Hvem er Jesus?

Alle fire evangelier forkynder, at Jesus var den frelserskikkelse, som jøderne ventede på. Guds søn, som gennem sin lidelse, død og opstandelse skabte et nyt forhold mellem Gud og mennesker. Nu kunne menneskene blive frelst, fordi han døde den død, som de havde gjort sig skyldig i ved at synde. Men hvem var denne mand?

Jesu korsfæstelse er en af de mest centrale begivenheder i Det Nye Testamente. Hans død og genopstandelse symboliserer, at Jesus har brudt dødens magt og at mennesket nu kan genopstå til evigt liv i Himmeriget.
Jesu korsfæstelse er en af de mest centrale begivenheder i Det Nye Testamente. Hans død og genopstandelse symboliserer, at Jesus har brudt dødens magt og at mennesket nu kan genopstå til evigt liv i Himmeriget. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Jesu liv og opvækst

Hovedkilderne om Jesus og hans liv stammer fra evangelierne i Det Nye Testamente. Jesus har ikke selv efterladt sig nogen nedskrevne tekster, og det ældste skriftlige vidnesbyrd om Jesus er umiddelbart Paulus' breve (ca. 50-55 e.Kr.), og Paulus har sandsynligvis aldrig mødt Jesus selv. 

Jesus blev sandsynligvis ikke født det år, vi i dag har angivet som år 0. Faktisk ved man ikke helt præcist, hvornår Jesus blev født, men man ved, at det er lige deromkring. Det er heller ikke sikkert, at Jesus blev født i Betlehem, som ellers er den generelle kristne beretning. Det ældste evangelium, Markusevangeliet, nævner heller ikke Betlehem, og det er muligt, at fødselsberetningen fra Betlehem først er skrevet ind senere for at passe Jesus ind i den gammeltestamentelige forventning til den kommende Messias, der foreskrev at Messias kom fra kong Davids by, altså Betlehem. 

De få ting, man ved med en relativ sikkerhed om Jesus er, at han var en galilæisk jøde, at han talte aramæisk, at han blev døbt af Johannes Døberen, fik disciple og endte med at blive korsfæstet af Pontius Pilatus imellem år 30 år 36 e.Kr.

Jesus ifølge Bibelen

De fire evangelier i Det Nye Testamente beretter alle om Jesu liv. Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet begynder allerede ved Jesu fødsel, mens Johannesevangeliet og Markusevangeliet begynder ved Jesu dåb ved Johannes Døberen. 

Som nævnt er evangelierne hovedkilderne til Jesu liv, selvom de er skrevet efter hans død og at de ikke er troværdige som en sand, historisk kilde. 

Markusevangeliet og Johannesevangeliet begynder, da Jesus døbes ved Johannes Døberen. På det tidspunkt anslås han at være omkring 29 år, altså kun nogle år inden hans død. 

Jesus er 29 år, da han blev døbt ved Johannes Døberen, og umiddelbart herefter begynder Jesus sit virke som vandreprædikant, hvor han blandt andet holdte Bjergprædiken, som er en af de mest centrale skriftsteder i Det Nye Testamente.  I Bjergprædiken forklarer Jesus sine disciple og de mange tilskuere, hvordan man bør leve i overensstemmelse med Guds vilje. 

Jesus dør som 33-årig, kun fire år efter sin dåb. Beretningen om hans sidste dage, korsfæstelse og genopstandelsen findes i påskeberetningen. Her lyder det, at de skriftkloge havde set sig vrede på ham, både fordi han truede deres magt og fordi de mente, at hans påstand om at være Guds søn var blasfemisk. Da Jesus spiste sit sidste nadver med sine disciple forudså han, at en af dem ville forråde ham, og senere samme aften blev han pågrebet i Getsemane Have, efter at Judas havde angivet ham for ypperstepræsterne. Dagen efter stilles han for statholderen Pontius Pilatus, der afgør - ifølge Bibelen noget modvilligt - at han skal korsfæstes. 

Jesus nagles fast til korset, dør og gravlægges. Men det kristne mirakel sker få dage senere, hvor Jesus genopstår fra sin grav påskedag. Jesus genopstandelse symboliserer, at han har brudt dødens magt. Han døde for menneskets synder og åbnede dermed Himmerigets port, således at opstandelsen til et evigt liv i Himmelen nu er tilgængelig for mennesket. 

Beretninger om Jesus fra ikke-kristne kilder

Der er ikke fundet noget arkæologisk bevis på, at Jesus har eksisteret, men på trods af dette, er der en fælles akademisk konsensus om, at Jesus altså har levet. Et af argumenterne for dette er, at Jesus også er blevet nævnt i nogle, om end få, hedenske kilder. 

Den første ikke-kristne henvisning til Jesus findes i et historisk værk af Flavius Josefus (ca. 37-100). Josefus var en jødisk historiker født i Jerusalem, og han omtaler i sit værk om jødernes historie fra omkring år 93 Jesus to steder.

I bog 20 beskriver han steningen af Jesus bror Jakob, hvor Jesus omtales "ham de kalder Kristus". I bog 18 nævner han, at Jesus blev korsfæstet af Pontius Pilatus. Ægtheden af den sidste passage er der dog akademisk uenighed om. 

En anden hedensk kilde, der nævner Jesus er den romerske historiker Cornelius Tacitius, der levede fra omkring 56 - 120 e.Kr.  Omkring år 116 skrev han sit sidste historiske værk, Annalerne, hvor han behandler begivenheder fra perioden 14 til 68 e.Kr. 

I værkets bog 15 omtaler Tacitus Jesus i forbindelse med branden i Rom i 64, som Kejser Nero blev beskyldt for at have antændt. Tacitus beskriver, hvordan Nero, for at udrydde rygterne, fandt en syndebuk i de kristne, der havde fået deres navn fra Kristus, som blev henrettet af Pontius Pilatus. Dette anses som en pålidelig kilde hvad angår både Jesu eksistens og hans død.

Jesus i andre religioner

Jesus er hovedpersonen i kristendommen, men andre af de store verdensreligioner forholder sig dog alligevel også til hans eksistens. 

I jødedommen opfattes Jesus som en født og opvokset jøde. Jøder mener dog hverken at Jesus er Guds søn eller den ventede Messias.

Islam anerkender Jesus som en af profeterne. Man anerkender, at han var jomfrufødt og kunne udføre mirakler, men ikke at han døde på korset. 

Nogle hinduer har tolket Jesus ind i religionen som en reinkarnation af skaberguden Vishnu.