Set fra netop denne vinkel er sceneriet idyllisk. Solen kaster lyse reflekser i søens overflade, der spejler en krans af sartgrønne træer og en hytte på en pontonbro. Og fra hovedtelefonerne flyder den store cambodjanske komponist Him Sophys fredfyldte trio for klaver og strygere ind i øregangene.
Men der er intet idyllisk over Choeung Ek. De mørke undertoner i Him Sophys komposition ”Memory from the Darkness” (Minder fra mørket) er tilegnet de 1,7 millioner ofre for Pol Pot og De Røde Khmerers folkedrab. Små 9000 af dem blev dræbt her. Få meter længere fremme erstattes de blide toner i audioguiden af de disciplinerende revolutionssange, som dage og nætter igennem brølede ud gennem dødslejrens højttalere for at overdøve skrigene fra de henrettede.
Folkemordsmuseet Choeung Ek er Cambodjas Auschwitz. Et mindesmærke over det barbari, som kan gribe et folk. Tre år, otte måneder og fire dage varede det cambodjanske mareridt, som begyndte, da despoten Lon Nol i 1975 blev afsat af De Røde Khmerer som kulminationen på en seks år lang borgerkrig. Og sluttede med en vietnamesisk invasion i 1979.
I mellemtiden blev millioner af mennesker deporteret fra byerne til landdistrikterne for at realisere Khmer-regeringens og lederen, Pol Pots, maoistiske utopi.
Skoler og religion blev forbudt. Familier blev splittet og sendt til forskellige arbejdslejre. Titusinder døde af sult, og jo mere virkeligheden afveg fra de urealistiske mål for den kollektiviserede landbrugsproduktion, jo mere paranoidt blev Pol Pots regime. Og jo flere mennesker endte i Choeung Ek.
Cambodja er i dag mere kendt for sit enestående tempelkompleks Angkor Wat, der vidner om en århundredlang, forfinet khmer-civilisation.
Kombinationen af kulturminder og storslået natur - med sandstrandene omkring Sihanoukville og øerne i Den Thailandske Golf som en ekstra godbid - tiltrækker omkring 25 millioner turister om året.
Men Cambodja er også dette smertefulde kapitel, som endnu er et åbent sår, trods et retsopgør, der først begyndte, 27 år efter at De Røde Khmerer blev fordrevet.
Choeung Ek udgjorde sammen med Tuol Sleng-fængslet i centrum af hovedstaden, Phnom Penh, den berygtede fangelejr S-21.
20.000 fanger blev afhørt og torteret her, inden de blev hængt eller fragtet til ”the killing fields”, dødens marker, i Choeung Ek, små 20 kilometer uden for byen.
Også Tuol Sleng er omdannet til museum. De to museer er Cambodjas forsøg på at forstå, hvordan dette ideologiske vanvid kunne dræbe hver femte cambodjaner.
I dag er det cambodjanske skoleelever og vestlige turister, der træder ud af busser og knallertdrevne taxier præcis på det sted, hvor lastbilerne under rædselsårene afleverede deres ladning af dødsdømte i ly af nattens mørke. Udstyret med hovedtelefoner og tekstmateriale følger de ruten gennem det, som oprindelig var en frugtplantage. Terrænet er ujævnt med tætliggende lavninger og fordybninger i jorden. Det var massegravene, som de vietnamesiske soldater fandt, da de befriede landet.
Lejren domineres i dag af en buddhistisk stupa, en tårnlignende helligdom, der mindes ofrene ved at vise deres lidelser skånselsløst nøgternt og direkte. Den nøgne sandhed. 5000 af de kranier, som blev fundet i massegravene, udstilles bag pagodens glasruder. Sorteret efter alder: babyer og børn, unge, voksne og gamle. Med beskrivelser af de huller i kranierne, der viser, hvilke slagredskaber de blev dræbt med. For De Røde Khmerer spildte ikke ammunition på henrettelser.
Cambodja er langtfra det eneste land, der har taget en smertelig historie på sig. Både for at mindes ofrene og for at se fortiden direkte i øjnene. Mange af disse mindesmærker bliver en del af landets historiske arv, der også besøges af turister.
Det gælder Auschwitz så vel som slagmarkerne i Verdun eller D-dagens monumenter i Normandiet.
Få viser sandheden så direkte og metaforløst som Choeung Ek. Sammen med mindesmærket i Berlin for Europas myrdede jøder er de cambodjanske ”killing fields” desuden et af de meget få udtryk for den smertelige erkendelse af nationens eget ansvar: Ingen fremmed invasion, intet udefrakommende angreb er skyld i disse lidelser. Som kommentaren lyder i audioguiden, lige før Him Sophys musik foran den fredfyldte sø gør det muligt at bære det ubærlige: ”Vi gjorde dette mod hinanden”.
sChoeung Ek er en opfordring til ikke at glemme ofrene. Men især til at huske, at mennesker gjorde dette mod mennesker.
Det er det, man forpligter sig til, når man som rejsende besøger et af de steder, som verden over fortæller de rystende historier om menneskehedens mørke sider. Uanset om det er Choeung Ek eller Auschwitz, Hiroshima Peace Memorial, National 11 September Memorial & Museum over terrorangrebet på New York eller slaveøen Gorée i Senegal.
