De fleste går og skutter sig under paraplyer. Men ikke alle. En enkelt tager ikke notits af den stille forårsregn, som gør brolægningen våd og glat. Han ligger på knæ, og med bøjet hoved kravler han langsomt og nærmest lidt mekanisk frem ad den marmorbelagte sti ned mod kapellet.
Selvom det er uden for sæsonen er Åbenbaringskapellet, Capela das Aparicões, i Fátima i Portugal pænt besøgt.
Alligevel ser der tomt ud på grund af proportionerne. Kirkepladsen med den gamle og den nye basilika i hver ende og buede esplanader i begge sider er hele 150.000 kvadratmeter stor.
Dermed er den faktisk dobbelt så stor som Peterspladsen i Rom, hvilket siger en del om stedets position i det katolske hierarki.
Fátima er med sine mere end fire millioner årlige pilgrimme et vigtigt valfartssted på linje med Santiago de Compostela i Spanien og Lourdes i Frankrig.
Selve Åbenbaringskapellet ligger i den ene side af pladsen, lige ved siden af en gammel steneg (en art bøgetræ).
Kapellets fornemste attraktion er Vor Frue af Fátima, Nossa Senhora de Fátima, en lille træfigur af den hvidklædte himmeldronning med krone og rosenkrans. Rundt om figuren, som er afskærmet af glas, sidder folk på bænke i stille bøn eller blot betragtende de små børn, som én efter én går op til en mikrofon for at fremsige bønner. En ældre dame kravler på knæ hele vejen rundt om statuen.
Historien om Fátima går næsten 100 år tilbage. Den 13. maj 1917 vogtede tre børn - den 10 årige Lucia og søskendeparret Francisco og Jacinta på henholdsvis 9 og 7 år - får på en mark ved landsbyen Fátima.
Mens fårene græssede, fremsagde børnene deres rosenkransbønner. Pludselig kom der lyn og lysskær på himlen, og over en steneg viste der sig en hvidklædt madonnaskikkelse med en rosenkrans af hvide perler og et sølvkors i de foldede hænder. Hun bad børnene om at vende tilbage samme dag i måneden i de næste seks måneder. I oktober ville hun så åbenbare for dem, hvem hun var, og hvad hun ville.
Børnene gjorde som ønsket, og efterhånden som rygtet om synet blev kendt, voksede folkeskaren. Anden gang fulgte 50 mennesker med børnene, og i oktober var følget nået op på 50-70.000, som kom strømmende til fra hele landet.
De mange fremmødte så aldrig selv Jomfru Maria i sin engelskikkelse - for hende var det. Men de oplevede børnenes nærmest tranceagtige dialog med "damen", som de kaldte hende, og de overværede efter sigende en række overnaturlige tegn, heriblandt det såkaldte sol-under.
Ud over at opfordre folk til dagligt at bede deres rosenkrans fortalte Jomfruen under det sidste møde, at der på stedet skulle bygges et kapel - et ønske, som snart blev efterlevet.
Det første kapel var udsat for et attentat i 1922. I 1928 blev grundstenen til en stor basilika derfor nedlagt - et byggeri, som først blev tilendebragt i 1952. I 2007 blev en helt ny basilika med plads til cirka 9000 mennesker tilføjet i modsatte ende af pladsen. Og lige udenfor et højt kors og en statue af pave Johannes Paul II.
Paven, der døde i 2005, har en særlig tilknytning til Fátima, som han da også besøgte tre gange.
Under det første besøg i 1982 blev han såret ved et bajonetangreb af en konservativ spansk præst. Dette skete omtrent et år efter det mere kendte attentatforsøg i Rom, som fandt sted den 13. maj - netop på dagen for den første åbenbaring i Fátima.
Paven tilskrev det da også Vor Frues indgriben, at han overlevede mordforsøget. Netop derfor er kuglen fra attentatforsøget monteret i Fátima-figurens juvelbesatte guldkrone, som hun bærer ved højtidelige lejligheder.
Til hverdag er kronen udstillet i det lille museum i højre side af pladsen blandt de mange andre gaver. Guldsmykker i lange rækker, kunsthåndværk, en rosenkrans med små stykker af Berlin-muren, fodboldstjernen Nuno Gomes' forsølvede fodboldstøvler og cykellegenden Joaquim Agostinhos trøje.
Fotografier vidner om de mange rejser, Fátima-figuren - dog ikke den fra kapellet, men en næsten identisk udgave - har været på til Indien, Papua Ny Guinea, Peru, Kenya, San Francisco og Sibirien.
Et besøg i Fátima giver også mulighed for en god vandretur i området ad en sti, Korsets Vej, som fører ind gennem marker med oliventræer.
Kun akkompagneret af fuglenes fløjten snor stien sig af sted fra det ene lille kapel til det andet, forbi steder, hvor nogle af de andre åbenbaringer fandt sted, for så at ende ved børnenes fødehjem, hvoraf Lucias er indrettet som endnu et lille museum.
De tre børn ligger alle begravet i basilikaen. De to søskende døde allerede som børn, mens Lucia derimod fik et langt liv, som hun ikke overraskende valgte at vie til religionen. Hun tjente som nonne, først i Porto og siden i Coimbra, og døde som 98-årig i 2005.
