Ari Shavit: Så langt min hukommelse rækker tilbage, husker jeg frygten

Det Israel, jeg voksede op i var fuldt af energi, overskud og håb. Men jeg havde altid en følelse af, at der bag min hjembys velholdte husfacader og de velstående familiers græsplæner lå et mørkt hav. Jeg frygtede, at dette mørke hav en dag ville stige og drukne os alle, skriver Ari Shavit i ”Mit forjættede land”

Ari Shavit, født 1957 i Israel, har læst filosofi og er ledende skribent ved den israelsk avis Haaretz samt debattør. I 1990erne var han formand for en israelsk menneskerettighedsorganisation.
Ari Shavit, født 1957 i Israel, har læst filosofi og er ledende skribent ved den israelsk avis Haaretz samt debattør. I 1990erne var han formand for en israelsk menneskerettighedsorganisation. Foto: Petra Thiebel Jacobsen.

Så langt min hukommelse rækker tilbage, husker jeg frygten. Den eksistentielle frygt. Det Israel, jeg voksede op i – Israel i midten af 1960’erne – var fuldt af energi, overskud og håb.

Men jeg havde altid en følelse af, at der bag min hjembys velholdte husfacader og de velstående familiers græsplæner lå et mørkt hav. Jeg frygtede, at dette mørke hav en dag ville stige og drukne os alle.

Annonce: Køb bogen her

En skæbnesvanger tsunami ville ramme vores kyster og skylle mit Israel bort. Det ville blive et nyt Atlantis, forsvinde i havets dybder. En junimorgen i 1967, da jeg var ni år gammel, så jeg min far stå og barbere sig ude på badeværelset. Jeg spurgte ham, om araberne ville vinde. Ville araberne erobre vores Israel? Ville de virkelig drive os alle sammen ud i havet? Nogle få dage senere begyndte Seksdageskrigen.

I oktober 1973 begyndte sirenerne at hyle som tegn på en forestående katastrofe. Jeg var sengeliggende med influenza, da nogle F-4-jetfly sidst på eftermiddagen under den ellers så stille yom kippur sønderflængede himlen. De fløj i halvanden hundrede meters højde hen over vores tag på vej til Suezkanalen for at bremse de invaderende ægyptiske styrker, der ville tage Israel på sengen. Mange af dem vendte aldrig tilbage. Jeg var 16 år gammel og forfærdet over nyhederne om, at vores forsvar i Sinaiørkenen og på Golanhøjderne var brudt sammen. I ti skrækindjagende døgn virkede det, som om min instinktive frygt var velbegrundet. Israel var i yderste fare. Murene i det tredje jødiske tempel skælvede.

I januar 1991 brød Den Første Golfkrig ud. Tel Aviv blev bombet af irakiske Scud-missiler. Og der herskede en vis bekymring for et muligt angreb med kemiske våben. I ugevis gik israelerne rundt med gasmasker overalt, hvor de færdedes. Og det skete, at alarmen advarede os om, at en sprængladning var på vej, og vi lukkede os inde i beskyttelsesrum med masker på ansigterne. Selvom det viste sig, at truslen ikke var reel, var der noget grufuldt over dette uvirkelige ritual. Jeg lyttede opmærksomt til lydene fra sirenerne og så med rædsel på mine kæres skræmte øjne inde bag de tyskproducerede gasmasker.

I marts 2002 ramte en bølge af terror Israel. Flere hundrede mennesker døde, da palæstinensiske selvmordsbombere angreb busser, natklubber og butikscentre. Da jeg en aften sad og skrev i mit arbejdsværelse i Jerusalem, hørte jeg et højt brag. Det måtte være cafeen i vores kvarter, det var gået ud over, forstod jeg. Jeg greb min skriveblok og løb ud på gaden. Tre smukke unge mænd sad i baren foran deres halvt tømte ølglas – de var døde. En spinkel ung kvinde lå i et hjørne – livløs. De, der kun var blevet såret, skreg og græd. Mens jeg betragtede helvedet omkring mig i det flakkende lys fra den søndersprængte café, spurgte jeg mig selv som den journalist, jeg nu er: Hvad skal der ske? Hvor længe kan vi holde stand mod dette vanvid? Vil der komme en tid, hvor den vitalitet, vi israelere er så kendte for, må kapitulere over for de dødens kræfter, der forsøger at tilintetgøre os?

