Det virker helt forkert.
Jo mere byrummet forsvinder og giver plads til forfaldne træskure, hullede veje, rustne jernbaneskinner og tilsvarende havnekraner, jo mere daler troen på, at man er på rette vej.
Men den er god nok. Turen til Emigrationsmuseet fra centrum af den polske by Gdynia, der ligger 36 kilometer nord for Gdansk, går via et ikke ligefrem dynamisk havneområde ud til den nok yderste mole i østersøbyen. Og det er der en rigtig god grund til.
For museet er indrettet i netop den bygning, hvorfra mange tusinde polakker i mellemkrigstiden forlod deres fædreland.
Den tidligere toldstation har været igennem en omfattende ombygning, før den åbnede som museum i 2015, og resultatet er en særdeles velformidlet og interessant udstilling, der på grund af museets isolerede beliggenhed nok ikke får det besøgstal, den fortjener.
Der er i al fald god plads i bygningens første rum, den tidligere ventesal, nu museets foyer med billetsalg, butik og café. Samtidig ser rummet stort set ud, som det må have set ud, da 1930’ernes migranter ventede på at komme gennem paskontrol og toldinspektion, før de kunne borde det skib, der tog dem væk fra Polen. For nutidens besøgende går turen ad en statelig trappe op til førstesalen, hvor udstillingen befinder sig.
Her er første indslag en række computere, hvor man ved at trykke på skærmen kan se, hvor stor en andel af ”polske” indbyggere, forskellige lande har. For eksempel udgør polske efterkommere med godt en million personer knap tre procent af indbyggerne i Canada. På andre computere kan man efterspore sine slægtninge i udlandet – og selvom det selvfølgelig kun er relevant for polske gæster, er det fascinerende at klikke rundt i det omfattende datamateriale, der som hele udstillingen er på både polsk og engelsk.
Længere inde får museet på imponerende vis fortalt stort set hele Polens tumultariske historie, samtidig med at fokus holdes på emigration.
Det sker gennem 10 temaer, hvor det mest rørende følger en fiktiv polsk families tur til USA. For selvom familien er opdigtet, er de tanker, som de gør sig, og de indtryk, de får på rejsen og af det nye land, universelle.
Undervejs er der også en liste med navne på ”rigtige” udvandrere. Således viser det sig, at kosmetikfirmaet Max Factor er skabt af polsk-jødiske Maksymilian Faktorowicz. Han forlod dog ikke Polen via Gdynia. Det gjorde derimod Zbigniew Brzezinski, den senere sikkerhedsrådgiver for USA’s præsident Jimmy Carter, i 1938 om bord på skibet ”Batory”, der også findes på udstillingen i en 1:10-model.
Emigrationsmuseet er ifølge flere guidebøger landets eneste med specifikt fokus på udvandring, hvilket er overraskende, da Polen er en af de helt store emigrantnationer. Den polske diaspora anslår museet til at udgøre i omegnen af 20 millioner personer (der bor 38 millioner i nutidens Polen). Her står det dog lidt uklart, om de senere års udvandring efter Polens EU-medlemskab i 2004 er medregnet. Udstillingens sidste planche nævner, at to millioner polakker alene i årene 2004-2007 udvandrede til andre EU-lande, og problematiserer denne massive migration – men man havde gerne hørt endnu mere om det emne. Det er også eneste anke mod et særdeles vellykket museum, der fuldt fortjent er nomineret til prisen som Årets Europæiske Museum.
Da sidste års vinder i form af Museet for de Polske Jøders Historie i Warszawa også kom fra det østeuropæiske land, er det dog usandsynligt, at museet i Gdynia vinder årets pris, der uddeles i maj.
