Der gik over 100 år fra rigsretssagen mod Andrew Johnson i 1868, til Kongressen i Washington igen forsøgte at stille en præsident til ansvar for magtmisbrug. Republikaneren Richard Nixon trak sig dog fra embedet i 1974, da han erkendte, at Watergate-skandalen havde fået hans eget parti til at vende ham ryggen, og at han ikke ville komme helskindet igennem en rigsretssag.
Der skulle ikke gå yderligere 100 år, før Kongressen igen tog sit ultimative våben mod en præsident i brug. Allerede i 1998 blev USA’s daværende præsident, demokraten Bill Clinton, stillet for en rigsret i Senatet, som frikendte ham for mened og for at have hindret rettens gang. Og for to uger siden indledte Demokraterne i Repræsentanternes Hus en undersøgelse af den nuværende republikanske præsident, Donald Trump, som med stor sandsynlighed vil munde ud i en rigsretssag enten i eller op til et valgår.
Præsident Trump mistænkes for at have misbrugt sin magt ved at bruge truslen om tilbageholdelse af amerikansk militær bistand til at afpresse en fremmed magt, Ukraine, til at grave snavs op om en politisk modstander, den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden. Seks udvalg i Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne har flertal, undersøger nu, hvorvidt der er grundlag for at stille Trump for en rigsret. Undersøgelsen tager udgangspunkt i en whistleblower-indberetning, der skildrer Trumps forsøg på at få den ukrainske præsident, Volodimir Zelinskij, til at hjælpe sig med at efterforske Biden såvel som Det Hvide Hus’ forsøg på at mørklægge disse bestræbelser. Trump betegner undersøgelsen som en uretfærdig heksejagt, og Det Hvide Hus afviser at samarbejde, fordi efterforskningen mangler ”et legitimt forftatningsmæssigt grundlag”. Republikanerne, der har flertal i Senatet, hvor en rigsret ville skulle finde sted, bakker op om Trump.
Viljen til at stille en præsident for en rigsret er et moderne fænomen, der falder sammen med faldende folkelig tillid til landets øverste embede, siger Kathryn Olmsted, der er professor på University of California i Davis og ekspert i moderne amerikansk politisk historie.
"Den kendsgerning, at vi har haft tre rigsretsundersøgelser på mindre end 50 år, er et symptom på, at vi befinder os i mistillidens tidsalder. USA og amerikansk politik er blevet meget polariseret siden 1970’erne. Watergate-skandalen ødelagde amerikanernes tillid til staten og gjorde det nemmere for dem at forestille sig, at deres præsident kunne forråde embedsløftet og være skyldig i alvorlige forbrydelser,” siger hun.
Mange amerikanske politiske kommentatorer bruger Watergate-skandalen og efterforskningen af Richard Nixon, der blev grebet i at forsøge at dække over sine kampagnemedarbejderes valgsabotage, som en referenceramme for Ukraine-skandalen og den muligvis kommende rigsretssag. Men der er stor forskel på præsident Nixon og præsident Trump, og derfor bliver en rigsretssag mod sidstnævnte et både vanskeligt og uforudsigeligt foretagende, siger Kathryn Olmsted:
”Richard Nixon præsenterede sig udadtil som en statsmand med en stærk moral. Han forsøgte at gøre alt, hvad han kunne, for at undgå, at denne maske skulle falde. Trump har en helt anden tilgang. Han gemmer sig ikke bag en maske. Han praler af at overtræde normer for præsidentiel opførsel. Amerikanerne ved, hvem han er. Det betyder, at Demokraterne ikke alene bliver nødt til at skaffe beviser på hans potentielle misgerninger, men også skal overbevise offentligheden om, at Ukraine-skandalen er andet og mere end bare Trump, der opfører sig som sig selv.”
Donald Trump håndterer også sin rigsretskrise anderledes, end Bill Clinton gjorde, tilføjer hun.
”Præsident Clinton talte meget lidt om rigsretsundersøgelsen. Hans strategi var at vise, at han stadig forvaltede sit embede på trods af al baggrundsstøjen. Præsident Trump synes i modsætning hertil at have konkluderet, at han er bedst tjent med konstant og meget højlydt at gå i offensiven,” siger Kathryn Olmsted.
Tiden i dag er også en anden, end da Richard Nixons og Bill Clintons mulige forseelser blev genstand for efterforskninger, understreger hun.
”Vi har med sociale medier og fremkomsten af ekstremt partipolitiske nyhedsmedier et helt andet mediebillede end i Nixons eller Clintons tid. Med Twitter og tv-kanalen Fox News har præsident Trump i al væsentlighed egne propagandakanaler. Samtidig affejer han historier, der stiller ham i et negativt lys, som ’løgn’. Dette har gødet jorden for en situation, hvor sandheden afhænger af politisk ståsted. Mange republikanske vælgere er villige til at tro på, hvad Donald Trump fortæller dem, og Republikanerne i Kongressen bakker indtil videre også op om præsidentens version af sandheden,” siger Kathryn Olmsted.
Enkelte republikanere, heriblandt senatorerne Mitt Romney og Ben Sasse, har udtrykt bekymring over Donald Trumps anmodning til den ukrainske præsident. Men langt de fleste republikanere forsvarer Trump, og derfor er han næsten garanteret en frikendelse i Senatet, hvor der skal et flertal på to tredjedele til – og altså 20 republikanske senatorer, der skifter side – for at sætte præsidenten fra magten.
"Præsident Nixon gik af, fordi han mistede opbakning i sit eget parti. I Bill Clintons tilfælde var der demokrater i Repræsentanternes Hus, der bakkede op om at stille ham for en rigsret, og republikanske senatorer, der opponerede imod at afsætte ham. I dag er den partipolitiske splid så ekstrem, at en rigsretssag synes at være dømt til at slå fejl, uanset om den måtte være berettiget eller ej,” siger Kathryn Olmsted