Prøv avisen

"Sekularisme er ikke ateisme"

Adskillelse af stat og kirke betyder ikke nødvendigvis, at religionen skal ud af det offentlige rum, eller at den helt skal forsvinde, skriver filosofilektor Sune Lægaard. Foto: Poul Erik Frandsen

Sekularisme er netop det synspunkt, at der bør skelnes mellem politik og religion, skriver filosofilektor Sune Lægaard i en respons på et indlæg af Areopagos-direktør Raag Rolfsen

I debatter om religion betragtes sekularisme og ateisme ofte som to sider af samme sag. Militante ateister som for eksempel Richard Dawkins begrunder deres krav om, at religion ikke bør understøttes eller fremmes, ud fra argumenter om, at der simpelthen ikke er gode grunde til at tro på gud-hypotesen, det vil sige forestillingen om, at en transcendent skaber forklarer verden og vores liv heri.

Så fordi vi ikke bør tro på gud, bør religion så vidt muligt begrænses og i hvert fald ikke støttes af stater.

LÆS OGSÅ: Ateistisk frontfigur: Derfor skal vores børn læse i Bibelen

Mange fortalere for, at religion skal have en offentlig rolle, og at staten skal understøtte religion, forkaster omvendt krav om adskillelse af stat og kirke ud fra påstande om, at de jo bare er en trossag. Så hvorfor adskille kirke og stat, hvis staten dermed forkaster kristendommen til fordel for et andet synspunkt, der i lige så høj grad er en trossag, og endda angiveligt har færre tilhængere end kristendommen?

Spørgsmålene blandes for ofte sammen

Men her overses det, at spørgsmål om, hvad vi bør tro, og spørgsmål om, hvordan vi bør indrette os politisk, er to forskellige slags spørgsmål. Både de militante ateister og dem, der afviser adskillelsen af stat og kirke ud fra påstanden om, at det jo bare er et udtryk for ateisme, blander disse to slags spørgsmål sammen.

LÆS OGSÅ:
Tema om Stat og kirke

En sådan sammenblanding findes også hos direktøren for den kirkelige organisation Areopagos, Raag Rolfsen, der i sin nytårshilsen skriver, at:

...sekularismen er på fremmarsj. Ett tegn på dette er, at skillet mellom kirke og stat nå synes å bli en realitet i alle de skandinaviske landene, i alle fall på litt sikt. Et annet er, at mennesker som identifiserer seg som troende ateister og sekularister fremstår med en helt annen grad av selvtillit. Religiøst begrunnede argumenter møtes med hoderysting og religion blir definert som gammel overtro.

Rolfsen sætter lighedstegn mellem ateisme og sekularisme, der begge betegnes som trossager, og knytter politiske spørgsmål om forholdet mellem stat og kirke sammen med spørgsmål om, hvad der er grunde til at tro.

Politik og tro skal holdes adskilt
Men ikke alene er dette to forskellige slags spørgsmål; der er også gode grunde til at holde dem adskilt. For det første handler politik ikke om sandhed på samme måde som spørgsmålet om, hvordan livets opståen kan forklares. Politik handler om, hvordan vi bør indrette samfundet, herunder hvordan vi bør tillade staten at udøve magt over borgerne.

LÆS OGSÅ
: Religion sætter dagsordenen i international politik

Det er ikke klart, at der er et sandt svar på, hvordan dette bør gøres og selv hvis der er, har vi ikke måder at afgøre spørgsmålet på, der er bare tilnærmelsesvist lige så pålidelige og overbevisende som i videnskaben. Derfor må politik tage udgangspunkt i, at trosspørgsmål ikke uden videre kan være en begrundelse for udøvelse af magt over folk, der ikke deler den pågældende tro.

Sekularisme er ikke et ateistisk synspunkt
Ateisme er det synspunkt, at der ikke er grund til at tro på gud. Sekularisme er noget andet; det er det netop skitserede synspunkt, at der bør skelnes mellem politik og religion. Derfor er sekularisme ikke et ateistisk synspunkt, for pointen i sekularisme er netop, at trosspørgsmål ikke skal blandes sammen med politiske spørgsmål. Ateistisk politik er lige så uforenelig med sekularisme som religiøs politik.

Rolfsen identificerer ikke alene sekularisme med ateisme, men skriver også, at sekularisme underkender religionenes rolle og mening i det offentlige rom, og at adskillelse mellem stat og kirke for sekularister er det første skrittet mot å fortrenge religionen til den private sfære, for så å bli kvitt den helt.

Men dette er endnu en sammenblanding, for adskillelse af stat og kirke betyder ikke nødvendigvis, at religionen skal ud af det offentlige rum, eller at den helt skal forsvinde.

Sune Lægaard er lektor i praktisk filosofi og skriver Religionsanalysen ved religion.dk.