Seneste indhold

Medie: Ellemann talte usandt i sag om våbenleverancer

Jeppe Schropp — 2023-06-01T08:00:00+0200

Emnet har fyldt en del de seneste uger, og rygterne svirrer. Er Mette Frederiksen (S) mon et bud på en ny Nato-generalsekretær? I går blev spørgsmålet da også vendt under Folketingets åbningsdebat, som vores politiske redaktør dækkede.

Dagens Morgensamling begynder også på Christiansborg med en sag, som har fået flere politikere til at kræve svar.

Medie: Ellemann vildledte Folketinget

Først meddelte den sygemeldte forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) Finansudvalget i januar, at det blot havde to timer til at behandle tilbud på nye kanoner fra en israelsk våbenproducent. Men det var forkert, har Altinget kunnet fortælle.

Og nu viser det sig, at Ellemann-Jensen har endnu et forklaringsproblem. Han oplyste, at Danmark dengang havde indhentet tilbud fra tre våbenproducenter. Men en af dem, franske Nexter, fortæller nu Altinget, at producenten aldrig modtog en henvendelse fra Danmark om at få et tilbud.

Nyt i sagen om domprovst Gerda Jessen

På en bustur til Holland skulle en række præster have overhørt en samtale, hvor daværende domprovst Gerda Jessen omtalte en navngiven præst som besværlig. Sådan lød det i hvert fald i en henvendelse fra tillidsmanden for præsterne i Aarhus Domprovsti til Præsteforeningen.

Det førte til en formel klage adresseret til Aarhus’ biskop, Henrik Wigh-Poulsen. En klage, som nu spiller en central rolle i det forløb, som ledte til, at hun i april opsagde sin stilling. Men der sås nu tvivl om ægtheden af samtalen i bussen. Læs hele historien i dagens avis.

Små børn får hjælp til at tackle forældres misbrug

Vi skal videre til en positiv nyhed. For en ny undersøgelse viser, at især to faktorer kan løfte trivslen blandt de børn, som vokser op med en eller to forældre, som har et alkoholproblem.

Børn af misbrugere har et frirum i Barnets Hus, Slagelse, hvor fagfolk hjælper barn og familie. Foto: Leif Tuxen.

Det er velkendt, at børn af forældre med alkoholproblemer har en sværere opvækst end andre, og at risikoen for, at de selv udvikler et misbrug, er større. I dagens avis kan du læse om, hvordan børn lykkes med at blive hjulpet, på trods af at de vokser op under belastede vilkår. Kristeligt Dagblad har også talt med forældre til børn, som er blevet hjulpet.

Tre nyheder fra udlandet

Tre personer meldes døde i Ukraines hovedstad, Kyiv, efter et angreb i nat. Ifølge myndigheder er to af de døde børn, skriver Reuters, som også oplyser, at Rusland har skruet op for angrebene på ukrainsk infrastruktur.
Udenfor et børnehjem i Sudans hovedstad, Khartoum, fortsætter konflikten og ildkampene. Mindst 60 børn er døde i løbet af de seneste seks uger på børnehjemmet, blandt andet på grund af sult, skriver nyhedsbureauet AP.
I Californien i USA har mindst to bispedømmer erklæret sig konkurs som følge af de mange sager om misbrug af børn. Ifølge The Washington Post er der tale om flere end 3000 sager om misbrug i den katolske kirke i Californien.

Udenlandske kvinder vil have danske børn

Tillykke, det er en viking. Sådan har lykønskningen lydt, når udenlandske kvinder er blevet gravide af donorsæd fra den danske sædbank Cryos International. Og der er tilsyneladende en stor efterspørgsel på lige netop dansk donorsæd. Det skriver Berlingske.

En tredjedel af al den sæd, som eksporteres til Storbritannien, stammer fra Danmark, og i Belgien har seks ud af ti donorbørn danske biologiske forældre. Om det er, fordi kvinderne ønsker “vikingesæd”, som mediet Marie Claire omtaler det, er nok en overdrivelse. Flere peger på Danmarks mangeårige erfaring med fertilitetsbehandling.

Folkekirkens Nødhjælps nye forperson: Når man er privilegeret, er man forpligtet til at gøre noget for andre

Malene Fenger-Grøndahl — 2023-05-31T20:00:00+0200

Da Marianne Hoff Andersen voksede op, blev hun af sin farmor introduceret til Folkekirkens Nødhjælp, der forklarede hende, at når man var privilegeret, var man forpligtet til at gøre noget for mennesker, der havde brug for hjælp. Så Marianne Hoff Andersen fik sin egen indsamlingsbøsse ved den årlige indsamling til den folkekirkelige nødhjælps- og udviklingsorganisation.

Hendes forældre bakkede også op om indsamlingerne, og i det hele taget er hun vokset op i en familie, der havde sin naturlige gang i folkekirken og i folkekirkelige foreninger.
Siden har hun introduceret sine egne børn for Folkekirkens Nødhjælp, og for knap to år siden trådte hun ind i Folkekirkens Nødhjælps bestyrelse. Nu er hun blevet bestyrelsens forperson.

”Det giver virkelig mening for mig at være med til at sikre, at Folkekirkens Nødhjælp kan udføre sit vigtige arbejde til fordel for nogle af verdens fattigste og mest udsatte. Jeg er imponeret over, hvor højt fagligt niveau, organisationens arbejde har. Det er tydeligt at mærke på samarbejdspartnere rundt om i verden, at organisationen er kendt for stærke værdier og professionalisme,” siger hun.

Netop den kombination har hun altid selv bestræbt sig på at styre efter i sit arbejde som leder inden for det offentlige og i sit civilsamfundsarbejde. ”Hjertelighed og professionalisme” er hendes motto, og det forsøger hun at agere efter med en bankuddannelse, en kandidatgrad i statskundskab og en række lederkurser og -uddannelser i bagagen.

Selvom hun som teenager satte spørgsmålstegn ved værdierne fra barndomshjemmet og skulle finde sin egen vej i det teologiske og kirkelige landskab, så er hun, som hun selv siger ”endt nogenlunde samme sted”. Hun har i sit arbejdsliv været medforstander på den daværende Haslev Udvidede Højskole, der blev grundlagt af Indre Mission i 1916.

