Hvad er forskellen på katolicisme og protestantisme?

Reformationen blev for 500 år siden begyndelsen på en kirkesplittelse mellem katolikker og protestanter

Pave Frans blev indsat som den romersk-katolske kirkes overhoved d. 13. marts 2013. Den protestantiske kirkeretning har ingen paver.
Pave Frans blev indsat som den romersk-katolske kirkes overhoved d. 13. marts 2013. Den protestantiske kirkeretning har ingen paver. Foto: Vincenzo Pinto/AFP/Ritzau Scanpix.

I 1500-tallet begyndte flere reformatorer at splitte med den romersk-katolske kirke, herunder Martin Luther, Ulrich Zwingli og Jean Calvin. Det var blandt andet den katolske kirkes handel med aflad og synet på nadveren, der fik flere til at rette kritik mod kirken. 

Den protestantiske kirkeretning opstod, og de to står i dag som de to største kristne kirkeretninger globalt. 

Øverste myndighed: Paven eller menigheden?

Den katolske pave er kirkens øverste myndighed. Paven er ifølge den katolske overbevisning ufejlbarlig i trosspørgsmål og det han siger, kan umuligt stride imod Bibelens ord. 

I den protestantiske kirke er der ingen pave, og man mener desuden heller ikke, at noget menneske kan være ufejlbarligt, sådan som den katolske kirke fremstiller deres pave. Blandt lutheranere er der en forestilling om et "almindeligt præstedømme". Luther formulerede det sådan: "enhver, som er krøbet ud af dåben, er lige meget præst og biskop", og han forsøgte dermed at gøre op med den hierarkiske struktur, han fandt i den katolske kirke, og forestillingen om, at man skulle være noget ganske specielt for at besidde et kirkeligt embede. I den luthersk-protestantiske kirkeretning er alle lige nær Gud.

Den øverste myndighed i den lutherske kirke er derfor selve menigheden. Det er dem, der indsætter præsten og dem, der i vid udstrækning bestemmer over deres lokale kirke.

Autoritet: Paven eller skriften?

Kirken, paven og den kirkelige tradition gør i den katolske tro krav på at være den ene, sande og altomfattende kirke. Denne autoritet stammer fra et tekststykke i Matthæusevangeliet kapitel 16, hvor Jesus giver apostlen Peter den såkaldte nøglemagt: 

»Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«

Matt. 16, 16-19

Simon, som han hed inden Jesus kaldte ham Peter, var Jesu mest betroede discipel og bekendte som den første, at Jesus var Guds søn. 

Jesus svarer, at Gud har åbenbaret sig for Peter, og at Peter derfor er den klippe, han vil bygge sin kirke på og at han vil give ham nøglerne til Himmerige.

Den evangelisk-lutherske kirke fortolker dette, som at Jesus vil bygge sin kirke på den klippe, der er Peters udsagn: At Jesus er Kristus Guds søn. 

I den katolske kirke fortolkes dette anerledes. Peter fik ifølge katolikker tildelt ansvaret for at være kirkens overhoved og hermed den fulde kirkelige autoritet. Han anses for Jesu repræsentant på Jorden og katolikker mener, at alle paver er efterfølgere af Peter.

Protestanter mener ikke, at paven er bedre end nogen andre eller at han har højere autoritet. Luther erstattede pavens autoritet med et princip, han kaldte sola scriptura, altså: skriften alene. Der er med andre ord ikke nogen autoritet, der er højere end selve Bibelen, og fordi paven ingen autoritet har for kristne, er det heller ikke denne, der har patent på den rette fortolkning af Bibelen. Protestanter mener ikke, at der er nogen "mellemmand" mellem Gud og det enkelte menneske, og fordi alle mennesker er lige for Gud, er det også ens egen læsning og forståelse af Bibelen, der er central. For protestanter har den subjektive fortolkning stor betydning, hvorimod katolikker mener, at pavens forståelse er ufejlbarlig, hvorfor det er denne, man skal rette sig efter.

Retfærdighed: Tro eller gerning?

En anden stor forskel på de to kirkeretninger er oplevelsen af fællesskab. I den katolske kirke kan man ikke være kristen alene. Kirke betyder i sin oprindelige betydning forsamling, og derfor er det kristne fællesskab bygget op om gode gerninger. Der er altså en meget stærk forbindelse mellem moral og Guds nåde i den katolske kirke. Her er det en selvfølge, at Gud ikke frelser den, der lever et umoralsk liv.

I den protestantiske kirke derimod har man siden Luther fastholdt, at menneskets vilje er trælbunden. Mennesket er så syndigt, at det i bund og grund ikke kan gøre noget godt. I hvert fald kan det absolut intet gøre for at frelse sig selv. Man kan altså ikke gøre gode handlinger og på den måde gøre sig fortjent til Guds frelse.

Frelsen er ikke afhængigt af, hvilken kirke man tilhører eller hvilken præst man har. Det er kun afgørende, om man er døbt, og at man kan høre og forstå, hvad der bliver sagt i prædikenen for derved at komme til at tro på Guds Ord, et princip Luther kalder sola fide, altså troen alene: mennesket bliver alene frelst og retfærdiggjort ved troen og gode eller dårlige gerninger har ikke en indflydelse på, hvorvidt man bliver frelst.

I den reformerte kirke, som er en del af protestantismen, har man helt undgået problemet ved at fremhæve, at frelsen er forudbestemt. Gud har ganske enkelt allerede på forhånd bestemt, hvem der frelses og hvem der fortabes. Det enkelte menneske kan altså hverken gøre fra eller til.

Sakramenter: Syv eller to?

Den katolske kirke har syv sakramenter: De dødes olie, dåb, ægteskab, firmelse (konfirmation), ordination, eukaristi (nadver) og skriftemål.  

Protestanter kan dog kun finde bibelsk belæg for to af disse: dåb og nadver. Protestanter mener, at gyldigheden for et sakramente forudsætter, at det er indstiftet af Jesus selv, og ifølge protestanter er dette kun tilfældet for dåb og nadver. De mener ikke, at Jesus har nævnt noget om konfirmation, og ifølge reformatoren Martin Luther er bryllupper blot en ren kulturel eller praktisk foranstaltning. 

For katolikker og protestanter er der desuden især to afgørende stridspunkter i sakramenteforståelsen. For Martin Luther var det helt afgørende, at ordinationen af præster ikke var et sakramente. Det foranledigede nemlig den kristne til at tro, at præster var mere fyldt af Guds nåde end andre, og at Guds nåde således var særligt reserveret til udvalgte mennesker.

Det andet stridspunkt er nadveren. I katolicismen forstår man nadverens sakramente som et mysterium. Her skifter brødet substans fra at være egentligt brød til at være selve Jesu legeme, ligesom vinen skifter til at være Jesu blod (transsubstantiationslæren). For lutheranere derimod sker der ingen hokuspokus. Brød og vin forbliver brød og vin. Nogle protestanter mener, at nadveren er en form for symbolsk mindehøjtidelighed for Jesus, mens lutheranere (de protestanter, der følger Luthers tro) fortsat mener, at Jesus er tilstede i nadveren (realpræsens), selvom de ikke mener, at brødet og vinen skifter substans.