Skal man kort definere Sri Lankas kulturelle, religiøse og etniske landskab, så er et dækkende ord diversitet. Det gælder både på et religiøst, kulturelt og et etnisk plan, hvor de godt 21 mio. srilankanere fordeler sig på mindst fire af de store verdensreligioner og på mindst ligeså mange etniske grupper. Samtidig er der mange blandede ægteskaber, ligesom der er flere pilgrimssteder og religionsfestivaller, som dyrkes af alle uafhængigt af religiøs tilknytning.
Religion i Sri Lanka
Hvis man skal se på en nogenlunde procentvis fordeling af indbyggerne på religioner, så opgives godt 70 procent som buddhister, som følger theravada-traditionen, omkring 12 til 13 procent som hinduer, lidt under 10 procent som muslimer, herunder primært sunni-muslimer, men også et anseeligt antal hengiver sig til sufismen, som er en islamisk mystikertradition.
Lidt over syv procent optegnes som kristne, hvoraf ca. fem til seks procent er katolikker og lidt over en procent tilhører andre kristne grupperinger. To af de tre kirker, som blev ramt af terroristernes selvmordsbomber var romersk-katolske kirker, mens den sidste med navnet Zion-kirken var en evangelist-kirke.
I opgørelser over religioner og etniske grupper i Sri Lanka tæller man ikke længere Sri Lankas oprindelige folk, de såkaldte veddaer, med som selvstændig kategori. Det stoppede man med i 1953, da de fleste veddaer på det tidspunkt var assimileret med en af de andre grupper.
I dag møder man dog flere genopblomstrende grupper, der minder om veddaerne, ligesom det er tydeligt, hvordan den oprindelige vedda-religion har påvirket store dele af lægmandsreligiøsiteten i Sri Lanka. For eksempel peger mange forskere på, at den udbredte maskekult og maskedans har sin oprindelse herfra, ligesom at den udbredte dyrkelse af ”slangeguder” menes at have det.
Det religiøse landskab i Sri Lanka er præget af denne mangfoldighed, og buddhistiske templer og stupaer, hindu-templer, moskéer og et væld af forskellige typer af kirker ligger ofte ved siden af hinanden. På samme måde besøger rigtig mange uafhængigt af religiøst tilhørsforhold hinandens helligsteder ved de store religiøse fester. Derudover deler de forskellige religioner også pilgrimssteder på øen.
For eksempel er der en bjergtop med navn Adams Peak, hvor der er noget, som kan ligne et fodaftryk i klippen. Buddhisterne ser det som Buddhas fodspor, muslimer og kristne som enten Adams eller evangelisten Thomas’ fodspor, og hinduerne ser det som guden Murukans fodspor. For mange er det ikke så væsentligt, hvilket fodspor det er, men at det er guddommeligt.
Mest tydeligt for denne enhed i mangfoldigheden er Kataragama; en mindre by i det sydøstlige Sri Lanka, som en gang om året bliver omdannet til fælles pilgrimsmål. Mens festen varer, kommer der pilgrimme vandrene fra alle landets hjørner, som alle repræsenterer hver sin religion. Når man ser på det religiøse merchansdise, som kan købes ved de mange boder, er ingen i tvivl om, at dette er et multireligiøst sted.
Etniske grupper i Sri Lanka
For at gøre billedet endnu mere kompliceret i Sri Lanka, så går de etniske grupperinger på tværs af religionerne. Langt den største etniske gruppe i Sri Lanka er de godt 74 procent singhalesere, som stort set alle er buddhister, men få procent er kristne. De taler primært sinhala.
Derefter kommer de godt 15 procent tamiler, som er fordelt på to etniske grupper: De godt 11 til 12 procent srilankanske tamiler, hvis forfædre kom til øen i de første århundreder af vores tidsregnings begyndelse, samt de ca. tre til fire procent indiske tamiler, som kom til øen i 1800-tallet som teplukkere under det engelske kolonistyre. Langt de fleste tamiler, ca. 12 til 13 procent er hinduer, men der er også et par procent, som er kristne. De taler alle tamilsk.
Andre anseelige etniske grupper er de såkaldte Moors og Malayer, som stort set alle er muslimer, og som er efterkommere af arabiske handelsrejsende. Endelig er der de såkaldte Burgere, som er en særskilt etnisk gruppe, der udgør under en procent af befolkningen. De er primært romersk-katolske og presbyterianere, hvis forfædre lod sig omvende henholdsvis under det portugisiske kolonistyre i 1500-tallet og det hollandske kolonistyre i 1600- til 1700-tallet.
Fra 1983 til 2009 var Sri Lanka præget af borgerkrigen, der endte i landets fulde selvstændighed. Det er vigtigt at slå fast, at borgerkrigen, som ulmede allerede efter 1972, ikke var en religionskamp, men en etnisk kamp mellem det store flertal af singhalesere og tamilerne. Borgerkrigen havde sit udspring i en diskussion om, hvilket sprog der skulle være hovedsprog i landet, og hvem der skulle sidde på de administrative poster efter Sri Lankas selvstændighed.
En anden vigtig diskussion gik på fordelingen af land, hvilket samlet fik tamilerne med de tamilske tigre, også kaldet LTTE, i spidsen til at kræve en selvstændig delstat oppe i det nordøstlige Sri Lanka. Borgerkrigen endte i 2009, og landet er nu ti år efter blevet et fredeligt land, hvor befolkningen har levet l i fredelig sameksistens.
Sri Lanka i dag
Sri Lanka er i dag et land, som stort set er kommet på fode igen efter borgerkrigen og også efter Tsunamien, som ramte øen i 2004. Økonomien er i vækst, hvilket primært skyldes den voksende turisme, som er steget med 300 til 400 procent de seneste år. Dog har der været interne uroligheder blandt ekstremistiske grupper. Den mest larmende af dem har været en buddhistisk nationalist gruppe kaldet Bodu Bala Sena, som har ønsket et mere buddhistisk Sri Lanka, og som har været kritiske overfor især nytilkomne grupper af muslimer og kristne.
At det var kristne kirker, som, udover hoteller, var mål for terrorhandlingerne, kom i første omgang som en stor overraskelse. Det var ikke den gruppe, som var målet for terrorhandlingerne under borgerkrigen. Derfor peger pilen på en ekstern hjerne bag, også selvom det var en udbrydergruppe af den lille jihadistiske gruppe National Thowheeth Jama’ath, som udførte handlingerne. Den næste tid vil vise, om Sri Lanka som folk kan stå sammen om at bekæmpe frygten og bevare freden.