Tro og videnskab supplerer og pirrer hinanden

Virkeligheden er større, end vi kan indfange og kontrollere gennem naturvidenskaben, mener teologiprofessor Niels Henrik Gregersen

Min pointe er derfor, at når ballonens rumfang bliver større, bliver også ballonens radius større – og dermed horisonten for alt det, som vi endnu ikke forstår. Set på denne måde producerer videnskab både viden og en ny sans for vores ikke-viden. Frit efter salmedigteren Thomas Kingo: ”Viden og uvidenhed, de vandre til hobe”, skriver teologiprofessor Niels Henrik Gregersen.
Min pointe er derfor, at når ballonens rumfang bliver større, bliver også ballonens radius større – og dermed horisonten for alt det, som vi endnu ikke forstår. Set på denne måde producerer videnskab både viden og en ny sans for vores ikke-viden. Frit efter salmedigteren Thomas Kingo: ”Viden og uvidenhed, de vandre til hobe”, skriver teologiprofessor Niels Henrik Gregersen. Foto: Leif Tuxen

Det er en udbredt forestilling, at verden engang hang sammen, også tro og viden, men at vi i dag lever i splittelsens tidsalder.

Der er noget om det. Engang var verden mindre og mere overskuelig. Men det er også en skrøne, for der har altid været en vis spænding mellem videnskab og visdom.

Videnskaben bruger vi til at få noget at vide om verden og om os selv. Visdom og religiøs indsigt bruger vi til at overveje, hvordan vi skal leve, og hvad vi skal tro. Sådan var det også i middelalderen.

Den næste vaneforestilling er, at tro og viden i moderne tid er blevet hinandens konkurrenter. Hvor videnskaben går ind, der går troen ud. Og omvendt: hvor troen går ind, der går fornuften ud.

Læs også: Hvordan forenes tro og videnskab? 

Igen kan der være noget om snakken. For hvis man bruger Bibelen eller andre helligskrifter som udgangspunkt for geologi og naturhistorie, så har man selv bedt om konflikten. Og hvis videnskabsfolk siger, at et menneske ikke er andet end dets kemi (som man sagde i 1870'erne) eller ikke andet end dets gener (som man sagde i 1970'erne) – ja så opstår der også en konflikt. Men det er ikke en strid mellem tro og viden, men mellem videnskab som ideologi og en religiøs livstydning, der i så fald også vil have common sense og humanistisk tænkning på sin side.

Hvor står vi henne i dag? Vi taler med rette om en eksplosion af ny viden. Men samtidig har vi siden 1980’erne talt om religionernes renæssance. Hvordan kan det hænge sammen?

Viden og videnskab er en ballon

Her er mit bud: Lad os forestille os viden og videnskab som en ballon, der til stadighed udvider sig. 

Min pointe er ikke, at videnskabens ballon er ved at nå bristepunktet, og derfor snart vil punktere. Der er ganske vist mange videnskabelige teorier, der punkteres undervejs i videnskabens udvikling. Men som regel kun for at give plads for mere præcise teorier.

Tag for eksempel den genetiske revolution, der blev påbegyndt med opdagelsen af DNA i 1953. 20 år senere begyndte man at ideologisere DNA: alt er determineret af gener.

Læs også: Hvorfor har vi brug for at tro?

I dag ved biologer, at miljøet som regel er med til at tænde eller slukke for genernes aktivitet. Vi har fået epigenetikken – læren om alt det der sker med generne gennem organismernes historie. Dette vil som bekendt få stor betydning for forebyggelsen af genetisk disponerede sygdomme. I den forstand er vi tilbage ved samspillet mellem teoretisk viden og praktisk visdom, nu blot på et mere informeret niveau. 

Min pointe er derfor, at når ballonens rumfang bliver større, bliver også ballonens radius større – og dermed horisonten for alt det, som vi endnu ikke forstår. Set på denne måde producerer videnskab både viden og en ny forståelse for vores ikke-viden. Frit efter salmedigteren Thomas Kingo: ”Viden og uvidenhed, de vandre til hobe”. 

Ballonbilledet fortæller, at virkeligheden er større, end vi kan indfange og kontrollere gennem naturvidenskaben.

Læs også: "Videnskaben kan hverken bevise eller modbevise Guds eksistens" 

Tor Nørretranders har med rette sagt, at vi i et informationsbåret univers er ”nødt til at tro”. Det kan vi så kalde for tro, religion, religiøsitet, spiritualitet eller visdom. Her begynder diskussionen mellem forskellige religiøse og ikke-religiøse tydninger af tilværelsen – både vedrørende det vi ved, og alt det vi ikke ved. Vi kommer ikke uden om den kendsgerning, at vi som mennesker bliver konfronteret med det, vi godt ved, at vi ikke ved noget om – alt det som er uden for ballonens radius. 

Oven i hatten har vi alt det, som vi ikke engang ved, at vi ikke ved noget om. Men det er en anden historie. For nu begynder det at svimle! 

Niels Henrik Gregersen er professor i teologi og skriver religionsanalysen på religion.dk.