Hun har haft ledelsesstillinger i flere kommuner, og siden 2018 har hun været direktør i Faxe Kommune, hvor hun blandt andet har gjort sig bemærket ved at tænke civilsamfundet ind i kommunale opgaver på en ny måde.

I december 2021 foreslog hun for eksempel det lokale gymnasium, at eleverne kunne yde en frivillig indsats i ældreplejen mellem jul og nytår, hvor der var mangel på personale. 14 gymnasieelever indgik en aftale med kommunen om at hjælpe med at servere mad, rydde op, gøre rent og skabe livsglæde omkring de ældre i juleferien.

Ifølge Marianne Hoff Andersen var det ikke et forsøg på at skaffe billig arbejdskraft, men en kreativ løsning på en udfordring, som ikke kunne løses ved at rekruttere uddannet personale.

”Jeg har i alle mine jobs i den offentlige sektor gjort klart, at med mig fik de et højskole- og civilsamfundsmenneske, der tager værdierne derfra med ind i opgaven med at forvalte skatteborgernes penge bedst muligt og stå i det yderste led og møde borgerne,” siger hun.

Hun beskriver sine værdier som fast forankrede i det kristne menneskesyn.

”For mig er det helt centralt, at det enkelte menneske har unik værdi, og at vi som forvaltere skal passe på verden og dens ressourcer, og det stemmer fuldstændig overens med Folkekirkens Nødhjælps værdier og arbejdsmåde,” siger hun.

Udover sit hverv som forperson i Folkekirkens Nødhjælp er hun medlem af en række bestyrelser, og hun går gerne til gudstjenester og andre arrangementer i de forskellige kirker, der hører under Vesterbro Sogn i København. Hun og hendes mand, generalsekretær i KFUM og KFUK Jørgen Kvist Jensen, flyttede til bydelen for halvandet år siden, og Marianne Hoff Andersen havde på forhånd forestillet sig, at kirken ville være en lidt trængt aktør i storbymiljøet.

”Men kirken fylder utrolig meget i hverdagslivet på Vesterbro, og der er et væld af fantastiske tilbud i de forskellige kirker. Så det benytter vi os i høj grad af,” siger hun.

Desuden bruger parret gerne tid med deres to voksne børn, på hvem turene med indsamlingsbøsserne heller ikke er prellet helt af. Datteren er lærer på den kristne Midtsjællands Efterskole, mens sønnen studerer teologi i Aarhus.

Med ny hav-vindmøllepark risikerer vi at oversvømme markedet med el

Svend Andreas Worre Sørensen — 2023-05-31T20:00:00+0200

Et bredt flertal i Folketinget aftalte tirsdag rammerne for udbud af seks nye havvindmølleparker, der frem mod 2030 skal øge mængden af strøm fra havvindmøller fra 2,3 til op mod 14 gigawatt. Det svarer til omkring 14 millioner husstandes strømforbrug. Parkerne skal ligge i områderne Hesselø, Nordsøen, Kattegat og Kriegers Flak, vil koste over 100 milliarder kroner at opføre, og så har den danske stat sikret sig en ejerandel på 20 procent af de kommende parker.

Frede Hvelplund, du er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet. Hvor meget strøm får Danmark fra havvindmøller i dag og, med de nye aftaler, fremover?

Det er lidt teknisk, men groft sagt dækker havvindmøllerne i dag knap en tredjedel af det årlige danske elforbrug, hvilket i perioder naturligvis svinger med vejret. Bliver den kapacitet femdoblet, så kan man regne ud, at vi vil producere meget mere strøm fra havvindmøller end det samlede danske elforbrug. Og det er jo endda før, vi tæller møllerne på land med.

Når der produceres mere strøm, end vi kan bruge i Danmark, hvad gør vi så med overskydende vindenergi?

Det sender vi ud af landet, så der skal forhandles politiske aftaler med lande syd for grænsen om at få det afsat i fremtiden. Den del er ganske afgørende, for man skal gå på to ben her: Udvikling af elproduktionen og sikring af, at forbruget kan aftage den producerede strøm.

Jeg er bestemt positivt indstillet over for projektet, men vi risikerer at oversvømme markedet med el, hvis vi ikke får styr på, hvordan vi skal forbruge en øget mængde strøm. Når der er overkapacitet, så daler prisen på vindenergi drastisk, og hvem vil investere i en energiform, som man ikke tjener på? I denne uge var prisen faktisk negativ, så det kostede penge at afsætte el.

Hvordan kan vi øge forbruget af vedvarende energi?

Som sagt skal vi eksportere en del, og så skal samfundet elektrificeres så meget som muligt. Især en opskalering af varmepumper på el vil kunne gøre noget. Så snakker man om at bruge overskydende vindenergi til brintproduktion, men det er et område og en infrastruktur, der halter bagefter.

Der bliver også oprettet en ny fond på 500 millioner kroner, som skal hjælpe havmiljøet i de nye områder for havvindmølleparker. Hvor vigtigt er det, at man tænker dyre- og naturhensyn ind i det her projekt?

Havmiljøet er ekstremt truet i både det indre og ydre farvand, men man kan i vindmølleparker lave nogle gode miljøer for dyreliv. Jeg finder det dog mærkeligt, at man i udbudsbetingelserne ikke har skrevet ind, at de bedste løsninger omkring biodiversitet og havmiljø får fortrin i udbudsprocessen, så parkerne bygges efter de hensyn, i stedet for at man bagefter skal lappe på miljømæssigt fejldesignede parker for 500 millioner kroner.

Den danske stat skal eje 20 procent af de kommende havvindmølleparker. Er det en god idé?

Umiddelbart ja. Det er en sikkerhedsinfrastruktur mod, at vi pludselig har nogle utroværdige ejere, der bare vil trække penge ud af projekterne. På den måde har staten mere indsigt i, hvad der sker, og vi får del i et eventuelt overskud.

Personligt vil jeg også foreslå, at man udbød en del af ejerskabet til almindelige borgere. Det betyder noget, at borgere, særligt lokale, føler et medejerskab over projekter af denne her karakter. Nogle bor tæt på de her parker og vil kunne se dem, og dem mener jeg bør få forkøbsret for en vis ejerandel.

Hvordan har du det som privatperson med vindmøller?

