Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Er statens symbolske tilknytning til kirken et problem?

Manu Sareen har efter sin udnævnelse slået fast, at hverken han eller regeringen går ind for en adskillelse af stat og kirke, men for en mere tidssvarende og klar styringsstruktur for den danske folkekirke, skriver Sune Lægaard. Her ses kirkeminister Manu Sareen præsentere oplægget til det udvalg, der skal komme med forslag til nye spilleregler for folkekirken. Formand for udvalget bliver Folketingets tidligere ombudsmand, professor, dr. jur. Hans Gammeltoft-Hansen, Foto: Torkil AdsersenDenmark

Radikale Venstre ønsker at frigøre stat fra kirke. Filosofilektor Sune Lægaard ser nærmere på baggrunden for diskussionen

Til deres landsmøde den 15.-16. september skal De Radikale tage stilling til et resolutionsforslag om, at partiet vil arbejde for en adskillelse af kirke og stat ved en grundlovsændring.

Indtil dette er muligt, ønsker det Radikale Venstre ifølge forslaget, at grundlovens § 66 opfyldes, så kirken får sin egen forfatning, at borgerlige embedshandlinger foretages af borgerlige myndigheder, og at kirken selv aflønner alt kirkeligt personale af egne midler, herunder kirkeskatten. Kirken bør derfor frigøres, og staten skal ikke længere beskæftige sig med kirkelige forhold. Kirken kan og skal styres af dens medlemmer, ikke staten.

Begrundelsen for forslaget er, at Det er uacceptabelt, at ikke-medlemmer af folkekirken skal medvirke til at finansiere præsternes lønninger over deres skattebillet. Det er dog usikkert, om forslaget bliver vedtaget, da partiets hovedbestyrelse indstiller forslaget til afvisning.

Klar styringsstruktur ønskes
Ligeledes har den radikale kirkeminister Manu Sareen efter sin udnævnelse slået fast, at hverken han eller regeringen går ind for en adskillelse af stat og kirke, men for en mere tidssvarende og klar styringsstruktur for den danske folkekirke, der indfrier Grundlovens § 66 om, at Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

LÆS OGSÅ: Sareens udvalg kan nå at skrive kirkehistorie inden næste folketingsvalg

Imens vi afventer ministerens forslag til en styringsstruktur, er det dog værd at overveje, hvad der egentlig er på spil i diskussionerne om forholdet mellem stat og kirke.

Selv om det ikke er politisk realistisk at forvente en adskillelse af stat og kirke, der vil kræve en grundlovsændring, kunne der jo godt være gode grunde til at ønske en sådan adskillelse.

Handler det om præstelønninger?
Er den vigtigste grund til at anse forbindelsen mellem kirke og stat, at ikke-medlemmer skal bidrage til at finansiere præstelønninger? Hvis det var det, er en grundlovsændring formentlig ikke nødvendig, da Grundlovens § 4 kun siger, at Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

LÆS OGSÅ: Radikale: Staten skal ikke støtte kirken økonomisk

Denne bestemmelse kan godt forenes med, at præster kun lønnes via medlemmernes indbetalte kirkeskat. Spørgsmålet om den institutionelle forbindelse mellem stat og kirke er altså principielt et andet end spørgsmålet om økonomisk støtte til præster lønninger.

Så begrundelsen for ønsket om en decideret adskillelse af stat og kirke via en Grundlovsændring må være en anden.

Ikke en statslig opgave at forkynde religion?
Bo Nissen Knudsen fra partiets hovedbestyrelse begrundede over for Berlingske forslaget med, at det ikke er en statslig opgave at forkynde religion.

Dette er principielt et andet spørgsmål end det rent økonomiske, da den institutionelle forbindelse mellem staten og folkekirken, og den særlig status, folkekirken dermed får, i sig selv knytter staten til en bestemt religion, ligegyldigt om der går skattemidler til de religiøse aktiviteter.

Men hvorfor er det et problem? Forbindelsen tager jo ikke en form, hvor staten lovgiver på religiøst grundlag og tvinger ikke-kristne til at efterleve kristne dogmer.

LÆS OGSÅ:
Sognepræst: Tilhører kirken ikke Gud?

Ifølge landsformand Klaus Frandsen er det et spørgsmål om, at folk, der tilhører andre religioner, ikke må føle, at de bliver diskrimineret. Der er altså tale om et spørgsmål om lighed.

Vi har ikke religionslighed

I dansk kirkepolitik er det et dogme, at vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed. Hermed sigtes der normalt netop til § 4 i Grundloven.

LÆS OGSÅ:
Grundloven er en god ramme, men trænger til opdatering

Men som sagt kan denne principielt forenes med lighed i nogle henseender, for eksempel med hensyn til økonomisk støtte til selve de religiøse aktiviteter. Så ville der kun være den mere symbolske ulighed tilbage.

Så det virkelige spørgsmål er, om det er et problem, at staten knytter sig symbolsk til folkekirken og dermed til luthersk kristendom?

Sune Lægaard er lektor i Praktisk filosofi ved Roskilde Universitet og skriver Religionsanalysen for religion.dk.