"Ny-evangelisering" spirer i den katolske kirke

Generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen ser på, hvad "ny-evangelisering" dækker over i den katolske kirke

I skrivelsen er nyevangelisering for pave Frans et stikord for de tre vigtigste arbejdsområder i kirken: det pastorale arbejde, kaldet til engagement for de døbte men uengagerede, og forkyndelsen af evangeliet for dem, der har afvist eller ikke kender Kristus, skriver generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen.
I skrivelsen er nyevangelisering for pave Frans et stikord for de tre vigtigste arbejdsområder i kirken: det pastorale arbejde, kaldet til engagement for de døbte men uengagerede, og forkyndelsen af evangeliet for dem, der har afvist eller ikke kender Kristus, skriver generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen.

I disse dage er det et år siden, den pavelige missionsskrivelse "Evangeliets glæde" udkom.

Centralt i skrivelsen står udtrykket ‘nyevangelisering’. Det udtryk blev først brugt af den italienske studentergruppe ’Fællesskab og befrielse’ (Communione e Liberazione) i 1960’erne.

Bredere kendskab til udtrykket fik mange gennem Pave Johannes Paul II, som brugte udtrykket i talrige skrivelser og taler. Det som han hentydede til, var kirkens svar på de udfordringer, som den moderne verden præsenterer kristendommen for.

Nu er den katolske kirke ikke den eneste kristne bevægelse, som har set sekularisering som udfordring – det finder vi i høj grad også blandt protestantiske evangelikale kristne og blandt ortodokse kristne, for eksempel Moskvas patriark Kirill som i foråret 2009, kort før sin indsættelse, mødtes med pave Benedikt XVI.

Læs også: Danske katolikker bakker op om pavens reformlinje 

På dette møde var udfordringerne fra vestlig sekularisering efter sigende et vigtigt tema. Som bekendt har den russiske ortodokse kirke helhjertet støttet Putin, der ser sig selv som kristendommens beskytter. I parentes bemærket kunne det være spændende at høre, om den russiske ortodokse kirke og den katolske kirke var enige i synet på konflikten i Ukraine!

Jeg vil i denne religionsanalyse zoome ind på den katolske kirke og se nærmere på, hvordan de tre seneste paver har talt om kirkens opgave som ’nyevangelisering’, og hvad det siger os om de udfordringer, som kristne kirker ser i nutiden.

Hvad er nyevangelisering?

I skrivelsen Redemptoris Missio (’Genløserens Mission’, 1990) skriver pave Johannes Paul, at målet for nyevangeliseringen er kirken selv. For det er smerteligt klart, at mange katolikker og andre kristne egentligt ikke er indpodet på livet i Kristus. 

Barnedøbte har i stort tal aldrig foretaget en personlig afgørelse til Herren Jesus Kristus og evangeliet. Som unge og voksne er de gledet fra kirken. Evangelisering må rettes mod kirken selv, argumenterer han derfor. Sekulariseringen er hovedmodstanderen. 

Hans efterfølgere har begge brugt det samme udtryk om kirkens opgave i en moderne verden. Pave Benedikt XVI brugte i 2010 udtrykket med henblik på en strategi i en situation, hvor den europæiske katolske kristendom truedes af sekularisering. 

Senest har pave Frans brugt udtrykket hele 14 gange i sin skrivelse fra 2013 om "Evangelii Gaudium" ("Evangeliets glæde" – download på dansk her). 

"Evangeliets glæde" vakte stor opmærksomhed, da den blev udsendt for nøjagtigt et år siden. I flere lande blev den endda en bestseller – noget som ikke er alle pavelige skrivelser forundt. 

Læs også: Paven gør katolikker mere gavmilde

Skrivelsen ser ud til at gøre op med den hierarkiske og Rom-centrerede tænkning, som vi ellers kender fra de to foregående paver. Den giver magt til lokale biskopper og lokale kristne og citerer fra lokale bispemøder snarere end traditionen eller høje læreembeder. 

Den håber ikke længere på en ny europæisk kristenhed, sådan som pave Benedikt håbede på det, men ser et globalt kristent katolsk fællesskab for sig. 
 