Jeg vil ikke have en vindmølle lige uden for mit vindue. De skal ligge med god afstand, men at kunne se spidsen af en havvindmølle i horisonten, gør mig ikke noget. Jeg kan til gengæld ikke lide dem, der lyser og blinker, da jeg sætter pris på en stjerneklar nat uden lysforurening.

Vi nærmer os årets længste dag, som er omgærdet af mystik og magi

2023-05-31T20:00:00+0200

Kan du mærke dagene bliver længere og længere for tiden? Jeg er netop vendt hjem fra en rejse i Norge, hvor dagslyset først forsvandt en time før midnat. Her på Jordens nordlige halvkugle er vi i sommermånederne heldige med, at vores halvdel af Jorden hælder over mod Solen. Det får både Solen til at stå højt på himlen og Solen til at være på himlen meget længere end om vinteren.

Du kender nok Ingemanns og Weyses salme "I østen stiger Solen op", men her i juni skal vi kigge helt mod nordøst for at se en solopgang. Efter den er stået op, tager Solen så turen hen over den sydlige himmel og ender om sommeren helt i nordvest ved solnedgang.

Årets længste dag er den 21. juni, som vi kalder sommersolhverv. Dagen markerer tidspunktet, hvor Solen når sit nordligste punkt 23,5 grad nord for ækvator, og ved den breddegrad vil man da midt på dagen have Solen præcis over hovedet, eller som vi astronomer kalder det, i zenith. Det gælder for eksempel i Sahara-ørkenen eller lige syd for Florida. På vores breddegrader når Solen ikke højere end cirka 60 grader over horisonten på dagen.

Her i Danmark har vi ikke tradition for at fejre sommersolhverv, men sankthans, som i den danske kristne tradition lægges aftenen før Johannes Døberens fødselsdag. Ifølge Lukas Evangeliet er det omkring seks måneder før Jesu fødselsdag. Men kigger vi tilbage til nogle tusinde år før vores tidsregning, var sommersolhverv en af årets vigtigste dage – det er det engelske sten-monument Stonehenge sydvest for London et vidnesbyrd om.

Magisk syn i stencirkel

Tidligt om morgenen ved sommersolhverv kan man ved Stonehenge opleve et magisk syn, når Solen i år klokken 4.49 står op over og sender sit lys ind i stencirklen. Stonehenge blev bygget af flere omgange for omkring 5000 år siden af enorme sten, hvor de største er over syv meter høje og vejer på den gode side af 40 tons.

I dag skaber Stonehenge meget begejstring - særligt ved sommersolhverv. Nutidsdruider, amatørarkæologer og astronomiinteresserede og andre flokkes for at se solopgangen den 21. juni. Foto: Geoff Caddick/AFP/Ritzau Scanpix

Stenene er nøje rejst, sådan at Solen præcis på denne dag står op bagved den såkaldte slagter-sten uden for stencirklen og lyser direkte på den største sten i midten af stencirklen. Slagterstenen har sit navn efter sin rødlige farve, som man tidligere antog kom fra hedenske ofringer foretaget af druider i gammel tid.

Hele Stonehenge må være konstrueret til ære for Solen for at indfange det historiske folks viden om Solen direkte i sten. I litteraturen er den første sandsynlige kilde til viden om Stonehenge græske Diodorus Siculus, som et år før vores tidsregning nævner et bemærkelsesværdigt tempel på en ø mod nord prydet med offergaver og sfærisk i formen, hvor størstedelen af beboerne spiller lyre – hele tiden. Hvis kilden refererer til Stonehenge, er det tydeligt et sted af stor åndelig betydning.

I dag skaber Stonehenge også meget begejstring – særligt ved sommersolhverv, hvor der er gratis adgang, man må røre ved stenene, og en flok af nutidsdruider, amatørarkæologer, astronomiinteresserede og en masse andre flokkes for at se solopgangen – jeg bliver selv en af dem.

Ole Eggers Bjælde er museumsinspektør og astrofysiker ved Science Museerne på Aarhus Universitet. Foto: Privatfoto

Åbenbaring af det hellige

Men selvom Stonehenge er imponerende ved sommersolhverv findes der et måske endnu mere imponerende syn, man kan få om aftenen den 21. juni. Ved solnedgang i Giza sydvest for Cairo, set fra sletten hvor Sfinxen sidder, kan man se Solen gå ned direkte mellem de to største pyramider rejst for faraoerne Khufu (Kheops) og Kheffren.

Synet kan bedst beskrives som en hierofani, en åbenbaring af det hellige. Det skyldes, at der blandt de egyptiske hieroglyffer fandtes en, som var sammensat af en sol og det hellige to-takkede bjerg, som ifølge de gamle egyptere holder himlen oppe. Tilsammen danner de hieroglyffen med navnet Akhet. Kombinationen af det hellige himmelbjerg og Solens nedgang blev derfor i høj grad associeret med livet efter døden. Det peger på, at hele pyramide-komplekset kan have været en bestillingsopgave fra en af faraoerne til ære for Solen og til at hjælpe faraoen godt på vej til himmels.

Så ja tak til klart vejr den 21. juni i både Danmark, England og andre steder. Og er du tilfældigvis udendørs klokken 13.13 i København, 13.21 i Aarhus eller 13.29 ved Blåvand den dag, så kig op og bliv imponeret over, at se Solen så højt på himlen, som den overhovedet kan komme i Danmark. Det plejer jeg selv at gøre med en solbrille på og måske en sodavandsis eller noget andet kølende i hånden.

Forælder til børnepsykolog: Det er kun ansvarligt, når forældre tager deres barns symptomer alvorligt

2023-05-31T20:00:00+0200

I en kronik skriver børnepsykolog Lars Rasborg, at vi forældre på linje med samfundet ikke tager vores børn som følende væsener seriøst, hvorved mistrivslen skabes.

Det, han beskriver som værende neurodiversitet, er rent faktisk en anderledeshed i hjernens funktion, som for autister bevirker, at man sanser, tænker og oplever verden markant anderledes, end andre gør. At autister ikke kan undgå at bemærke og dvæle ved detaljen, betone samtlige ord i en sætning som de vigtigste, men typisk oplever ophold i solens stråler og vindens uforudsigelige leg med håret som energifortærende aktiviteter – mens andre mennesker måske blot misser lidt med øjnene og upåvirket skynder sig videre i en travl hverdag.

