”Maison Centrale” står der over den velholdte indgangs-port. Det lyder i en direkte oversættelse umiddelbart ganske uskyldigt, men den korrekte oversættelse af de franske ord er ikke ”det centrale hus”, men ”fængsel”.
I dag er bygningen i det centrale Hanoi, Vietnams hovedstad, museum og nok mest kendt for at være stedet, hvor den amerikanske senator og præsidentkandidat John McCain, der døde i sidste uge som 81-årig og bisættes i morgen, tilbragte godt fem år af sit liv som krigsfange fra 1967 til 1973.
John McCain er da også afbildet på flere fotos i udstillingen.
Her er for eksempel et billede af en afkræftet John McCain, der i 1967 modtager lægehjælp, og af den amerikanske politiker, der i 2000 besøger udstillingen og peger på et andet billede af sig selv. Det måske mest rørende foto er et, hvor John McCain omfavner Mai Van On, som ifølge teksten ved billedet var en af de vietnamesiske soldater, der reddede ham fra at blive tævet til døde af den folkemængde, som den 26. oktober 1967 havde bjærget en hårdt såret John McCain ud af Truc Bach-søen i det centrale Hanoi. Her landede den daværende jagerpilot efter at have katapulteret sig ud af sit bombefly, der var blevet ramt af et vietnamesisk missil.
Efter sigende er det også John McCains pilotdragt, der er udstillet i bygningen. Noget, som McCain ifølge et referat fra den engelske avis The Daily Mail under et besøg i 2009 dog selv såede tvivl om. Ifølge ham lignede støvlerne ikke dem, han brugte, ligesom hans navnetræk ikke fremgik af dragten.
Og vietnameserne har haft pilotdragter nok at vælge imellem. For John McCain, der besøgte stedet flere gange og var en af de førende amerikanske stemmer, som tidligt talte for en normalisering af forholdet mellem Vietnam og USA, var langtfra den eneste amerikanske pilot, der endte i Hoa Lo-fængslet, som krigsfangerne ironisk omdøbte til ”The Hanoi Hilton”.
Tre år tidligere var Everett Alvarez Jr. den første USA-pilot til at blive indespærret i fængslet, ligesom Pete Peterson, der, efter at de to lande i 1995 etablerede diplomatiske relationer, blev USA’s ambassadør i Vietnam, også sad her.
At dømme efter billederne på udstillingen og i den brochure, som museet har til salg, endda under ganske gode forhold. Her er for eksempel fotos af smilende amerikanske piloter, der spiller skak, pynter juletræ eller spiller basketball i fængselsgården.
Der er dog ingen tvivl om, at Vietnams myndigheder tegner noget af et skønmaleri af krigsfangernes ophold. For eksempel er her ikke et ord om den tortur, som John McCain i flere interviews har sagt prægede opholdet, der sluttede i foråret 1973, hvor de tilfangetagne piloter som led i en aftale mellem krigens parter blev løsladt.
Udstillingen om de amerikanske krigsfanger udgør kun en ganske lille del af det samlede museum, hvor fokus – naturligt nok, nu vi er i Vietnam, hvor kommunistpartiet stadig regerer – er på de lidelser, som den tidligere kolonimagt Frankrig udsatte vietnamesiske fanger for. Fanger, der i øvrigt konsekvent benævnes som ”revolutionære og patrioter”. For som det fremgår af teksten på indgangsporten, er fængslet oprindeligt bygget af franskmændene, der fra 1896 og frem ikke blot fængslede mange vietnamesere, men også henrettede dem ved brug af en guillotine, der er udstillet i et af rummene.
Et andet rum, der gør indtryk, er celle D, der var en fællescelle for op til 100 fanger og var kendt som den politiske afdeling, fordi franskmændene her holdt ledende kommunister fanget, blandt dem Do Muoi, der senere blev generalsekretær for kommunistpartiet i Vietnam.
Størst indtryk gør alligevel de små celler, der blev brugt til at isolere farlige fanger eller straffe fanger, der havde overtrådt fængselsreglerne.
Det var et tilsvarende lille rum, som John McCain tilbragte meget af tiden i. Tilsvarende, fordi John McCains celle ikke findes mere, da store dele af ”The Hanoi Hilton” i 1993 blev revet ned for at give plads til en kontorbyg- ning.