Den er hverken befrielsesteologisk eller karismatisk, men den er sin egen mærkelige blanding af begge dele. 

I skrivelsen er nyevangelisering for pave Frans et stikord for de tre vigtigste arbejdsområder i kirken: det pastorale arbejde, kaldet til engagement for de døbte men uengagerede, og forkyndelsen af evangeliet for dem, der har afvist eller ikke kender Kristus (Evangeliets glæde, §14). 

Sekularisering og pluralisme

I forhold til spørgsmålet om sekularisering, så er præmissen, at moderniteten medfører, at religionen taber sin betydning og vigtighed for de enkelte troende. Religiøs tro er ikke længere noget givet, men resultat af et individuelt og personligt valg. Religiøse institutioner mister derfor sin betydning. De modsiges af ateisme eller blot diffus agnosticisme. Paverne håber naturligvis, at folk igen vil vælge den katolske kirke. 

Pluralisme er den anden store udfordring, som vel især pave Frans ser klart. Hvor den katolske kirke for paverne Johannes Paul og Benedikt var det centrum i verden, der skulle forsvares mod sekularisme, så ser pave Frans kirken som blot en blandt mange alternativer i den moderne verden. 
 
Læs også: Paven: Sårene skal behandles, før vi forbinder dem 

I skrivelsen taler han om, hvordan kristne alle steder modtager andre sprog, symboler, budskaber og paradigmer (§73), som udfordrer og modsiger evangeliet. 

Det som han her taler om, er ikke sekularisering, men pluralisme: Den situation, hvor der ikke længere er noget fælles centrum, sprog eller paradigme, men hvor mange sprog og paradigmer relaterer til hinanden. Hvor sekularisme fører til ateisme, så fører pluralisme til relativisme. 

Kirken skal evangeliseres af de fattige

Kirkens – og kirkernes – opgave i mødet med sekularisering og pluralisme er nyevangeliseringen. Hvad betyder det konkret? 

Her giver pave Frans os en uventet vinkel på kirkens opgave, som dog ved nærmere eftersyn giver god mening, hvis vi ser det fra hans latinamerikanske baggrund: Kirken skal være en fattig kirke for de fattige, og det skal den være af teologiske grunde: 

”Det er nødvendigt, at vi alle lader os evangelisere af dem [de fattige]. Nyevangeliseringen er en indbydelse til at erkende den frelsebringende kraft, der ligger i deres liv, og at sætte dem i centrum af Kirkens vandring. Vi er kaldede til at opdage Kristus i dem, at lægge stemme til deres anliggender, men også til at være deres venner, lytte til dem, forstå dem og at tage den hemmelighedsfulde visdom til os, som Gud vil formidle til os gennem dem” (198). 

Når jeg her griber fat i udtrykket ’nyevangelisering’, så er det, fordi det er interessant, at disse tre paver har brugt det samme udtryk om den katolske kirkes mest presserende opgave. Men udtrykket er samtidigt blevet brugt i tre ganske forskellige sammenhænge af disse tre paver. 

Pave Johannes Paul brugte det på baggrund af sine erfaringer i et militant ateistisk styre i Polen (som han selv spillede en væsentlig rolle i oprøret mod). 
 
Pave Benedikt brugte det i en den vesteuropæiske, sekulariserede kontekst, hvor modstanden mod kristendommen var intellektuel og til dels politisk.

Pave Frans har brugt termen i forbindelse med erfaringer fra Sydamerika, hvor det i mindre grad er sekularisering og i højere grad pentekostal kristendom, som har udfordret den katolske dominans. 

For pave Frans er tiden inde til, at kirken selv evangeliseres – ikke primært gennem forelæsninger eller aktiviteter, men gennem mødet med de fattige. Først da kan den blive i stand til at udføre sin opgave i vores sekulariserede og pluralistiske verden. 

Konsekvensen af sekularisering og pluralisme for Frans bliver således ganske anderledes end for hans forgængere. 

Jonas Adelin Jørgensen er cand.teol.ph.d., generalsekretær i Dansk Missionsråd og skriver religionsanalysen ved religion.dk.