Desuden må jeg understrege, at Lars Rasborg tager fejl, når han skriver, at autister dæmper deres autisme med medicin. Den findes nemlig ikke – heldigvis!

Lars Rasborg skriver, at "vi opsøger psykiatriske diagnoser, som navngiver de symptomer eller den neurodiversitet, der forstyrrer en velsmurt funktion". Men den neurodiversitet, som diagnosesystemet kategoriserer som autisme, forstyrrer ikke den “velsmurte funktion”. Autister er den diversitet og lever livet som den mangfoldige del af menneskeheden, der stikker ureglementeret ud fra den samfundsramme, flertallet har bestemt. De symptomer, Lars Rasborg i sin kronik omtaler som værende tegn på en negligeret psyke, er i virkeligheden tegn på de følgelidelser, autister har pådraget sig i forsøget på at klare sig i en verden tilpasset en anden slags funktion. En verden, der stiller krav tilpasset neurotypiske hjerner – de hjerner, der er flest af.

Autister springer fra isflage til isflage i forsøget på at undgå at glide ned i det mørke, kolde vand, hvor man går under for evigt og bliver usynlig for alle dem, der formår at hænge i – omend nogle kun med det yderste af neglene.

Som neurodivergent menneske sætter man af med lukkede øjne og spænder alle kroppens muskler i forsøget på at klare springet til den næste arena, hvor man endnu en gang falder igennem – hvorfor man alt for ofte fravælges til fordel for en af de mere typiske og derfor mere genkendelige udgaver af et menneske. Symptomer på angst hos mennesker med autisme skyldes typisk stress og overbelastning. Symptomer på depression skyldes håbløshed, som kan lede til selvmordstanker.

Vi lytter ikke til vores autistiske børn for at give dem "medløb", som Lars Rasborg beskriver som et træk ved moderne børneopdragelse. Vi lytter til vores børn, fordi vi tager dem alvorligt. Vi lytter, fordi vi ved, at ondt i maven helt klassisk er synonym med alle de symptomer, kroppen oplever ved mistrivsel, men som er så svære at sætte ord på, når hjernen er autistisk. Vi lytter, fordi vi ved, at regningen for at overhøre symptomerne er højere, end vi kan betale. Vi lytter, fordi selvskade, spiseforstyrrelser og selvmord er for dyrt for vores børn – og for dyrt for samfundet.

Når samfundet svigter et barn, er vi forældre nødt til at reagere ansvarligt. Hvem skulle ellers? Vi gør det af respekt for, at barnet gerne vil, men ikke kan honorere de krav, der stilles – fordi kravene er stillet på baggrund af en forståelse af flertallets hjerner.

Når børn oplever sig mødt og forstået som de mennesker, de er, vokser de og bliver i stand til at møde verden. Uden håndholdte psykologforløb eller medicin, men derimod stærke i overbevisningen om, at deres liv er noget værd. At de som et autistisk menneske har noget værdifuldt at byde på og dele ud af.

Det er psyken, der vokser sig stærk, når vi giver de rette betingelser. De betingelser der passer til det menneske, vi står overfor, vel at mærke.

Psyken er mangfoldig og kræver en mangfoldighed af input for at kunne præstere effektivt – og være fundamentet for gode liv fyldt med tanker og uplanlagte idéer, som skal bringe os videre som menneskehed.

Karina Bundgaard er næstformand for Autismeforeningen og formand for Foreningen Stop Skolemistrivsel.

Sverige: Kvinder og højreorienterede tror mest på overnaturlige evner

Johan Varning Bendtsen — 2023-05-31T20:00:00+0200

Flere end hver femte svensker tror på, at der findes personer, som kan samtale med døde.

Næsten lige så mange mener, at nogle mennesker ved, hvad der er sket i tidligere liv. Og samtidig er næsten halvdelen af de svenske kvinder af den overbevisning, at nogle personer har en sjette sans.

Det viser en ny undersøgelse foretaget blandt 26.000 voksne svenskere af Gøteborgs Universitet. Det er første gang, at svenskernes syn på paranormale evner kortlægges i en stor, landsdækkende undersøgelse.

Respondenterne er blandt andet blevet spurgt ind til, hvorvidt de tror på, at man kan spå om fremtiden. Det mener 18 procent er muligt, for eksempel gennem brug af tarotkort. 15 procent tror på horoskoper og healing, mens lidt færre tror på helbredelse gennem håndspålæggelse.

Alt i alt er det dog 40 procent, som tror på, at der findes personer, som har mindst én af de oplistede, paranormale evner.

“Andelen, som svarer, at der findes personer med sådanne evner, er nok overraskende høj i manges øjne,” siger Sebastian Lundmark, ledende forsker på projektet, i en pressemeddelelse.

“Selvom majoriteten af svenskerne er skeptiske, er det tydeligt, at det alligevel er relativt store grupper, vi taler om, der skiller sig ud fra majoriteten i synet på, hvor grænsen for menneskets formåen går,” fortsætter Lundmark.

Generelt er kvinder mere end dobbelt så åbne for eksistensen af overnaturlige evner end mænd. For eksempel mener 30 procent af de adspurgte kvinder, at der findes personer, som kan tale med de døde, mens det er 11 procent af mændene.

Ud over køn er personer født i 1996 eller senere langt mere tilbøjelige til at tro på menneskers overnaturlige evner. Og det kan have at gøre med Sveriges lange historie med sekularisering, fortæller Sebastian Lundmark til Kristeligt Dagblad.

“Man kan i hvert fald overveje, om sekulariseringen, over tid, måske har skabt et tomrum eller en slags åbenhed, som fyldes med tro på eksempelvis overnaturlige fænomener. Desuden har vi en arbejdstese om, at paranormale fænomener har fået større medieinteresse gennem sociale medier. Men det er ikke noget, vores studie kan konkludere.”

Også personer, som bor på landet, er mere åbne over for det paranormale. Det samme gælder dem, der angiver, at de tror på Gud.

Derimod var der ifølge Gøteborgs Universitet ingen sammenhæng mellem uddannelsesniveau eller indkomst og troen på det paranormale.

Til gengæld er svenskere, som sympatiserer med højrefløjspartierne Liberalerne og Sverigedemokraterne mere tilbøjelige til at tro på overnaturlige evner end personer, der stemmer på andre partier.