Den afgørende sejr i 1967 fjernede frygten fra førkrigsårene. Genopbygningen i 1970’erne og 1980’erne lægede det dybe sår fra 1973. Fredsprocessen i 1990’erne lappede på traumet fra 1991. Velstanden i det første årti af det 21. århundrede fik rædslen i 2002 til at fortone sig. Netop fordi vi israelere er omgivet af usikkerhed, insisterer vi på at tro på os selv, på vores nation og vores fremtid. Men gennem alle årene forsvandt min egen undertrykte usikkerhed aldrig. At diskutere eller artikulere denne usikkerhed var tabu, men alligevel havde jeg den med mig overalt. Vores byer syntes at være bygget på vaklende grund. Vores huse virkede aldrig helt solide. Selvom vores nation blev stærkere og rigere, oplevede jeg den som dybt sårbar. Det gik op for mig, hvor udsatte vi er, hvor konstant vi er truet. Alligevel er vores tilværelse stadig intens, rig og på mange måder lykkelig. Israel udstråler en fornemmelse af sikkerhed, der hænger sammen med dets fysiske, økonomiske og militære succes. Vitaliteten i vores dagligliv er forbløffende. Og alligevel hersker der altid en frygt for, at vores daglige tilværelse en dag vil kollapse som et Pompeji. Mit elskede hjemland vil bryde sammen, når enorme arabiske folkemasser eller vældige islamiske
styrker overvinder dets forsvar og udsletter dets eksistens. Så langt jeg kan huske tilbage, erindrer jeg ordet besættelse. Blot en uge efter at jeg havde spurgt min far, om de arabiske lande ville erobre Israel, erobrede Israel de arabiske områder på Vestbredden.

En måned senere tog mine forældre, min bror og jeg på en familietur til de besatte byer Ramallah, Betlehem og Hebron. Alle steder så vi udbrændte jordanske jeeps, lastbiler og andre militærkøretøjer. Over de fleste huse hang der hvide flag som tegn på overgivelse. Nogle gader var blokeret af udbrændte vrag af dyre biler, der var blevet tromlet ned af israelske kampvogne. Palæstinensiske børn på min alder og endnu yngre havde frygten malet i deres øjne. Deres forældre virkede sønderknuste og ydmygede. I løbet af få uger var de før så magtfulde arabere blevet ofre, mens de truede israelere var blevet erobrere. Den jødiske stat kunne nu triumfere og var beruset af magtfølelse.

Da jeg blev teenager, gik det hele stadig godt. Den almindelige opfattelse var, at vi havde iværksat en godartet militær besættelse. Det moderne Israel bragte fremgang og velstand til de palæstinensiske områder. Nu havde vores tilbagestående naboer fået elektricitet og rindende vand og et offentligt sundhedsvæsen – alt sammen noget, de aldrig før havde haft. De måtte da kunne indse, at de aldrig før havde haft det så godt. De måtte da være taknemlige for alt det, vi havde skaffet dem. Og når der en skønne dag blev fred, ville vi give dem størstedelen af de besatte områder tilbage. Foreløbig var alt i orden i Israels land. Arabere og jøder levede side om side – i fred og velstand.

