Skulpturpark i Budapest: Statuer fra kommunisttiden kalder smilet frem

Memento Park i Ungarns hovedstad, Budapest, udstiller 42 statuer fra kommunisttiden. Det er ikke noget at grine ad, men kalder alligevel på smilet

Indtil opstanden i 1956 stod der en otte meter høj Stalin-statue bag det podie, hvor kommunist-spidserne tog opstilling under 1. maj festlighederne. Under opstanden i 1956 blev Stalin-statuen væltet, og kun hans støvler var detbage. I dag står en koipi af støvlerne i Memento Parken.
Indtil opstanden i 1956 stod der en otte meter høj Stalin-statue bag det podie, hvor kommunist-spidserne tog opstilling under 1. maj festlighederne. Under opstanden i 1956 blev Stalin-statuen væltet, og kun hans støvler var detbage. I dag står en koipi af støvlerne i Memento Parken.

”Det er selvfølgelig godt nok ikke at skulle gå til fods, det er godt nok ikke at skulle køre i bus; men lige pludselig føles det alligevel, som om man har fået nok af dette totakts bilfjolleri”. (Forfatteren Péter Esterházy om biltypen Trabant, i romanen "Lille ungarsk pornografi", 1984)

Hvor meget er der at grine ad i forhold til en Trabant?

Ret meget, at dømme efter de turister, der står og ser på, at medlemmer af deres gruppe prøver at manøvrere den ikoniske østtyske bil rundt mellem en række opstillede kegler på en plads modsat indgangen til Memento Park i Budapests sydlige forstæder.

For 30 år siden var der ikke så meget at grine ad. Dengang var Trabanten en af få biltyper, man som borger i det kommunistiske Ungarn efter mange års venten kunne håbe at få fingre i - omend den ungarske forfatter Péter Esterházy allerede dengang tillod sig at gøre grin med plastbilen med den knallert-lydende totaktsmotor.

Nu er latteren jo som bekendt det bedste våben mod autoriteter, så måske gør nutidens besøgende ret i at grine, selvom der strengt taget ikke er meget at grine ad på rundturen i Memento Park, som består af 42 meget forskellige statuer og skulpturer fra Ungarns kommunistiske fortid

For nok var Ungarn efter opstanden i 1956 kendt som ”den bedste barak i lejren”, fordi det var det land i den kommunistiske østblok, hvor levestandarden var højest og undertrykkelsen mindst, men der har næppe været megen morskab ved at gå rundt i Budapest og på snart sagt hvert gadehjørne qua statuerne at blive mindet om kommunistpartiets magtmonopol.

Måske mest sigende i den sammenhæng er den statue, som drejer sig om netop opstanden i oktober 1956, der nu ses som en heroisk national opstand, men dengang blev rubriceret som ”kontrarevolutionær”. For nok er monumentet lavet for at mindes de faldne under de dramatiske begivenheder for snart 60 år siden, men vel at mærke de faldne på kommunistisk side.

Titlen på monumentet med en mandsfigur, der er ved at synke sammen, er ”Til minde om martyrerne fra kontrarevolutionen”.Desuden byder parken ud over de obligatoriske Marx- og Lenin-versioner på en række statuer, der som primær opgave havde at minde ungarerne om, hvem der i realiteten bestemte i landet. Titler som ”Sovjetisk-ungarsk venskab” eller ”Til minde om de sovjetiske helte” siger vist alt.

Men så er der også de statuer, der, allerede mens de stod i Budapest, blev løsrevet fra deres historiske sammenhæng - og her bliver det faktisk lidt sjovt igen.

”Ostapenko” er således oprindeligt en statue til minde om en ukrainsk kaptajn, der døde i forbindelse med sovjethærens indtog i Budapest under Anden Verdenskrig, men med sin placering ved en hovedvejs-sammenfletning på vej ud af Budapest mod Balaton-søen blev den en elsket vejviser. Så elsket, at det ved kommunismens sammenbrud blev diskuteret om, statuen skulle have lov at stå. Ned kom den dog, men den dag i dag er bus- og sporvognsstoppestederne, hvor statuen stod, kendt som Ostapenko.

Ikke langt fra ”Ostapenko” står den suverænt største statue i Memento Park. Monumentet til minde om den kortlivede Ungarske Rådsrepublik i 1919 blev dog primært kendt under navnet ”Garderobe-passeren” - for folkeviddet fik hurtigt fabrikeret en vittighed om, at figuren faktisk løb efter en anden person, mens han råbte: ”Undskyld, De har glemt Deres tørklæde!”.

Informationerne om de forskellige figurer og statuer fremgår ikke af selve rundturen, så det anbefales at købe parkens lille, informative guidebog ”I skyggen af Stalins støvler”. Her står alle informationerne om de forskellige statuer.

Samtidig viste bogen sig på grund af titlen også at være ganske handy. For efter at være kommet ud gennem parkens slutafsnit, hvor man både kan høre gamle kommunistlederes taler i en telefonboks, sætte sig ind i en Trabant (der var den igen!) og købe souvenirs, så virkede bogens titel noget underlig - for hvor var de der Stalin-støvler?

Nu var pladsen modsat indgangen, hvor der for nylig blev holdt Trabant-væddeløb, atter tom - og dermed stod det klart, hvad pladsens funktion egentlig er.

For enden af pladsen er der nemlig en rekonstruktion i størrelsesforholdet 1:1 af det podium, hvor kommunisttidens ledere stod og vinkede til folket under 1. maj-festlighederne. Indtil opstanden i 1956 stod der bag podiet en otte meter høj Stalin-statue, som det med møje og besvær lykkedes de demonstrerende at få væltet. Ja, det vil sige, at Stalins støvler blev stående.

Nu står (en kopi af) støvlerne så helt formålsløst her og ser ud over den støvede plads indrammet af to barakker med yderligere udstillinger om Ungarns kommunistiske fortid.

Denne historiens ironi kan man så stå og smile lidt ad oppe fra podiet.

Folkeviddet var hurtig til at gøre grin med denne skulptur, og det er da rigtigt, at figuren kunne ligne en mand, der kommer løbende med et tørkjlæde i hånden. - Begge fotos: Thomas Andreasen. 0Folkeviddet var hurtig til at gøre grin med denne skulptur, og det er da rigtigt, at figuren kunne ligne en mand, der kommer løbende med et tørkjlæde i hånden. - Begge fotos: Thomas Andreasen.
Folkeviddet var hurtig til at gøre grin med denne skulptur, og det er da rigtigt, at figuren kunne ligne en mand, der kommer løbende med et tørkjlæde i hånden. - Begge fotos: Thomas Andreasen. 0Folkeviddet var hurtig til at gøre grin med denne skulptur, og det er da rigtigt, at figuren kunne ligne en mand, der kommer løbende med et tørkjlæde i hånden. - Begge fotos: Thomas Andreasen.