Men det er faktisk knap så overraskende, fortæller Sebastian Lundmark.

“International forskning har antydet, at der kan findes en sammenhæng mellem oplevelsen af politisk fremmedgjorthed og tilbøjelighed til at tro på det paranormale evner. At især personer, som sympatiserer med Sverigedemokraterne kan ligge i forlængelse af denne tese, da Sverigedemokraterne længe har været betragtet som et pariaparti i Sverige,” siger han.

Hårdheden har været et værn for Charlotte Bøving. Nu tør hun at være sårbar

Signe Wulf Tulinius — 2023-05-31T20:00:00+0200

Hvad er du rundet af?

Jeg er vokset op i et lægemiljø med to forældre, der begge var læger. Min mor bakkede mig op i at gå “læsevejen” og lærte mig at læse lidt mere end alle de andre.

Men jeg er også vokset op med en far, som måske ikke var den bedste udgave – snarere måske temmelig psykopatisk – og hvor hor, druk og vold fyldte rigtig meget. Så det gav jo en usikkerhed, i form af at man aldrig vidste, hvad der ventede om hjørnet. Man vidste aldrig, om der var ballade, tæv eller skældud fra hans side. Men min far stod ikke kun for det negative, for han introducerede mig også for sportens verden. Og den interesse har gjort, at jeg både har vundet danske og nordiske mesterskaber i triatlon. At jeg har spillet håndbold på liganiveau i 17 sæsoner. At jeg har spillet golf og tennis på topplan. Det har betydet vildt meget for mig og har også givet mig en masse fantastiske relationer.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

Den tog jeg den 7. august 2021. Der sagde jeg ja til min kone. Jeg får tårer i øjnene bare ved at tænke på det. Det er hende, der forstår mig og mit hjerte. Hun forstår simpelthen hele mig, og hun er der gennem ups and downs. Og der ér downs, for jeg er jo kronisk kræftpatient. Jeg skal kæmpe hårdt for at have en krop, der fysisk fungerer hver dag. Men hun er ved min side, når jeg får scanninger, og det er hende, der giver mig min månedlige indsprøjtning med væksthormonhæmmer. Hun er der, når jeg ikke er mit bedste jeg, og hun er der, når jeg stråler. Og jeg håber godt nok, at jeg kommer først herfra, for jeg har ikke lyst til at være her uden hende.

Charlotte Bøving er diagnosticeret med uhelbredelig kræft. Hun er i gang med en turné rundt i landet, hvor hun sammen med sin kone, Christina Bøving, fortæller om deres bog “Til døden os skiller”. Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix.

Hvad sætter du mest pris på i dit liv lige nu?

Det er mit familieliv og min fritid – og det hænger sammen med et velfungerende arbejdsliv.

Et velfungerende arbejdsliv består i, at man har tid til at dyrke det, man gerne vil. Når man er yngre, går man nok mere på kompromis med, hvilke arbejdsopgaver man tager på sig. Og jeg har i dag designet det perfekte arbejdsliv, hvor jeg føler mig beriget og værdsat på alle fronter. Det består af mit lægeliv i klinikken, som jeg har drevet gennem 25 år, men det består også i at kunne skrive bøger, holde foredrag og lave tv.

Min seneste bog, “Til døden os skiller”, skrev jeg med min hustru, Christina. Den har et stort fokus på kunsten at leve – og ikke kun overleve.

Hun er altid ved min side, for hun er både i klinikken og samtidig med mig på bogturné. Det er så dejligt ikke at være alene i sit arbejdsliv, for det kan være hårdt at skulle ud at holde foredrag efter en otte timer lang arbejdsdag. Med hende er livet blevet en større leg. Og så har hun også beriget mig med tre unger, jeg ikke selv har lavet. Ja, nu er der sågar et barnebarn, der kalder mig “Farfi”. Christina er jo farmor, jeg er en “Farfi”, for jeg bliver jo aldrig farfar.

Hvad bekymrer du dig for?

Tidsmangel til at dyrke det, der også er blevet vigtigt for mig – nemlig nærværet. At jeg ikke altid skal præstere og være effektiv. For mig handler det mere og mere om at være der, hvor jeg er – lige nu. Det er det, jeg har den største bekymring om. For nogle gange ærgrer jeg mig over at skulle slippe nærværet og nuets kraft, fordi der er rigtig mange pligter omkring mig.

Hvad får dig til at falde til ro?

At være sammen med min familie og mine dyr. Døren bliver åbnet om morgenen, og så bliver min hustru og jeg invaderet af kærlighed fra de her hunde og katte, mens vi ligger og holder hinandens hænder. Det er en meget rar måde at starte dagen på. Efter denne opvågning skal vi ud på en svømmetur i vores dejlige pool. Og sådan gør vi hele året rundt. Det er en tid, som ingen kan tage fra os. Så det at komme i seng i ordentlig tid for at have denne morgenstund er blevet en stor prioritet.

Hvad vil du gerne blive bedre til at sige nej til?

Tilgængelighed uden for arbejdstid. Jeg trænger virkelig til at få ro, når jeg har fri. Og det er klart, når man er vokset op med to lægeforældre, der altid gav deres tid væk gavmildt – og jeg selv har gjort det – så kræver det noget afvænning.

Hvad vil du gerne blive bedre til at sige ja til?

Endnu mere tid til familien. At man ikke bare lige går forbi ungerne i en snæver vending og får spurgt: Har du haft en god skoledag? Har du klaret dine lektier? Det handler også om at få tid til bare at lave ingenting og hygge sig med hinanden.

Hvad tror du på?

Jeg tror allermest på mig selv. Og så har jeg meget stor tillid til, at min kone er mit anker, som jeg altid kan læne mig ind i og støtte mig til. Jeg tror på videnskab. Jeg tror på, at der er noget guddommeligt ved, at vi som mennesker deler ud. Og når vi gør det, breder det sig som ringe i vandet. På den måde bygger den næste generation altid videre på noget.

Hvem vil du gerne rette en tak til?

