Halal mig her og der og alle vegne

Den danske trang til underordning er ulidelig, mener sognepræst Jens Kvist

Sognepræst Jens Kvist vil ikke tvinges til at følge islamiske forskrifter på Hvidovre Hospital. Arkivfoto af halal-slagteri.
Sognepræst Jens Kvist vil ikke tvinges til at følge islamiske forskrifter på Hvidovre Hospital. Arkivfoto af halal-slagteri. Foto: KACPER PEMPEL Denmark.

FRA MIN ALLERFØRSTE tid som præst i Nyborg ja, som præst i det hele taget! er der en bestemt episode, der står lysende klart i min erindring: Der skulle være aftenkoncert i kirken med koret fra Nyborgs norske venskabsby, Bø, vistnok arrangeret af Foreningen Norden.

Lidt i syv stod en af arrangørerne ude i våbenhuset, og pludselig gjorde hun tegn til kirketjeneren om at sætte klokkerne i gang. Da en koncertgænger lidt forbavset spurgte: Hvorfor nu det? Vi ringer da aldrig i forbindelse med en koncert, var det korte svar: Norsk skik!.

LÆS OGSÅ: Halalkød og undertvingelse: Debat om spiseregler egner sig ikke som værdikamp

Som sagt var jeg helt ny og sagde derfor ingenting, selvom jeg var noget irriteret. Ikke på nordmændene, naturligvis, men på den danske trang til ideligt at tilpasse sig andres normer og kulturer. Eller underordne sig, om man vil. Og jeg har mange gange siden tænkt på episoden.

Ved læsningen af Peter Grønløkkes kommentar her i avisen den 1. august kom jeg til at tænke på den igen. Kommentaren er en reaktion på to kommentarer fra henholdsvis Kirsten Sarauw og Rachel Adelberg Johansen, der den 26. juli kritiserede Hvidovre Hospital for udelukkende at servere halalslagtet kød.

Det er lige før, man bliver imponeret over Grønløkkes mangel på evne (eller vilje?) til at forstå, hvad de to siger. Der er ingen af dem, der kritiserer muslimer for noget som helst. Det er Hvidovre Hospital, der må lægge øre til kritikken. Så at kalde dem islamofober i den forbindelse er det rene vrøvl.

Grønløkke siger det faktisk selv: Det er for det første ikke dem (muslimerne, red.), der bestemmer, hvad der serveres, men den danske hospitalsledelse. Ja, netop! Det er jo også det, der er de to skribenters pointe. For det andet, siger Grønløkke, er der ingen muslimer, der vil have noget imod, at vi spiser ikke-halalslagtet kød eller svinekød. Nej, men hvad har det med sagen at gøre?

Som patient på Hvidovre Hospital vil jeg jo slet ikke have den mulighed. Der skal jeg tvinges til at følge de islamiske forskrifter. Og det er det, det drejer sig om. Ikke om modvilje mod islam eller muslimer.

Jens Kvist, sognepræst, Kirkebakken 1, Aabenraa.