Kirkelederes støtte til Erdogan er et valg mellem to onder

Kirkeledere i Tyrkiet og den amerikanske præst Brunson, der har husarrest i landet, er tilsyneladende blevet en slags gidsel i handelskrigen mellem Tyrkiet og USA, vurderer generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen og giver et indblik i den nuværende situation i landet

Når kirkeledere i Tyrkiet støtter præsident Erdogan samtidigt med, at kendsgerningerne for kristne og andre peger mod en forværring af situationen, så tyder det på den vanskelige balancegang som tyrkiske kristne og andre minoriteter står i, mener generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen.
Når kirkeledere i Tyrkiet støtter præsident Erdogan samtidigt med, at kendsgerningerne for kristne og andre peger mod en forværring af situationen, så tyder det på den vanskelige balancegang som tyrkiske kristne og andre minoriteter står i, mener generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen.

Efter det fejlslagne kup mod præsident Recep Tayyip Erdogan i 2016 har der været en bekymrende udvikling for minoriteter i Tyrkiet, herunder ikke mindst kristne minoriteters rettigheder og trosfrihed.

Centralt i dette står sagen om den amerikanske præst Andrew Brunson, som i Tyrkiet er anklaget for terrorisme, og som efter 21 måneders varetægtsfængsling i juli 2018 blev overflyttet til husarrest.

Ifølge den amerikanske avis The Christian Post har Trump-administrationen i løbet af sommeren afvist et forhandlingsudspil fra den tyrkiske regering i forhold til frigivelse af Andrew Brunson. Samtidig eskalerede handelskrigen mellem Tyrkiet og USA i august 2018, hvor Trump-administrationen pålagde ekstra straftold for tyrkisk stål og aluminium. Tyrkiet svarede igen med told på amerikanske biler, tobak og alkohol.

Under et interview med nyhedsbureauet Reuters den 26. september i forbindelse med åbningen af FN’s generalforsamling udtalte den tyrkiske præsident Recep Erdogan, at handelskrigen intet har at gøre med den diplomatiske krise omkring fængslingen af Brunson. Ind i alt dette udsendte en række ledere for historiske kirker i Tyrkiet i juli 2018 en fælles deklaration, som benægtede nogen form for pres på kirkerne fra statens side.

Hele situationen rejser en række interessante spørgsmål: Hvorfor er den amerikanske præst Brunson fængslet? Er der en forbindelse til handelskrigen? Hvordan skal udmeldingen fra lederne fra de eksisterende kirker forstås? Hvad er egentlig op og ned i forhold til kristnes forhold i Tyrkiet? Lad os se nærmere på disse spørgsmål og deres sammenhæng.

Hvorfor er Brunson fængslet?

Siden 1993 virkede Andrew Brunson som præst ved Evangelic Ressurection Church i Izmir, men han blev fængslet i forbindelse med kuppet mod Erdogan i 2016. Samtidig med fængslingen af Brunson forlangte de tyrkiske myndigheder udleveringen af Fethullan Gülen, lederen af Gülen-bevægelsen, som siden 1999 har boet i eksil i USA. Gülen er anklaget for at være hjernen bag det fejlslagne 2016 kup mod Erdogan.

Ifølge anklagerne havde Brunson forbindelse til den kurdiske politiske og militante PKK-bevægelse og til FETÖ, Fethullan Terror Group, det officielle tyrkiske navn for Gülen-bevægelsen siden maj 2016. Hvis han bliver fundet skyldig, risikerer Brunson op til 35 års fængsel.

USA har afvist af udlevere Gülen, men har samtidigt lagt pres på Tyrkiet for at få Brunson udleveret. Meget tyder således på, at Brunson er blevet en brik i spillet om at få Gülen udleveret til Tyrkiet. Alt dette belaster naturligvis forholdet mellem de to store Nato-allierede Tyrkiet og USA.

Er der en sammenhæng mellem Brunson og handelskrigen?

Den seneste udvikling i denne sag fandt sted den 10. august, da Trump på et tweet erklærede: ”Vores forhold til Tyrkiet er ikke godt nu!” Dette blev ledsaget af straftold på tyrkisk stål og aluminium, hvilket betød, at den tyrkiske valuta lira tabte 20 procent af sin værdi på få dage. Det skal ses i forhold til et samlet tab på 40 procent i løbet af hele 2018 på grund af handelskonflikten med USA. Den tyrkiske centralbank har hævet udlånsrenten til 24 procent, samtidigt med at inflationen nu ligger over 18 procent.