Min kone. Tak for altid at være der og for at give mig en større bevidsthed. En bevidsthed om mine egne virkemidler og min kraftfuldhed, når jeg taler eller udtrykker mig. Jeg er jo vestjyde, så mange ting lyder hårdere, end jeg har lyst til, at de skal. Hvis jeg hørte mig selv tale, ville jeg nok også tænke: Er det virkelig sådan, jeg taler? Men det er jo ikke det, jeg tænker, og derfor overvejer jeg ikke, hvordan det kan ramme andre. Så Christina har i den grad været med til at give mig en større bevidsthed om, hvordan ord kan slå, uden det overhovedet var intentionen. Andre har også forsøgt at gøre mig opmærksom på det, men jeg har nok ikke været klar til at se min egen sårbarhed i øjnene. Det har også været mit værn, eller min overlevelsesstrategi, fordi jeg har mødt virkelig meget modstand i mit liv.

Med tiden har jeg turdet at give slip og vise meget mere sårbarhed. Blandt andet fordi jeg er blevet patient og ikke længere bare er den her stærke læge, der kan det hele på den halve tid. Man har da ikke lyst til at brøle ud, at man er blevet mere skrøbelig. Jeg er jo vokset op med sætninger som: Hvad hyler du for? Så der var ikke stor opbakning til at vise følelser. Jeg kunne ikke fortælle dem i skolen, hvad der foregik derhjemme, og da jeg kom hjem, kunne jeg ikke fortælle mine forældre, at jeg i skolen blev mobbet, slået, sparket, spyttet på og vendt i hundelort. For så vidste jeg godt, at min far ville gå op og banke nogle af de her unger. Det havde jeg heller ikke lyst til. Min kone plejer at sige det meget sødt: Det kan godt være, at jeg har en hård skal, men jeg er blød som skumfiduser indeni.

Ny forestilling udspiller sig i partybus fuld af vanvittig fest og melankolsk stilhed

Lene Grønborg Poulsen — 2023-05-31T20:00:00+0200

Denne anmeldelse må begynde med en disclaimer; Hvis du er typen, som bliver skræmt af at skulle iføre dig en lille, lyserød festhat offentligt, eller hvis du tager dig selv så seriøst, at du umuligt kan synge fællessang til tonerne af eurodancegrupppen Vengaboys, så er "Til de lyse morgener” på Aarhus Teater ikke noget for dig.

På den anden side skal det også understreges, at hvis du tør hoppe på bussen i dette alternative eksperiment, som placerer sig et sted mellem teater og fest, så kan du risikere at blive ramt af livet.

Med et stort sving kører en grøn partybus op foran Aarhus Teater, døren går op og med den lave sol over Aarhus hængende som en projektør i baggrunden, byder karakteren Bobbie velkommen om bord i partybussen.

Forestillingen ”Til de lyse morgener”, der er en del af Aarhus Teaters koncept ”Udflugten”, har været længe undervejs på grund af corona, og alene af den grund føles det særlig skønt endelig at kunne tage på festtur i selskab med skuespiller Sofia Nolsøe.

Marie Bjørn har skrevet en tekst, der blandt andet hylder festens rus, og hvor karakteren Bobbie inviterer os med ind i sin virkelighed. Med glimmer for vinduerne, så vi ikke kan fornemme, hvor bussen tager os hen, fortæller hun i forskellige flashbacks om at være et barn, der ikke kan sove, mens hun også kommer ind på faderens mørke depression, det første fantastiske kys, opkast på dansegulvet og om lysten til at møde nye mennesker under diskokuglens skær.

”Til de lyse morgener” har været længe undervejs på grund af corona, og alene af den grund føles det særlig skønt endelig at kunne tage på festtur i selskab med skuespiller Sofia Nolsøe. Foto: Rumle Skafte.

Bobbie har valgt festen til og hverdagen fra, og i sekvenser bliver det også tydeligt, hvordan melankolien og fortrydelsen smager bittert dagen derpå, inden festen begynder igen.

Nathalie Mellbye er kvinden bag koncept, kostume og scenedesign, og Sofia Nolsøe er klædt i sorte leggings, en sølvglitrende badedragt og en kæmpe jakke med lilla flæser. Selve bussen er pyntet som en ægte partybus, der med diskolys og en polestang i midten leder tankerne hen mod en polterabend for viderekomne.

Turens første del er da også præget af en lidt akavet stemning, hvor publikum sidder med lyserøde festhatte på hovedet, mens de nipper til en øl eller sodavand. Bobbie er festligt akkompagneret af DJ Nanna-Karina Schleimann, og hun danser, synger og snor sig mellem publikums ben, mens de griner og kigger lidt vantro rundt på hinanden.

Da bussen pludselig stopper, bliver alle passagerer inviteret midt ud i den stille skov i udkanten af byen, hvor man står i en cirkel eller ligger på skovbunden og kigger op i himlen. Instruktør Astrid Lindhardt har arbejdet med kontraster i forestillingen, og hun sætter fokus på fællesskab og ensomhed, larm og stilhed samt fest og melankoli i iscenesættelsen. Det største skift mærker man efter at være vendt tilbage til partybussen fra en rolig stund i skoven. Røgen vælter ud af bussen, musikken pumper, og publikum får udleveret små diskokugler. Pludselig eksploderer festen i et kraftudtryk, mens ALLE deltagere står op og hopper og får bussen til at gynge faretruende.

Publikum er en del af festen i "Til den lyse morgen", og det hele lykkes kun, fordi publikum påtager sig rollen som festdeltagere. Derfor er det svært ikke at spekulere på, om denne øvelse mon fungerer lige godt hver aften, skriver teateranmelder Lene Grønborg Poulsen. Foto: Rumle Skafte.

Da motoren starter igen, er festen en rus, som alle læner sig ind i, og det bliver tydeligt, at festens DNA faktisk ikke nødvendigvis er alkohol – men livsgnist, nærvær og fællesskab. Det hele lykkes kun, fordi publikum påtager sig rollen som festdeltagere, og det er svært ikke at spekulere på, om denne øvelse mon fungerer lige godt hver aften. Eller er ”Til de lyse morgener” som enhver anden fest afhængig af, at alle danser med?

Til de lyse morgener. Tekst af: Marie Bjørn. Instruktør: Astrid Lindhardt. Koncept, scenografi og kostumedesign: Nathalie Mellbye. Lyddesign og DJ: Nanna-Karina Schleimann. Medvirkende: Sofia Nolsøe. Kører fra Aarhus Teater frem til 17. juni 2023.