Først da jeg blev soldat, gik det op for mig, at noget var helt galt. Et halvt år efter at jeg var kommet ind i en faldskærmsbrigade i IDF (Israel Defence Forces, Israels Forsvarsstyrker), blev jeg udstationeret i de samme byer, jeg ti år tidligere havde besøgt som barn. Nu blev jeg sat til at gøre det beskidte arbejde: at stå vagt ved kontrolpunkter, foretage husarrestationer, opløse demonstrationer med magt. Det, der traumatiserede mig mest, var at bryde ind i privathjem og hive unge mænd ud af deres varme senge for at føre dem til forhør midt om natten. Hvad helvede foregik der? spurgte jeg mig selv. Hvorfor skulle jeg forsvare mit land ved at tyrannisere civile, som var berøvet deres rettigheder og frihed? Hvorfor besatte og undertrykte mit Israel et andet folk? Så jeg blev pacifist. Først som ung aktivist og senere som journalist bekæmpede jeg lidenskabeligt besættelsen. I 1980’erne
vendte jeg mig imod bosættelserne i de palæstinensiske områder. I 1990’erne støttede jeg oprettelsen af en PLO-ledet palæstinensisk stat. I det første årti af det 21. århundrede gik jeg ind for Israels unilaterale tilbagetrækning fra Gazastriben. Men næsten alle de bevægelser mod besættelsen, jeg var involveret i, slog i sidste instans fejl. Næsten et halvt århundrede efter at min familie foretog den omtalte tur gennem den besatte Vestbred, er området stadig besat. Besættelsen er – uanset hvor ondartet den er – blevet en integreret del af den jødiske stats eksistens. Den er også blevet en integreret del af mit liv som israeler. Selvom jeg er modstander af besættelsen, er jeg ansvarlig for den. Jeg kan ikke
smyge mig uden om den kendsgerning, at mit land er blevet en besættelsesmagt.

Først for et par år siden gik det pludselig op for mig, at min eksistentielle frygt for min nations fremtid og min moralske harme over for mit lands besættelsespolitik ikke er uden en klar indbyrdes sammenhæng. På den ene side er Israel den eneste vestlige stat, der holder et andet folk besat. På den anden side er Israel den eneste nation i Vesten, der er truet på sin eksistens. Både besættelsen og truslen gør Israels eksistensbetingelse unik. Besættelsen og truslen er blevet to hjørnesten i vores tilværelse.

De fleste kommentatorer og analytikere har det med at se bort fra denne dobbelthed. De venstreorienterede fokuserer på besættelsen og overser truslerne, mens de
højreorienterede fokuserer på truslerne og overser besættelsen. Men sandheden er, at man ikke er i stand til at forstå Israel eller den israelsk-palæstinensiske konflikt, hvis man undlader at inddrage begge elementer i sit verdensbillede. Enhver tankegang, der ikke rummer begge disse fundamentale faktorer, bliver nødvendigvis fejlagtig og nyttesløs. Kun
en tredje tankegang, der integrerer både truslerne og besættelsen, kan fremstå realistisk og moralsk og give det rette billede af staten Israels historie.

Jeg er født i 1957 i universitetsbyen Rehovot. Min far var forsker, min mor kunstner, og nogle af mine forfædre havde været med til at grundlægge den zionistiske bevægelse. I lighed med de fleste israelere skulle jeg i en alder af 18 år begynde at aftjene min værnepligt. Jeg gjorde tjeneste som faldskærmssoldat, og bagefter studerede jeg filosofi ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, hvor jeg tilsluttede mig fredsbevægelsen og senere også menneskerettighedsbevægelsen.

Siden 1995 har jeg skrevet for Israels førende venstreorienterede avis, Haaretz. Selvom jeg altid er gået ind for fred og har støttet en tostatsløsning, blev jeg efterhånden bevidst om
fredsbevægelsens fejl og mangler. Min forståelse af både besættelsen og truslen gjorde min stemme noget anderledes i forhold til andre røster, der ytrede sig i medierne. Og som klummeskribent udfordrer jeg både højrefløjens og de venstreorienteredes dogmer. Jeg har lært, at der ikke findes nogen enkle svar i Mellemøsten og ingen nemme løsninger i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Jeg har set i øjnene, at Israels situation er ekstremt kompleks, måske endda tragisk.

