Prøv avisen

Tysk riviera blomstrer på DDR's ruiner

Kühlungsborn set fra Østersøen. - Alle fotos: Göran Stenberg.

Kyststrækningen langs Østersøen fra Wismar til Rostock er blevet en turistmagnet.Strand, skov og badebyer præger landskabet, som også tilbyder aktiv ferie og seværdigheder

Rivieraen er rykket nærmere. Kun to timers færgetur fra Gedser eller to en halv times kørsel fra den dansk-tyske landegrænse er man i et område langs Tysklands østersøkyst, der på under 25 år har rejst sig af DDR's ruiner.

Selvfølgelig får man ikke den italienske og franske rivieras ofte uafbrudte solskin med høje temperaturer, men ellers vil man næppe savne ferieindhold på kyststrækningen fra Wismar til Ro-stock, som turistorganisationerne markedsfører som den tyske riviera.

Kilometerlange, hvide sandstrande er i sommertiden hovedattraktionen. Indkvarteringen, der er samlet i langstrakte byer umiddelbart bag strandene, spænder fra camping over ferielejligheder til luksushoteller, mange med spa og wellness. Kvalitet og serviceniveau på hoteller, restauranter med videre er generelt højt, men priserne som regel under dansk niveau, idet Tysklands forbrugerpriser ligger på EU-gennemsnit, mens Danmarks er cirka 40 procent højere. Bag byerne er der oftest grønt, idet delstaten Mecklenburg-Vorpommern er dækket af 21 procent skov.

Kühlungsborn, der ligger 25 kilometer nordvest for Rostock og har cirka 7500 faste indbyggere, er den største af badebyerne på den tyske riviera.

Byen blev i 1938 sammenlagt af tre småkommuner, som siden 2007 har været forbundet med en 3,2 kilometer lang strandpromenade. Det flisebelagte gangareal er bredt og rent i særklasse, ligesom blomster og planter langs promenaden er sirligt holdt. Her kan man spadsere og iagttage livet på stranden, der er tæt besat med de karakteristiske strandkurve, som man kan leje og dér sidde i skygge eller i læ for vinden. Bliver man tørstig, sulten eller trængende, er der ikke langt mellem faciliteter til at dække ens behov.

Få skridt inde i landet er man på Ostseeallee, hvor indkvarteringssteder og restauranter i alle kvalitets- og prisniveauer ligger dør om dør. Vinkelret på Ostseeallee går Strandstrasse, Kühlungsborns hovedgade, med butikker, restauranter, caféer og andet, som tiltrækker turister. Også her er der rent, ryddeligt og velholdt.

Kühlungsborns historie som badeby begynder i 1860'erne, og i de forløbne 150 år er det gået op og ned.

Da Tyskland tabte Anden Verdenskrig i 1945, endte mange flygtninge fra den østlige del af landet i Kühlungsborn, og en stor omvæltning indtraf i 1953, da det østtyske kommuniststyre, som nu havde dannet DDR, eksproprierede et stort antal hoteller og ferieboliger for at gøre dem til fagforeningskontrollerede ferie- og helsesteder. Hvis ejerne protesterede, blev de retsforfulgt, og flere blev tvunget i eksil i Vesttyskland.

Fagforeningsmedlemmer fyldte Kühlungsborn i ferieperioderne, og da det kneb med midler til vedligehold, blev byen slidt ned. Efter DDR's sammenbrud i 1989 og Tysklands genforening året efter var omfattende renovering nødvendig.

I 1994 blev 26 ældre bygninger revet ned, så Küh-lungsborn i dag består af renoverede bygninger og nybyggeri, og det er ikke nemt at se, hvad der er hvad; alt ser perfekt ud. Pengene til renovering og nybyggeri kom primært fra vest, og når man i dag taler med folk, der har rod i DDR, fornemmer man en vis misundelse over, at det ofte er vesttyskere og ikke dem selv, der har haft råd til at investere i den lukrative turistindustri. Mecklenburg-Vorpommern er Tysklands førende turistmål, og selv under finanskrisen er det gået fremad. En sidste rest af DDR-tiden er bevaret i Kühlungsborn. Nær stranden, promenaden og bycentrum står et 15 meter højt vagttårn, hvorfra soldater fra grænsepolitiet kunne holde øje med, om nogen forsøgte at flygte fra DDR, blandt andet til Danmark. Tårnet blev opført i 1972, og i alt var der 27 vagttårne langs DDR's østersøkyst. I dag står kun to tilbage.

Andre oplevelser

De middelalderlige hansestæder Wismar og Rostock ligger i hver sin ende af Den Tyske Riviera. Begge er historiske byer med et nutidigt, højt aktivitetsniveau. Det dampdrevne veterantog Molli kører på en 15,4 km lang strækning mellem Kühlungsborn, Heiligendamm og Bad Doberan. Mecklenburg-Vorpommern har 8000 km cykelstier og besøges årligt af tre millioner cyklister. Wind- og kitesurfing er populært, både i Østersøen og i laguner og søer. Delstaten har 17 golfbaner og et net af vandrestier. 2000 søer og et tilsvarende antal slotte, paladser, godser og palæer præger landskabet. Fra Rostock eller Wismar er der to en halv times kørsel til Berlin, så den tyske hovedstad er inden for rækkevidde, hvis opholdet ved Den Tyske Riviera skal forlænges.

De karakteristiske strandkurve giver beskyttelse mod sol og vind.
Vagttårnet fra 1972 er Kühlungsborns tydeligste markering af, at byen engang lå i DDR.