En "uhyre simpel" grundlov fylder 70 år

2023-05-31T20:00:00+0200

I 1939 forsøgte Socialdemokratiet i en sjælden alliance med Det Konservative Folkeparti at ændre Grundloven – blandt andet så førstekammeret, Landstinget, blev omdannet. Landstinget, der var valgt på en anden måde end Folketinget, skulle godkende alle love og var derfor oprindeligt ofte en stopklods mod lidt for reformivrige folketingspolitikere. Omvendt var tiden løbet fra Landstinget i dets daværende udformning, fordi der i praksis var det samme flertal begge steder. Ved folkeafstemningen manglede forslaget imidlertid knap 12.000 stemmer for at have et flertal på 45 procent af samtlige stemmeberettigede.

Derefter kom sagen til at hvile til efter Besættelsen, hvor ikke mindst Det Konservative Folkepartis Christmas Møller ønskede en grundlovsrevision. Blandt andet skulle valgretsalderen på 25 år nedsættes, for under Besættelsen havde de unge været de mest aktive i modstandskampen, og rationalet lød, at når man kunne håndtere en maskinpistol, kunne man vel også håndtere en stemmeseddel. Et andet stort spørgsmål var, om man skulle afskaffe Landstinget. Det var mange konservative imod, fordi det som nævnt var en bremse på lovsjusk og reformamok, men var omvendt en mærkesag for venstrefløjen.

En grundlovskommission blev nedsat i februar 1946, men ”der er så meget andet at tage sig til”, som Venstres daværende leder, Knud Kristensen, sagde, så først efter, at Venstre og Det Konservative Folkeparti i 1950 dannede regering, kom der gang i sagen. Grundlovskommissionen mødtes igen, nu faktisk for at arbejde. Det Radikale Venstre havde lovet at holde hånden over regeringen, så længe grundlovssagen kørte. Med den konservative Aksel Møllers ord blev grundlovssagen regeringens ”skærmende paraply”.

Det stod klart, at Landstinget ville blive afskaffet, og det skulle skrives ind i Grundloven, at der var parlamentarisme i Danmark, altså at en regering ikke måtte have et flertal i Folketinget imod sig. Det havde været sådan i praksis siden 1901, men Christian X havde i 1920 afskediget det radikale ministerium på egen hånd og dermed udløst den såkaldte påskekrise. Især det Radikale Venstre og Socialdemokratiet ville forhindre, at det skulle kunne gentage sig. Omvendt huede det ikke Det Konservative Folkeparti, at kongens forfatningsmæssige ret til at udnævne sine ministre dermed blev indskrænket. For Det Konservative Folkeparti var det derfor en mærkesag at få indført andre konservative garantier i Grundloven.

Det lykkedes med flere tiltag. Blandt andet blev det indføjet, at afgivelse af suverænitet til mellemfolkelige fora krævede fem sjettedeles flertal i Folketinget eller vedtagelse ved en folkeafstemning. Det fik stor betydning i EF/EU-spørgsmål. Statens mulighed for at gribe ind i den private ejendomsret blev begrænset, og der blev indført en ny ombudsmandsinstitution, der skulle værne borgerne mod statens indgreb. Det blev muligt for et mindretal at udskyde tredjebehandlingen af lovforslag, og et mindretal kunne ligeledes sende et lovforslag til folkeafstemning.

De juridiske eksperter mente ikke, at folkeafstemninger om konkrete lovforslag stred mod det repræsentative demokrati, når blot det foregik efter bestemmelserne i Grundloven og ikke på grund af pres fra for eksempel en underskriftsindsamling. Folkeafstemningen gjaldt som en yderligere sikring af demokratiet, ved at folket kunne kontrollere, at dets repræsentanter udøvede den politiske magt på tilfredsstillende måde.

Med andre ord og ført frem til den nylige debat: Lovforslaget om afskaffelsen af store bededag var som skabt til at lægge ud til folkeafstemning. Socialdemokratiet var i øvrigt det parti, der i 1953 var mest imod, at lovforslag kunne lægges ud til folkeafstemning, da det jo ville indskrænke en (socialdemokratisk) regerings magt. Bestemmelsen er dog kun blevet brugt én gang siden, nemlig omkring jordlovene i 1963, hvor befolkningen underkendte folketingsflertallet.

Det, der skulle få grundlovsændringen gennem nåleøjet ved folkeafstemningen, var dog tronfølgen. Frederik IX havde ingen sønner, så hans bror, arveprins Knud, stod til at efterfølge ham på tronen. Ham havde befolkningen ikke megen fidus til, hvorimod kongens tre yndige døtre med den begavede Margrethe i spidsen gjorde sig godt i ugebladene. Og så kaldte det diffuse begreb ”udviklingen” også på en vis ligestilling i tronfølgen. Det Konservative Folkeparti fik dog indført, at en søn stadig skulle have forrang til tronen for en datter. Det var behageligt uaktuelt i 1953, for Margrethe havde ingen lillebror.

Inden folkeafstemningen skulle der være nyvalg til Folketinget. Det gav et typisk grumset Folketing, men socialdemokraterne fredede regeringen, indtil Grundloven var i hus. Ikke af glæde, men fordi man nøgternt analyserede, at hvis Venstre og Det Konservative Folkeparti ikke var i regering, ville Grundloven ikke få opbakning nok. Det var klogt. Tidligere statsminister Knud Kristensen brød med sit parti Venstre og gik imod grundlovsændringen. Det samme gjorde Morgenavisen Jyllands-Posten og en stribe borgerlige personligheder. Kristeligt Dagblad anbefalede et ja, omend avisen mente, man havde blandet for mange emner ind i sagen, for eksempel både tronfølgen og afskaffelsen af Landstinget. Man kunne jo godt være tilhænger af det ene og modstander af det andet.

Ved folkeafstemningen den 28. maj 1953 stemte 79 procent for ændringen, og de udgjorde 45,76 procent af samtlige stemmeberettigede. Det var lige akkurat over de 45 procent, der skulle til, så Danmark fik en ny grundlov. Den blev, som traditionen bød, underskrevet den 5. juni af kong Frederik IX, mens en forstenet prins Knud så til, at hans storebror skrev ham ud af danmarkshistorien.

