Nikænum - den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse

Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse kaldes også de "150 fædres bekendelse" og anses for at være den anden udgave af Nikænum. Den er en af de tre oldkirkelige bekendelser og blev vedtaget i 381 på et kirkemøde i Nikæa

Den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse er en af folkekirkens fem bekendelsesskrifter.
Den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse er en af folkekirkens fem bekendelsesskrifter. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix.

Jeg (vi) tror på én Gud, den almægtige Fader,
himmelens og jordens,
alt det synliges og usynliges skaber.

Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn,
som er født af Faderen før alle tider,
Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud,
født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen,
ved hvem alt er skabt,
som for os mennesker og for vor frelse
steg ned fra Himlene og blev kød
ved Helligånden af Jomfru Maria
og blev menneske,
som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus,
blev pint og begravet
og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne
og for til Himmels,
sidder ved Faderens højre hånd
og skal komme igen i herlighed
for at dømme levende og døde,
og der skal ikke være ende på hans rige.

Og på Helligånden, som er Herre,
og som levendegør,
som udgår fra Faderen og fra Sønnen,
som tilbedes og æres
tillige med Faderen og Sønnen,
som har talt ved profeterne.

Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke.

Jeg (vi) bekender én dåb til syndernes forladelse
og forventer de dødes opstandelse
og den kommende verdens liv

Historien bag Nikænum

I år 325 indkaldte den romerske kejser Konstantin til et fælleskirkeligt koncil i Nikæa - Iznik i det nuværende Tyrkiet - for at skabe religiøs sammenhængskraft i romerriget.

Der var i den kristne kirke forskelligt syn på Jesu Kristi væsen - om han var Gud eller menneske - og det skabte splittelse i oldkirken.

Formålet med koncilet var at få en fælles trosbekendelse og forståelse af Jesu natur, og mere end 300 repræsentanter fra kirken menes at have deltaget. Det første koncil varede fra maj til juli i 325, og resultatet blev den første nikænske trosbekendelse, der at Jesus er af samme væsen som Gud, samtidig med han er født - og ikke skabt - hvilket gjorde plads til både Jesu gudommelighed og menneskelighed.

Freden varede dog ikke længe, da den nikænske trosbekendelse afviste den arianske lære, der anså Jesus for at være skabt af Gud og dermed ikke samme af væsen.

Uenighederne om trosbekendelsen og kristologien fortsatte frem til 381, hvor et nyt fælleskirkeligt koncil i Konstantinopel - det nuværende Istanbul - bestående af 150 biskopper vedtog den bekendelse, der fremgår i denne artikel. Deraf kommer også tilnavnet de "150 fædres bekendelse".

Denne anden udgave af Nikænum kendes også som den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, som indeholder en række sproglige stramninger og har fået tilføjet led om Helligånden.

Den tredje version af Nikænum er den etablerede latinske tekst, da latin var sproget i den vestlige oldkirke. De to første udgaver var græske, og der er forskelle mellem den græske og latinske version af Nikænum.