Til hundenes glæde kan deres ejere betale for medicin, som kan mildne smerterne og udskyde sygdomme. De kan endda blive behandlet med kemoterapi, hvis de har kræft.

Men nogle går længere endnu. For få uger siden meddelte biotekvirksomheden Loyal, at den er kommet et skridt tættere på at kunne tilbyde en type behandling, som vil kunne forlænge hundes levetid. Behandlingen er målrettet store hunde som granddanois og berner sennen, som har kortere levetid end mindre hunde.

Samtidig er forskere fra amerikanske universiteter i gang med at teste medicin, som har forlænget levetiden blandt mus ved genmodifikation. Målet på sigt er at kunne bruge medicinen på hunde. Det skriver The New York Times.

Helt konkret er idéen, at hundene skal have en indsprøjtning med måneders mellemrum for så at give hundene flere levemåneder eller -år. Loyal vil teste indsprøjtningerne på omtrent 1000 hunde i 2024 og 2025, og forventningen er, at midlet kan komme på markedet i 2026.

Men er det realistisk, at danske hundeejere i fremtiden vil bruge mange tusinder af kroner på at forlænge deres hundes liv?

Det kan Peter Sandøe muligvis give et svar på. Han er professor i bioetik og leder af center for forskning i familiedyrs velfærd på Københavns Universitet. Han og en række kolleger har netop gennemført en undersøgelse, hvor de har undersøgt danskernes villighed til at betale for at få behandlet deres kæledyr.

“Hvis man rent faktisk udvikler et middel, som kan forlænge hundes liv, tvivler jeg kraftigt på, at mange hundeejere er indstillet på at bruge en masse penge på det,” siger han.

Undersøgelsen viste, at 27 procent af danske hundeejere er villige til at betale over 10.000 kroner for behandling, som kan redde deres hundes liv. Til sammenligning var tallet 41 procent i Østrig.

“Der er ikke én klar forklaring på, hvorfor vi er mindre tilbøjelige til at betale herhjemme. Men et bud er, at det skyldes danskernes historisk tætte forhold til landbruget, og her har man et ret sentimentalt forhold til at aflive dyr, når de er syge,” siger Peter Sandøe.

Omvendt har få danskere en tilknytning til landbruget i dag, og mange hundeejere bruger tusindvis af kroner om året på deres hunde. Så der er nok nogle, som vil gå et skridt længere, mener Peter Sandøe, som er “samboende” med sin hustrus to hunde.

Ville du give dem livsforlængende medicin, hvis du kunne?

“Nej! Jeg vil da gerne være med til at gøre alt muligt godt for dem, som kan forlænge deres liv såsom at holde dem slanke og give dem masser af motion, men nej, det kunne jeg umiddelbart ikke forestille mig,” siger han.

Men en dyrlæge fra universitetet Texas A&M ville gøre det, hvis hun altså var sikker på, at livskvaliteten i de ekstra leveår- eller måneder var god.

“Jeg ville ikke få min hund til at leve to ekstra år med dårligt helbred,” siger Kate Creevy til The New York Times. 

Den består af mig selv og en redaktionsassistent herfra huset, vores webredaktør Iben Gjesing, og så består den af fire fagligt utroligt dygtige mennesker: cand.theol. og ph.d. Søren Holst, cand.theol. og ph.d. Morten Hørning Jensen, cand.theol. og ph.d. Jette Bendixen Rønkilde og cand.phil. og ph.d. Eva Skafte Jensen. De har ekspertise i græsk og Det Nye Testamente, hebraisk og Det Gamle Testamente, i praktisk teologi og det danske sprog og dets udvikling.

Hvad er tanken bag redaktionens sammensætning?

Det er at få sikret en faglig bredde i forhold til den opgave, vi nu skal i gang med.

Hvad har I gjort jer af teologiske tanker om sammensætningen – får katolikker, ortodokse og frikirkelige stemmer også indflydelse på den nye oversættelse?