I september var der valg til det nye Folketing med 179 medlemmer. Det Konservative Folkeparti gik lidt tilbage, Venstre lidt frem, men det afgørende var, at Knud Kristensen stillede op med sit eget parti, De Uafhængige, som ikke klarede spærregrænsen. Og for Det Radikale Venstre var fredningstiden forbi: Venstre og Det Konservative Folkeparti havde gjort deres pligt, nemlig fået vedtaget en ny grundlov, nu kunne de gå. Hans Hedtoft dannede en socialdemokratisk mindretalsregering.

Da den nuværende grundlov fyldte 25 år, skrev historieprofessor Tage Kaarsted, at ”den har i alt væsentligt været en fornuftig og rimelig ramme om folkestyret, sådan som et meget betydeligt flertal hidtil har ønsket dette praktiseret". Det holder langt hen ad vejen stadig, og det er næppe tilrådeligt at åbne for en grundlovsrevision. Der vil komme krav om alverdens ting, der skal skrives ind såsom menneskerettigheder, hele EU-systemet, lgbt-rettigheder, miljø og klima. Grundloven vil dermed blive både omfattende og kompliceret. Der vil desuden næppe kunne dannes den brede opbakning i Folketinget, som er en nødvendig forudsætning for at bære forslaget igennem en folkeafstemning, hvor nu 40 procent af samtlige stemmeberettigede skal stemme ja.

Den nuværende grundlov er uhyre simpel: 89 paragraffer, som alle stort set kan forstås umiddelbart. Forudsætningen er naturligvis, at politikerne respekterer og overholder Grundloven, og at statsmagten ikke lukker sig om sig selv, så overtrædelser og misbrug ikke bliver straffet. Det er måske nærmest her, problemet ligger i dag.

Nordkraft på Aalborg Teater er en rodebunke med masser af liv

Lene Grønborg Poulsen — 2023-05-31T20:00:00+0200

Jakob Ejersbos roman ”Nordkraft”, som han i 2003 fik De gyldne Laurbær for, er intet mindre end eminent. Med sin detaljerede beskrivelse af karakterer og miljøer fra Aalborgs narkomiljø i 1990’erne, hvor ensomhed, anarki og livsgnist går hånd i hånd, er den et litterært drug, det er svært at imitere (selvom filmen fra 2005 bestemt ikke gjorde et dårligt forsøg).

I Jennifer Vedsted Christiansens dramatisering og iscenesættelse på Aalborg Teater er der sat musikalsk strøm til fortællingen, og det klæder oplevelsen, som her får en helt ny dimension, der passer til scenemediet.

Petruska Miehe-Renards scenografi indeholder både store hundebure, skærme i siden og en drejescene, der bliver benyttet på forskellig vis, mens Kasper Daugberg kaster lys og skygger ind i Aalborgs underverden.

Som originalfortælling falder ”Nordkraft” i tre dele, og således også i Aalborg Teaters version. I første del ”Junkiehunde” møder vi flere af skuespillerne på knæ, mens de spiller de vilde og stakkels hunde, der går amok efter at have siddet for længe i pusherens stue og indåndet dampene. Karla Rosendahl spiller pusherkonen Maria med stort overskud i både krop og stemme, og hun rammer den fine balance mellem hårdhed og skrøbelighed, når hun leder efter et sted at stå i livet. Albert Stein Ankerstjerne er pusheren Asger med den rette fandenivoldskhed, mens Hamun Magdsohlo rammer nuancerne i den gådefulde og fascinerende farlige Hossein.

I anden del møder vi karakteren Allan, der efter en ulykke på et skib er blevet forbrændt på kroppen. Han vender tilbage til byen for at starte på en frisk, men fortiden forsøger hele tiden at indhente ham. Er han for evigt brændt – eller lykkes det ham at slippe fri af fortiden?

Fælles for historierne er, at følsomheden og længslen efter andre mennesker ligger og lurer lige under overfladen, og på den måde rammer forestillingen bogens tone på fineste vis.

Forestillingens sidste del ”Begravelsen” er den mindst vellykkede, og her er historien hevet op i en art nutid, hvor et tv-hold dækker Stesos begravelse. Det betyder, at historien fortælles af en nyhedsvært fra scenen, som stiller om til reportere både i salen og foyeren, som vi så samtidig kan se på scenens to skærme. Grebet kan ses som en kommentar til vores måde at dække dødsfald og katastrofer i dag, men det bliver hurtigt et plat ”hurlumhej-show”, der mangler den dybde og nerve, som lå i forestillingens to første dele. Samlet set virker forestillingen som en æstetisk rodebunke, hvor masser af gode idéer har stået i kø. Man skal som bekendt dræbe sine darlings, hvis man ikke vil forvirre sit publikum for meget.

Selina Gin skal roses for at føre Ejersbos univers musikalsk op i nutiden med nogle virkelig smukke og rørende sange, der giver både intens stilhed i salen samt kaster masser af nyt liv og vildskab ind i universet. ”Nordkraft” har desuden et gennemgående kropsligt udtryk med stærke koreograferede sekvenser, som blandt andet er særligt vellykkede, da karakteren Allan bliver forbrændt.

Både nye og gamle Ejersbo-fans bør tage på tur med Maria, Allan, Steso og junkiehundene ind i de mørke skygger på Aalborg Teater – også selvom forestillingen maler med så mange og varierede pensler, at det kan være svært at indtage det hele på én gang.

Nordkraft. Forfatter: Jakob Ejersbo. Iscenesættelse og dramatisering: Jennifer Vedsted Christiansen. Scenografi: Petruska Miehe-Renard. Komponist, sangtekster, arrangør: Selina Gin. Koreografi: Noora Hannula. Lysdesign: Kasper Daugberg. Lyddesign: Kristian Berg. Medvirkende: Christoffer Hvidberg Rønje, Bolette Nørregaard Bang, Ulrik Windfeldt-Schmidt, Mads Maybom, Nicklas Clemmensen, Karla Rosendahl, Hamun Maghsodlo, Albert Stein Ankerstjene, Østen Borre Simonsen, Viktor Pascoe Medom, Marta Holm, Line Nørholt, Clara Josephine Manley, Camilla Gjelstrup og Jørgen W. Larsen. Spiller på Aalborg Teater til 10. juni.