Inspiration: 10 religiøse julegaveidéer

Her er en liste over 10 religiøse julegaver, du nok ikke vidste fandtes

"We Vishnu A Merry Christmas." Her kan man finde inspiration til de religiøse julegaver. Der er flere, end man måske skulle tro.
"We Vishnu A Merry Christmas." Her kan man finde inspiration til de religiøse julegaver. Der er flere, end man måske skulle tro. Foto: Skærmprint fra cafeprint.com

Står du og leder efter en sidste julegave i indkøbsræset? Måske kan en af disse 10 religiøse gaveidéer være lige, hvad der mangler.

Nyhedsportal Religion News Service (RNS) har samlet en række religiøse julegaveidéer til børn og voksne, ateister og troende.

Her bringer vi et udvalg:

1. Martin Luther-sokker
Reformationsfaderen Martin Luther er kendt for sine skarpe bemærkninger. Under et forhør i Worms skal han til sit forsvar have sagt: Her står jeg. Jeg kan ikke andet!

Og nu kan man få det berømte citat på sine strømper. Det har firmaet 'Old Lutheran' sørget for.

Strømperne kan fås i tre farver, og firmaet lægger op til, at de er perfekte til situationer, hvor man har behov for at stå ved sit standpunkt.

2. Søde jødiske fyre
De er søde, de er jødiske OG de har deres egen kalender! sådan skriver firmaet, som simpelthen hedder Nice Jewish Guys om deres 2014-kalender med søde jødiske mænd.

I kalenderen kan man hver måned møde en ny venlig jødisk mand, fulgt af en en kort biografisk beskrivelse. Mændene er ikke modeller, skriver folkene bag, men de er venlige og pæne.

Kalenderen kan købes i Urban Outfitters.

3. De syv shotsynder
Hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og ladhed. Det er listen med de såkaldte syv dødssynder.

Hvis man i juletiden skal mindes om dem - for eksempel under julefrokosten - kan man jo passende hælde snapsen op i de syv shot-glas fra den amerikanske vittighedstegner Mort Gerberg.

Gerberg har bemalet hvert glas med en dødssynd, som man så kan tænke over, mens man drikker indholdet.

Glassene kan købes på uncommongoods.com.

4. We Vishnu a Merry Christmas

Nummer fire på vores liste er simpelthen en t-shirt med teksten We Vishnu a Merry Christmas, som kan findes hos firmaet cafepress.com.

På t-shirten, som kan erhverves i flere former og typer, er et stort tryk af den hinduistiske gud Vishnu, som blandt andet betragtes som universets beskytter.

5. Pave i pap
Firmaet Historical Cutouts (historiske udklip, red.) producerer papfigurer i naturlig størrelse, der kan sendes direkte til døren.

Nu har firmaet valgt at producere en model af en smilende pave Frans. Den fylder selvfølgelig lidt under træet, men hvis man leder efter en anderledes julegave, er pappaven en mulighed.

6. Chokoladejesus
Kunstnergruppen Kickstarter har netop startet et chokoladejesus-projekt, som i løbet af en måned vil forsøge at fremstille en mørk chokoladeudgave af Jesus på korset, overdrysset med havsalt.

Projektet, som planlægger 500 chokolademodeller, skal finansieres gennem en såkaldt crowdfunding (hvor man støtter projektet med en donation, red.).

Støtter man projektet, kan man for blot $10 - cirka 55 kroner - få en håndskrevet hilsen fra selveste Chokoladejesus.

7. Til den religiøse frimærkesamler

Det amerikanske postvæsen U.S. Postal Service fejrer i år juletiden med en serie multireligiøse frimærker til julekortene.

Motiverne spænder vidt - fra muslimske eid-motiver (ramadan-festen, red.) over hanukkah (jødisk julefejring, red.) til kristne julemotiver.

8. En nat i klosteret
Hvem har ikke haft en hemmelig drøm om en overnatning i et gammelt kloster. Det har firmaet Goodnight and God Bless nu sørget for kan lade sig gøre.

På hjemmesiden tilbydes overnatninger i gamle klostre i for eksempel Nairobi, Kenya og Erfurt i Tyskland.

Klostrene varierer i luksus og pris, og det er vitterligt kun fantasien - og pengepungen, der sætter grænser.

9. Byg-selv moské

I en tid, hvor moské-byggeri her i landet ofte er til diskussion, tilbyder firmaet Haba Tyskland et moské-byggesæt i 50 træklodser.

Det er Online Islamic Store, der sælger moskéklodserne, som kan kombineres, så kun fantasien sætter grænser.

Sættet kommer komplet med minareter, hvælvinger og trapper, og der lægges vægt på kreativitet og holdbarhed.

10. Julekrybben til de mindste
Et bud på de religiøse julegaver til børn findes også fra legetøjfirmaet Fisher-Price. Her har man lavet en slidstærk julekrybbe med tilhørende Josef-, Maria- og nyfødt Jesus-figur.

Med til sættet hører blandt andet kameler, får og æsler, og den holdbare, batteridrevne staldbygning, der har plads til en engel på taget, følges af tre vise mænd.