I det første årti af det 21. århundrede gik det Israel godt. Terroren tog af, højteknologien blomstrede, dagligdagen var præget af dynamik. Økonomisk viste Israel sig at være en tiger. Helt basalt var landet en højborg for vitalitet, kreativitet og sensualitet. Men bag skæret af en usædvanlig succeshistorie lurede angsten. Folk var begyndt højlydt at stille de spørgsmål, jeg har stillet mig selv hele livet. Det var ikke længere bare et spørgsmål om at have en venstreorienteret holdning. Eller om noget verdsligt kontra noget religiøst. Det stak dybere. Mange israelere følte sig ikke trygge ved det nye Israel, der efterhånden tog form. De spurgte sig selv, om de stadig hørte hjemme i den jødiske stat. De havde mistet tiltroen til Israels evne til at holde ud. Nogle skaffede sig udenlandske pas. Andre sendte deres børn til udlandet for at studere. Eliten var opsat på, at der skulle være et alternativ til den israelske opposition. Selvom de fleste israelere stadig elskede deres hjemland og lovpriste dets fortrin, var mange ved at miste deres urokkelige tro på dets fremtid.

Efterhånden som vi er kommet et godt stykke ind i det andet årti af det 21. århundrede, er fem forskellige opfattelser ved at kaste en skygge over israelernes glubende appetit på livet: antagelsen om, at den israelsk-palæstinensiske konflikt ikke vil ophøre inden for en overskuelig fremtid, bekymringen for, at Israels strategiske hegemoni i området vil blive udfordret, frygten for, at selve den jødiske stats legitimitet er ved at smuldre, ængstelsen for, at et dybt forandret israelsk samfund er ved at blive splittet og polariseret og dets liberal-demokratiske grundlag er ved at gå i opløsning – og endelig erkendelsen af, at Israels dysfunktionelle regeringer ikke er i stand til at tackle så alvorlige udfordringer som besættelse og social opløsning.

Hver for sig rummer disse fem opfattelser en væsentlig trussel, og deres samlede virkning gør situationen ekstremt truende. Hvis der ikke kan etableres en fredelig løsning, hvordan skal vi så kunne dæmme op for en konflikt, der har varet i generationer, mens vores legitimitet smuldrer, vores strategiske overlegenhed er på spil, og vores demokratiske identitet er splittet, fordi vi sønderrives af indre spændinger? Selvom Israel fortsat er innovativt, tillokkende og vitalt, har det udviklet sig til en nation i tvivl. Angsten ruger over landet som en kolossal skygge fra en ildevarslende vulkan.

Det er derfor, jeg har begivet mig ud på denne rejse. Hele 65 år efter Israels grundlæggelse har landet måttet vende tilbage til sine basale spørgsmål. Næsten 120 år efter at zionismen så dagens lys, bliver bevægelsen konfronteret med sine iboende modsætninger. Men i dag rækker udfordringen langt ud over besættelsen og stikker langt dybere end fredsspørgsmålet. Vi står alle over for tre essentielle spørgsmål: Hvorfor Israel? Hvad er Israel? Hvad vil Israel?

Disse spørgsmål om Israel kan ikke besvares ved hjælp af polemik. Komplekse som de er, lader de sig ikke forklare alene gennem argumenter og modargumenter. Den eneste måde at tackle dem på er at fortælle historien om Israel. Det er, hvad jeg har forsøgt at gøre i denne bog. På min egen idiosynkratiske måde og set gennem min personlige prisme har jeg forsøgt at behandle vores eksistens som et samlet hele, sådan som jeg nu opfatter den. Denne bog er en odyssé, fortalt af en israeler, som er forvirret over det drama, der udspiller sig i hans hjemland. Det er en rejse i rum og tid, foretaget af en israeler, der vil udforske sit lands større fortælling. Ved hjælp af min familiehistorie, gennem min egen historie og dybdegående samtaler vil jeg forsøge at fremlægge Israels historie i større træk og gøre rede for landets grundlæggende spørgsmål. Hvad er det, der gennem mere end et århundrede er foregået i mit hjemland og har bragt os derhen, hvor vi nu befinder os? Hvad har vi opnået her, hvad er gået galt for os her, og hvor er vi på vej hen? Er min dybe fornemmelse af angst velbegrundet? Er den jødiske stat i alvorlig fare? Er vi israelere fastlåst i en håbløs tragedie, eller er vi i stand til at fatte nyt mod og redde os selv og det land, vi elsker så højt?