I det ovennævnte interview den 26. september afviste Erdogan, at Brunson-sagen og den eskalerende handelskonflikt og deraf følgende økonomiske krise i Tyrkiet havde nogen forbindelse: ”Brunson-sagen har ikke det fjerneste med Tyrkiets økonomi at gøre. Talen om de nuværende økonomiske udfordringer er overdrevne, og Tyrkiet vil med egne ressourcer overvinde udfordringerne”. Alene ud fra de nævnte nøgletal kan omfanget af den økonomiske krise i Tyrkiet anes, og selve afvisningen af sammenhængen med Brunson-sagen virker påfaldende.

Hvad er op og ned for de kristne i Tyrkiet?

Hvordan er så vilkårene for kristne i Tyrkiet? Hele 99,8 procent af befolkningen på 80 millioner er sunni-muslimer, og blot 0,2 procent er jøder, armenske ortodokse, græsk ortodokse, romersk katolske, kaldæere, bahai’er eller protestantiske kristne.

Ifølge Pew Research Forum, en uafhængig tænketank som følger udviklinger for religion globalt, ligger Tyrkiet højt, både hvad angår myndighedernes begrænsninger på tros- og religionsfrihed, og når det gælder social uro som følge af religion. I forhold til myndighedernes begrænsninger på religionsudøvelse ligger Tyrkiet på linje med Myanmar og Vietnam, og udviklingen har været negativ i de seneste år, det vil sige flere restriktioner i forhold til tros- og religionsfrihed.

Samme udvikling sporer USCIRF, United States Commission for International Religious Freedom, i sin 2018-rapport. Her nævnes det, at ekspropriation af kirkers ejendom, manglende anerkendelse af religiøse organisationer og institutioner og naturligvis fængslingen af Brunson alle belaster Tyrkiets forhold til tros- og religionsfrihed.

Det er på denne baggrund, at en række ledere for historiske kirker i Tyrkiet den 31. juli 2018 har udsendt en fælles deklaration. Sammen med en række andre repræsentanter udtaler lederne for den græsk-ortodokse kirke patriark Bartholomæus den Første, den tyrkiske armenske patriark Aram Atesyan og den tyrkiske overrabbiner Ishak Haleva i deklarationen: ”Som religiøse repræsentanter for forskellige trosgrupper, som har levet i vores land i århundreder, udlever vi vores tro frit og praktiserer gudstjeneste i forhold til vores traditioner. Udtalelser om, at vores tro er under pres, er fuldstændig uden hold i virkeligheden og overdriver realiteterne. Mange problemer og tidligere tiders undertrykkelser er blevet løst i nutiden”.

Hvad er op og ned i denne sag? Hvem taler sandt om vilkårene for kristne og andre minoriteter i Tyrkiet? Er det internationale rapporter eller repræsentanter for tyrkiske minoriteter? Er Brunson et enligt problem, hvorimod lovlydige og patriotiske kristne behandles på linje med alle andre borgere, sådan som kirkelederne giver udtryk for det? Eller er det omvendt sådan, at ikke blot Brunson men også en lang række kirkeledere for historiske kirker er blevet en slags gidsel i handelskrigen mellem Tyrkiet og USA?

Hvordan skal kirkeledernes udmelding forstås?

Noget tyder på den sidste forklaring: Når kirkeledere i Tyrkiet støtter præsident Erdogan samtidigt med, at kendsgerningerne for kristne og andre peger mod en forværring af situationen, så tyder det på den vanskelige balancegang som tyrkiske kristne og andre minoriteter står i. De skal på en gang være loyale tyrkiske, patriotiske borgere og samtidigt leve som en lille minoritet i et tyrkisk samfund, som bevæger sig mere og mere i retning af religiøs nationalisme.

Forståelsen af at man skal være sunni-muslim for at være tyrker, og at alle ikke-muslimer og ikke-tyrkere er potentielt eller virkeligt delagtige i et komplot mod den tyrkiske stat, fremmes af medier såvel som den tyrkiske stat selv efter det mislykkede kup i 2016.

For lederne af de historiske kirker ser valget ud til at stå mellem to onder: Ved at påpege og kritisere den manglende tros- og religionsfrihed, vælger de side med USA i konflikten omkring Brunson og Gülen og risikerer at blive set som anti-tyrkiske og delagtige i ansvaret for Tyrkiets økonomiske problemer. Ved at kritisere de internationale rapporter vælger de side med Tyrkiet og ses som patriotiske tyrkere også i modgangstider. De må så til gengæld afstå fra deres egne rettigheder i forhold til tros- og religionsfrihed. Med deklarationen valgte de tyrkiske kirkeledere det andet onde, sådan som det ofte er sket for minoriteter gennem historien.

Jonas Adelin Jørgensen er cand.theol., ph.d., generalsekretær i Dansk Missionsråd og skriver religionsanalysen ved religion.dk.