I debatten om almen dannelse i læreruddannelsen er der forskellige syn på, hvad almen dannelse er. I vores indlæg i Kristeligt Dagblad den 20. januar varslede vi vores bud. Vi håber, at der vil blive taget vel imod dette bidrag til at tænke over betydningen af, at man fra politisk hold ønsker, at almen dannelse skal styrkes i læreruddannelsen.
Dannelse er for alle. At dannelsen er almen, betyder i udgangspunktet, at den er for alle (kommende) borgere i et samfund uanset deres erhvervsmæssige endemål. Almen dannelse kan derfor aldrig være målrettet en profession, som det sker i anbefalingerne til ny læreruddannelse.
Dannelse er almenmenneskelig. Det almene i dannelsen betyder, at den er al-menneskelig eller almenmenneskelig, at det enkelte menneske forbinder sig med en menneskelighed, som det i udgangspunktet er fremmed for, men som det gradvist indfældes i.
Det alment menneskelige foreligger altid i en kulturelt forarbejdet form. At blive til som menneske er derfor at indskrive sig i sin kultur og blive del af en samfundsformation og civilisation, som man forpligtes på at videreføre og udvikle. I folkeskolens formålsparagraf udtrykkes denne civilisatoriske forpligtelse via en værdimæssig treenighed, hvis betydning aldrig ligger endegyldigt fast: åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Den forpligtelse kan vi som samfund kun løfte, hvis vi uddanner lærere, der ved, hvad disse værdier kulturhistorisk er rodfæstet i, og som har lært at reflektere over deres betydning, men samtidig kan omsætte dem til handlinger og samtaler i undervisningslokalet.
Hverken åndsfrihed eller ligeværd nævnes i forslaget, og ’demokrati’ forekommer perifert. Der er ringe sammenhæng mellem værdierne i folkeskolens formål og det fremsatte forslag.
Almen dannelse er at blive bevidst om sig selv som et historisk væsen. De studerende skal ikke kunne kongerækker, men derimod have en knagerække, som de kan hænge bærende værdiforestillinger og centrale pædagogiske begreber op på.
De skal tilbydes prismer, som kan bryde deres blik på sig selv og den folkeskole, de skal virke i. De skal vide, på hvilken måde de pædagogiske opfattelser, indretninger og handlinger, de selv ser (eller bliver påduttet) som naturlige, er formet af en ofte meget lang historie.
Ét prisme er Holocaust og FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder. Det er en del af skolens almene dannelsesopgave at fastholde en kollektiv erindring om, hvad der førte til masseudryddelsen af jøderne under Anden Verdenskrig, og udvikle en humanitet, der kan modvirke gentagelser.
Den humanitet er forankret i en tænkning om menneskets lighed, værdighed, frihed, fornuft og samvittighed, som stammer fra oplysningstiden, men trækker tråde tilbage til det antikke Grækenland og det jødisk-kristne tankeunivers. Denne tænkning skal indgå i lærerstuderendes almene dannelse, men er desværre fraværende i det fremsatte forslag.
Et andet prisme er Jesu lignelser, som rummer stærke værdier og stiller læseren på store prøver. ”Gå du og gør ligeså” er ikke kun et religiøst begrundet bud om at praktisere næstekærlighed i slutningen af fortællingen om den barmhjertige samaritaner, som drager omsorg for den nødstedte jøde, han støder på, men også indskrevet i straffelovens paragraf 253. Hvis du ikke efter bedste evne hjælper den, der er ”i øjensynlig livsfare”, kan du ryge to år i fængsel for ikke at følge samaritanerens eksempel. Det er da virkningshistorie, der vil noget. Vi ved med os selv, at flugtbilisme er forkert, men vi ved måske ikke, hvorfor denne viden er en del af vores moralske natur. Det kan vi finde ud af ved at tage på ekskursioner i kulturhistorien.
Det almene er i det fremmede. Vi skal søge det almene i det fremmede, idet vi stiller os i et forhold til det. For at blive til som mennesker er vi nødt til at møde det fremmede og forholde os til forskelle. Det er kun sådan, at vi kan opdage os selv som væsener, der adskiller os fra andre, som vi ligner, og som vi principielt lige så godt kunne være.
Dannelse er en fri og formbar proces. Vi fødes ikke færdige, men er formbare og skal derfor først dannes, før vi viser os som mennesker. Formningen må være fri. Vi skal dannes til at være myndige, ikke blot borgere, men mennesker, der former sig selv og træffer selvstændige (forhåbentligt oplyste) valg i livet. Dette er en grundpræmis for den moderne pædagogik.
En del af lærerstuderendes uddannelse handler derfor om at kunne opstille rammer og være i processer, der myndiggør eleverne. Forudsætningen herfor er, at de selv har været igennem den samme myndiggørelse og har reflekteret over den. Hvordan blev jeg selv det menneske, jeg foreløbigt er endt med at være? Hvad lod jeg mig forme af? Hvad lod jeg være?
Almen dannelse er ikke en tilpasningskategori. Derfor er det problematisk at ville tilpasse dannelse en række selv nok så professionsrelevante specifikationer, sådan som udspillet til ny læreruddannelse lægger op til.
Lene Tanggaard er rektor på Kolding Designskole og professor ved Aalborg Universitet, cand.psych. og ph.d. i pædagogisk psykologi og Keld Skovmand er seniorforsker ved UCL Erhvervsakademi og professionshøjskole, cand.phil. i religionsvidenskab og ph.d. i læreruddannelsens didaktik.