Kontrasten er så massiv, at det næsten ikke er til at fatte. Med en storslået udsigt over vandet ligger den idyllisk beliggende kæmpevilla i Berlins sydvestlige hjørne i et af den tyske hovedstads mest fashionable kvarterer og bringer umiddelbart ikke tankerne hen på systematisk masseudryddelse af millioner af mennesker.
LÆS OGSÅ: Eichmann: Lydig bureaukrat eller bestialsk folkemorder?
På vandreturen fra S-stationen Wannsee gennem velhaverkvarteret passerer man stribevis af yachtklubber og har svært ved at se forbindelsen til koncentrationslejre og gaskamre. Indtil man ankommer til Am Grossen Wannsee 56-58.
Det var nemlig på dette sted, at 15 højtstående repræsentanter for det nazistiske stats- og sikkerhedsapparat den 20. januar 1942 vedtog den nærmest industrielle køreplan for udryddelsen af Europas jødiske befolkning i eftertiden kendt som Wannsee-konferencen.
Villakvarteret blev etableret af det velstående berlinske borgerskab i 1860erne og hed indtil 1898 Alsen til minde om felttogene mod Danmark. En kopi af Istedløven blev også opstillet.
Villaen på Am Grossen Wannsee 56-58 blev under Anden Verdenskrig benyttet af SS til gæsteboliger og møder. Og det var altså på dette sted, at den øverstbefalende for SS, Reinhard Heydrich, inviterede 15 repræsentanter for rigsministerierne, nazistpartiet og SS til et cirka halvanden time langt møde i gæstehusets spisesal.
Oprindeligt var mødet programsat til et par uger forinden, men fordi Hitler skulle holde en tale i Rigsdagen, hvor han erklærede krig mod USA og hvor flere af konferencens deltagere var nødt til at være til stede blev mødet udsat til den 20. januar.
Emnet var den endelige løsning på jødespørgsmålet, og målet for Heydrich var dels at få formaliseret, at SS skulle have den ledende rolle i jødedeportationerne (der havde været visse konflikter i blandt andet Polen mellem de tyske besættelsesmyndigheder og de lokale SS-ledere), dels at inddrage ministerierne og partiet som medansvarlige.
Deportationer og massedrab på jøder begyndte langtfra med Wannsee-konferencen. Da mødet fandt sted, var der allerede myrdet omkring en million jøder først og fremmest i de besatte østområder. Men opgavens omfang var så omfattende, at der var behov for en koordineret indsats med centralt fastsatte retningslinjer.
Selve beslutningen om den endelige løsning var også truffet før mødets afholdelse. Det fremgår af beslutningsreferatet fra konferencen, som er udstillet i en montre i netop den sal, hvor mødet fandt sted for 70 år siden. De 15 maskinskrevne sider, som er udfærdiget af Adolf Eichmann, lederen af den jødiske afdeling i SS, indledes med at fastslå, at der foreligger en forudgående tilladelse fra Göring til at deportere alle europæiske jøder til Østeuropa. Konferencens opgave var således at orientere deltagerne om, hvad der skulle ske med jøderne samt sikre statsapparatets samarbejde i løsningen.
Det eneste problem på konferencen, som Reydrich ikke umiddelbart kunne finde tilslutning til, var spørgsmålet om de såkaldte blandingsjøder altså personer, som havde både kristne og jødiske forældre eller bedsteforældre samt blandingsægteskaber. Hele fire sider i referatet bruges til at beskrive forskellige forslag til deportation af disse mennesker. Det ender med, at dette spørgsmål udskydes til en senere konference.
Dokumentet beskriver med uhyggelig klarhed omfanget af opgaven: I forbindelse med denne endelige løsning af jødespørgsmålet kommer omkring 11 millioner jøder i betragtning, hedder det, og dernæst bringes en oversigt over antallet af jøder i de involverede lande, som det er planen at deportere. Det fremgår blandt andet, at det for Danmarks vedkommende drejer sig om 5000 jøder.
Slutdokumentet fra konferencen, som er stemplet Geheime Reichssache (tophemmeligt), blev efterfølgende kopieret i 30 eksemplarer, og det er den 16. kopi, som er udstillet på museet. Det var nærmest en tilfældighed, at dette eksemplar som det eneste undgik at blive destrueret i krigens sidste dage. Det tilhørte en af mødedeltagerne, Martin Luther fra Udenrigsministeriet. Han faldt i 1943 i unåde hos naziregimet, og dokumenterne fra hans kontor blev sendt til opbevaring i et bygningskompleks et andet sted i byen. Det var her, at den amerikanske chefanklager i 1947 under forberedelserne til Nürnberg-processen fandt den 16. kopi.
Villaen på Am Grossen Wannsee 56-58 blev i årene efter krigen brugt til et væld af forskellige formål. Først blev huset benyttet af de allieredes militær, senere blev det kursusejendom for det tyske socialdemokrati og fungerede som vandrehjem for skolebørn. Der er således intet af det oprindelige inventar, som står tilbage.
I midten af 1960erne forsøgte historikeren og holocaustoverleveren Joseph Wulf at etablere villaen som et erindringssted for Wannsee-konferencen, men det var først i 1992 i 50-året for konferencen at et dokumentationscenter blev oprettet. Og i 2006 åbnede så den permanente udstilling, som den kan ses i dag. Huset fungerer også som undervisningssted for skolegrupper, ligesom centret råder over et omfattende bibliotek.Størstedelen af udstillingen bruges på en kronologisk gennemgang og beskrivelse af antisemitismens og racismens historie med hovedvægten lagt på den nazistiske periode. I billeder og tekst meget tekst! afdækkes de ufattelige forbrydelser mod jøder, sigøjnere, mentalt handicappede og andre forfulgte grupper. Alligevel er det montren med de 15 maskinskrevne sider, som i al sin nøgternhed gør det største indtryk. I huset, som i sin tid blev bygget til en tysk industrimagnat, planlagdes historiens største industrielle masseudryddelse.
