For fem år siden satte Ulrikke, min førstefødte, sig ved middagsbordet og sagde henkastet, at hun nok flyttede hjemmefra om et par uger. Hun var på det tidspunkt 18 år gammel og havde snakket med en veninde, der lige havde fået sin første lejlighed og manglede en roomie.
Det var lige før, jeg fik samsøkartoflen galt i halsen. Jeg kan ikke beskrive den panik, der opstod inde i mig. Hun gik på det tidspunkt i 2. g på Aarhus katedralskole, og jeg havde ikke engang overvejet, at hun ikke skulle blive hjemme, indtil hun var færdig med gymnasiet.
Det kom i sandhed som et chok. Mærkeligt, når jeg tænker på, at jeg selv skred hjemmefra, da jeg var 16, og at jeg ikke i to sekunder havde noget, der minder om empati for min grædende mor. En time efter at have annonceret, at jeg flyttede, smed jeg alt, hvad jeg ejede, i to sorte skraldesække, og sammen med min spritnye hjerteveninde spankulerede vi ned ad Kirkegårdsvej med hver vores sæk over skulderen.
Jeg skænkede ikke min mor en eneste kærlig tanke, da vi holdt indflytterfest, eller da vi sidst på natten fejrede vores nye boligstatus på diskotek Tordenskjold sammen med nogle lækre, unge fyre, der var lige så fulde som os. Nej, hun var ikke med i regnestykket, min mor. Hun var fortiden, jeg var fremtiden, og hendes salte tårer var en fornærmelse. Gråd, som jeg seriøst mente, hun diskede op med for at manipulere med mig, men som hun absolut selv måtte tage sig af. Hun var jo voksen, for fanden.
Min egen datter var noget mere empatisk og diplomatisk. Hun var så sød at lade sig overtale til at vente nogle måneder. Eller rettere. Jeg købte mig tid til at vænne mig til tanken, og til at det kunne foregå i et tempo, der gjorde, at jeg kunne få sjælen med på rejsen. Så vi tog i stedet i Ikea, fyldte kurven med tallerkener og pyntepuder, og da jeg fem måneder senere sagde farvel til hende, var det med en mere afklaret ro i sindet, fordi hun skulle bo 600 meter fra mig i det forældrekøb, jeg erhvervede til formålet. Manipulerende? Det tror jeg nok.
De første dage, efter at hun var væk, gik jeg ind på hendes ”gamle” værelse mindst 10 gange om dagen. Tomheden fyldte alt derinde. Hendes duft hang i tapetet, og mit hjerte sved og vred sig i smerte over, at vores mor-barn-relation var forbi. Det var lige så naturligt som at trække vejret, og alligevel så uendelig smerteligt.
Når jeg åbner mig og fortæller om den sorg, jeg oplever ved at skulle sige farvel til at være en familie med børn, der render ud og ind ad dørene og fylder det hele, sådan som jeg har haft det de seneste 24 år sammen med min mand, kan folk indimellem have en tendens til at slå det hen.
Måske fordi de synes, så voldsomme følelser er overvældende eller væmmelige? Sådan er naturen, siger de! Hvis de blev boende, ville det da være frygteligt, siger de! Bare tag det roligt, de kommer igen, når de selv får børn, siger de! Disse og mange andre fine og omsorgsfulde bemærkninger er ment som en trøst, og folk har fuldstændig ret, det ville være frygteligt, om de aldrig flyttede.
Det er heller ikke, fordi jeg ønsker, de skal blive boende hjemme hele livet. Jeg er såmænd også ved at være klar til den frihed, der ligger og venter forude. Mine børn er ikke inviteret med på den videre rejse på samme fuldfede og integrerede måde, som de var engang.
Men derfor er det smertefuldt alligevel. Det gør ondt at give slip på noget dyrebart, på den særlige tid, de år repræsenterer, hvor du er tæt sammen med dem, du elsker allerhøjest, også selvom det, der venter forude, muligvis bliver lige så smukt og fint.
Alle, der er i gang eller skal i gang med at sige farvel til deres børn, skal vide, at hvad der end fylder, når de står midt i det naturlige og nødvendige brud, så er det fuldstændig, som det skal være. Hvis vi glæder os til at blive alene, er det helt o.k., og hvis vi græder hver eneste dag op til og efter, er det også i orden. Hvis vi ikke har fået børn, for eksempel ikke har ønsket at blive mor, er det også fuldstændig i orden. Så kender vi følelsen af sorg over at sige farvel til en, vi elsker højt, fra andre relationer.
Hver eneste dag i de her år siger jeg til mig selv, at det, som fylder i den her sammenhæng, skal have lov at fylde. Vi skal se på os selv med venlige øjne, vise os selv og hinanden kærlighed og respekt ved at tage følelserne alvorligt og lade dem være til stede inde i os. De er en del af det patchworktæppe, som udgør vores liv.
Og så skal vi huske, det sidste her er virkelig vigtigt, at vi, når ungerne går ud ad døren for sidste gang som hjemmeboende, skal vente med at bryde sammen, til de er helt ude på gaden. De gider ikke se på det, og det skal de heller ikke.
Det er så hjerteskærende, som det kan blive og tilmed ironisk. For her står jeg i mit treoghalvtredsindstyvende år med en oplevelse af endelig at være klar til at blive mor. Der er så meget, jeg ved, så meget jeg har lært, så meget jeg kan give videre til næste generation, og så er de guddødemig på vej væk. Det er ligesom dengang, jeg skrev speciale på psykologi, hvor jeg, da jeg stod med det færdige speciale i hænderne, fik en oplevelse af endelig at være klar til at gå i gang med min undersøgelse af feltet.
Desværre er det vist sådan, livet fungerer på mange områder. Først når vi har lært det, vi skal lære, føler vi os klar til at løse opgaven, men da er øjeblikket passeret. Når vi har lært det, vi skal, er en ny opgave parat til at blive klaret, og således fortsætter læringsprocessen og udviklingen livet igennem.
Dette er endnu en god grund til at blive mere tilgivende over for os selv, for ingen kan undgå at fejle, mens vi lærer, hvordan noget hænger sammen. Og jeg er, uanset om jeg er klar til det eller ej, i gang med at sige farvel til det, jeg betragter som min største og vigtigste opgave, netop som jeg er parat til at løse den på en ordentlig måde.
Til tider bliver det kaotisk inden i mig, og jeg får lyst til at lægge mig ned på gulvet og vræle og råbe til mine børn, at de aldrig må gå fra mig, for jeg kan ikke leve uden dem. Råbe, at jeg ikke aner, hvad der skal blive af mig, når de ikke er her mere, at jeg ingen værdi har uden dem, at mit liv bliver meningsløst, hvis de går.
Det virker skørt, og indimellem tror jeg også, at jeg er ved at blive det. Så jeg arbejder med mig selv, således at jeg kan blive i stand til at give slip med et kærligt hjerte. Både helt konkret i virkeligheden, blandt andet ved at forsøge ikke at blande mig, når de træffer ukloge valg, og også igennem meditation, bevidste visualiseringer og ikke mindst igennem mine drømme, som jeg skriver ned og forholder mig til, når jeg er vågen og klar i hovedet.
Your life as you know it … is gone, never to return. But they learn how to walk, and they learn how to talk and you want to be with them. And they turn out to be the most delightful people that you will ever meet in your life.
-Fra filmen Lost in translation af Sofia Coppola