Prøv avisen

Enhedslisten: Forbyd slagtning uden bedøvelse

I dag er det muligt at søge om tilladelse til at slagte dyr uden forudgående bedøvelse. I praksis er der dog ingen slagterier, der i øjeblikket har tilladelse til at slagte uden først at bedøve dyret.

Enhedslisten støtter et potentielt forbud mod at slagte dyr uden bedøvelse, siger Per Clausen

Det skal være forbudt at slagte dyr uden bedøvelse, selvom det betyder strammere lovgivning, end EU dikterer.

Det siger Per Clausen, ordfører for fødevarer og dyrevelfærd hos Enhedslisten, i en pressemeddelelse onsdag.

- Enhedslisten er helt enig i, at det skal være forbudt at slagte dyr uden forudgående bedøvelse i Danmark, siger han.

Udmeldingen kommer i kølvandet på historien om, at fødevareminister Karen Hækkerup (S) har bebudet en gennemgang af de danske slagteregler med henblik på et konkret forbud mod slagtning uden bedøvelse.

Det er ifølge lovgivningen som udgangspunkt tilladt, hvis det er anmeldt på forhånd, og der er en embedsdyrlæge til stede under slagtningen, skriver Ekstra Bladet.

- Derfor støtter vi Karen Hækkerups forslag om at indføre et sådant forbud og fjerne den undtagelsesbestemmelse, der er i den eksisterende lovgivning, siger Per Clausen.

- Også selv om dette betyder, at vi går videre end EU-reglerne i beskyttelsen af dyrevelfærden, fortsætter han.

Fødevareministeriet har ifølge Ekstra Bladet modtaget en ansøgning den 1. august fra et slagteri, der ønsker at halalslagte dyr uden forudgående bedøvelse.

Et enkeltstående forbud er dog ikke nok, mener Enhedslistens Per Clausen.

- Eftersom slagtning uden bedøvelse tillades og anvendes i adskillige andre lande, også EU-lande, kan et sådant forbud ikke stå alene, siger han.

Han kalder på, at der skal indføres et krav om mærkning af kød fra dyr, der er slagtet uden bedøvelse, så forbrugerne får en reel mulighed for at fravælge kødet.

- Ellers risikerer vi, at danske producenter udsættes for en unfair konkurrence, og at danske forbrugere uden at vide det køber kød fra dyr, der er blevet slagtet under helt uacceptable vilkår, siger Per Clausen i pressemeddelelsen.

Hos Dansk Folkeparti roser man Enhedslisten for udmeldingen, ligesom man håber, at der med Enhedslistens støtte kan opnås et flertal for forslaget.

Det siger forbrugerordfører hos DF Mette Hjermind Dencker til Ritzau.

- Vi er glade for, at Enhedslisten endelig er enige med os. Både i forhold til mærkning af kødet og i opfattelsen af, at slagtning uden bedøvelse er stik imod den dyrevelfærdspolitik, vi har i Dammark, siger hun.