Det gør de bestemt. Ikke i chefredaktionen, men der kommer til at være en redaktion for Det Gamle Testamente og en redaktion for Det Nye Testamente, og der indtænker vi økumeniske repræsentanter.

Har I nogle udøvende forfattere eller lyrikere involveret, som kan få sproget til at leve?

Det glæder vi os til at få. Foreløbig har vi fået nedsat chefredaktionen, som så skal arbejde videre med, hvem der skal være med i de to redaktionsgrupper, og hvem der skal være med i de små oversætter-teams, vi også laver. Her regner vi med, at der i hvert team kommer til at være en primæroversætter, en eksegetisk sparringspartner og en sprogkonsulent – det kan for eksempel være en forfatter, men vi har endnu ingen navne.  

Hvad er det for et arbejde, som chefredaktionen nu har foran sig?

Den første store opgave, vi skal have på plads, er principperne for den oversættelse, vi gerne vil lave. Det handler blandt andet om, hvad vi oversætter fra, og hvordan vi ønsker at gøre det. For eksempel om, hvor tekstnær oversættelsen skal være. Og så er det et spørgsmål om, hvad det er for et dansk, vi skal bruge, og hvordan det både skal reflektere udviklingen i dansk sprog og kultur og samtidig tage højde for den kirkelige tradition. Så det er et princippapir, som vi nu begynder at arbejde på, og som vi kommer til at rådføre os med en meget bred skare om.

Hvornår går arbejdet i gang?

Vi regner med at have princippapiret færdig sidst på foråret. På det tidspunkt kommer vi også til at have de to redaktionsgrupper klar samt de første oversættere. Og så kører vi.

Hvad ser du selv mest frem til ved at tage den nye oversættelse i brug i 2036?

Jeg kan komme i tanke om mange ting, jeg glæder mig til på vejen. Men det, jeg glæder mig mest til, er ikke min egen oplevelse af det endelige resultat, for jeg får lov til at følge udviklingen tæt undervejs, men at se den brugt med glæde af andre.

Hvorfor tager det 13 år at oversætte en bibel?

Fordi man kan udskille kirkeretninger på tegnsætning. Der er ikke altid én rigtig løsning på, hvordan man oversætter et ord – der kan være flere. Og der er heller ikke én løsning på, hvordan grammatikken falder, og det betyder, at forskellen på et komma og et punktum kan splitte kirkeligheden i flere kirkeretninger. Så vi kommer til at inddrage bredest muligt tidligst muligt for at kunne træffe de bedst kvalificerede valg. 

Listen over tv-programmer, der har parforhold – og mangel på samme – som omdrejningspunkt, kunne fortsætte i noget, der minder om en uendelighed. For ovenstående er bare et udpluk af de danskproducerede tv-programmer, som de senere år har været sendt på DR og TV 2.

Tal fra TV 2 viser, at knap halvdelen af danskerne – helt præcis 2,7 millioner mennesker – på tværs af flow-tv og streaming har set et datingprogram på TV 2 i løbet af 2023. Og sidste år producerede TV 2 tre gange så meget dansk dating-indhold som i 2015, når man måler på antallet af minutter.

DR har også sendt en række tal til Kristeligt Dagblad. De viser, at programserien ”Gift ved første blik” fik godt 100.000 flere seere fra 2022 til 2023, hvor henholdsvis sæson otte og ni udkom. Og at kærlighedseksperimentet er blandt DR’s mest sete livsstilsprogrammer med gennemsnitligt 815.000 seere pr. afsnit for den nyeste sæson på tværs af flow-tv og streaming, hvoraf knap en tredjedel af seerne var 65 år eller ældre. Flere af DR’s øvrige programmer om parforhold har yngre målgrupper, fremgår det.

