Det er fint at få indblik i Merete Pryds Helles private livshistorie, men jeg synes, hun kryber uden om det væsentlige i forfatterskolesagen, nemlig om hvorvidt den i bund og grund handler om en kønskamp, og om hvorvidt brevet fra de 55 forfattere egentlig havde til formål at få væltet den siddende rektor.
I sin replik til mig her i avisen i går benægter hun begge dele. Hun siger, at der hverken er tale om konspiration eller kønskamp. Men flere ting tyder på det modsatte, altså at det netop er, hvad der er tale om.
For at tage det sidste først. At der ikke skulle være tale om en kønskamp, modsiges af Merete Pryds Helle selv så sent som i et interview i Berlingske i går. Her hedder det, at hun dels var ”sur” over, at det i sin tid var Jeppe Brixvold og ikke hende selv, der blev ansat som rektor, fordi hun i egne øjne mente, hun var den bedst kvalificerede, dels at hun synes, ”det ville være herligt at se, hvad der kunne ske med en kvindelig rektor.”
Udtalelsen ligger fuldkommen på linje med det en anden feministisk forfatter, Mette Moestrup, som det var offentligt kendt også var i spil til stillingen, udtalte til Politiken umiddelbart efter, at Brixvold var blevet ansat. Her forklarede hun baggrunden for sit manifest ”Patriarkatet i litteraturen” med følgende ord: ”Grunden til, jeg har skrevet det, er, at jeg synes det går alt, alt for langsomt med at få de patriarkalske strukturer væk. Jeg gik på universitetet for 25 år siden og fik et pensum, der næsten kun bestod af mandlige forfattere. Og kanonen er stadig mandsdomineret. Magtpositioner inden for de litterære institutioner er også primært besat af mænd. Forfatterskolen i København har lige ansat sin femte mandlige rektor. Og det værste er næsten, at skævheden omgærdes af stilhed.”
Hvad spørgsmålet om konspiration angår, må det efterhånden være på tide, at offentligheden får indblik i den herostratisk berømte Facebook-tråd, hvor brevskrivergruppen har kommunikeret omkring brevaktionen. Flere har skrevet om denne korrespondance på Facebook og bedt om at få adgang til den. Men det er foreløbig ikke lykkedes. Nogle har dog citeret visse temmelig interessante ting fra den – inden den pludselig blev slettet fra et af gruppens medlemmer, Katrine Marie Guldagers, Facebook-side.
Skulle denne korrespondance vise sig ikke at inkludere et hardcore feministisk navn som Mette Moestrup, og skulle denne korrespondance vise sig ikke at rumme passager, hvor Jeppe Brixvold (og en lærer, som blev ansat i Brixvolds tid som rektor) eksplicit nævnes, så trækker jeg på stedet al min kritik tilbage.
Indtil da venter vi i spænding på at få vendt de sidste sten i denne uhyrlige – men desværre ret tidstypiske – sag. Det vil være sket, når den omtalte Facebook-tråd er blevet offentliggjort. Og uden et forbeholdent ”nok”, håber jeg.
Marianne Stidsen er lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet.