besøgende et bedre udsigtspunkt. De siger, de er frivillige og ikke selv skal have betaling, men efter en rundvisning ved ligbrændingerne ønsker de pludselig en donation til de fattige blandt pilgrimmene.

Vil man ikke donere penge, bør man undgå at følge med, da der er risiko for at havne i ubehagelige situationer.

I det hele taget skal besøgende være forberedte på Varanasis mange, meget påståelige handlende. Et andet eksempel er håndmassørerne ved ghaterne, der uden at spørge forsøger at give turister håndmassage. Derefter opkræves den urimeligt høje betaling.

Har man besvær med at konfrontere de handlendes mange tilbud om gode udsigtspunkter og billige silkemarkeder, eller finder man det blot vanskeligt at vælge, hvilke af de mange stentrapper man ønsker at se, findes der en nemmere måde at danne sig et overblik på.

En bådtur langs Ganges giver en god introduktion til stentrapperne.

Der bades og kremeres ikke kun ved ghaterne. Der dyrkes også yoga, sælges blomster, vaskes tøj, gives massage, spilles cricket og meget mere.

Tankerne kan dog hurtigt falde tilbage på ligbrændingerne. Af og til sparer familierne nemlig på træet og må senere se sig nødsaget til at dumpe et halvbrændt lig i den hellige flod.

Men snart lyder trommerne igen. Både sovende køer, dyttende motorcykler og legende børn ved, at de atter skal gøre plads i de små labyrintiske gader.

Pilgrimme fra hele Indien bader i Ganges i den hellige by Varanasi og vasker alle deres synder væk. -