Anne Garlichs, som er programchef i DR, har et bud på, hvorfor tv-programmer om kærlighed er populære – og hvorfor den type indhold er public service:

”Kærlighed og søgen efter kærlighed fylder hos alle mennesker – ikke mindst hos de unge. Det er afsættet for DR’s programmer om kærlighed. Hvis jeg skal sige noget generelt om programmerne, så er det, at seerne bliver vidner til de medvirkendes medgang og modgang, og kan spejle sig i dem, når de kæmper med konflikthåndtering, intense og dybe følelser, den svære selvrefleksion og samtaler, der gør dem klogere på parforhold og relationer i det hele taget. Dermed sætter programmerne tanker og samtaler i gang om et vigtigt universelt tema, som mennesker altid har bøvlet med og stræbt efter indsigt i,” siger hun.

Ud over at de fleste har en iboende længsel efter kærlighed, så er mennesket en ”sladdervorn art”, fortæller Katrine Frøkjær Baunvig, som er lektor og leder af Center for Grundtvigforskning på Aarhus Universitet og forfatter til Tænkepause-bogen ”Romantik” og monografien ”Den eneste ene. Hvordan vi lærte at drømme om den store kærlighed”.

”Og vold og kærlighed er de mest oplagte emner at sladre om. Det er grundlaget for kendisindustrien, de sociale medier og reality-tv-produktionerne,” siger hun og tilføjer:

”Derudover er særligt kærlighedens opstartsfaser godt fortællestof. Romantiske dramaer og eventyr handler om dem – og ender jo ofte med ’og de levede lykkeligt til deres ende’, fordi hverdagen, som kommer efter den intense forelskelse, ikke er narrativt interessant. Den logik lever mange af programmerne om kærlighed af.”

Apropos godt fortællestof, så er det værd at bemærke, at programmerne selvfølgelig er tilrettelagt og bearbejdet af producenterne. Så sent som i år har der været eksempler på, at deltagere fra DR’s ”Gift ved første blik” har været kede af den måde, de fremstår på i de færdigklippede programmer.

Repræsentationen af de medvirkende har været en diskussion i hele reality-genrens historie, fortæller Anne Jerslev, som er professor i film- og medievidenskab ved Københavns Universitet og forsker blandt andet i reality-tv.

”Den brede offentlighed får jo ikke så meget at vide om de betingelser, hvorunder deltagerne medvirker. Et program som det aktuelle ’Døm vores forhold’ er jo på mange måder vældig afslørende, så jeg håber da, at deltagerne har haft lejlighed til at se, hvordan de bliver repræsenteret – ikke fordi jeg tror, de bliver præsenteret illoyalt, men man kan jo godt sige noget, som man virkelig ikke ønsker, at andre skal kunne se igen og igen og igen på DR’s hjemmeside. Jeg vil sige, at hvis vi som tilskuere tænker, at en sekvens skulle have været klippet ud, så er det forkert, at producenterne ikke har gjort det,” siger hun.

På den ene side, fortsætter Anne Jerslev, kan det opleves, som om deltagerne i kærlighedsprogrammer bliver udstillet, når seerne krummer tæer og griner ad dem. Men, siger hun:

”På den anden side tror jeg, at programmer om noget, som vi alle sammen er så optagede af – altså kærlighed  – ser man med et empatisk blik. Man holder også vældig meget med de her deltagere. Selvom man for eksempel kan tænke, at en deltager er for meget, får man en vis solidaritet med deltagerne. Man kan måske sige, at seerne bliver en form for deltagernes advokater.”

Katrine Frøkjær Baunvig mener ikke, at der er noget etisk uforsvarligt i den måde, hvorpå seerne sommetider morer sig over deltagernes kærlighedsliv og -kvaler. 

”Sladder kan bruges til at styrke den sociale sammenhængskraft, og det vil jeg mene, at programmerne kan siges at gøre i Danmark – de giver en bred offentlighed noget at samles om. Jeg mener, at vi her bevæger os i en godartet og forsvarlig zone af sladderen. Ikke mindst fordi deltagerne er myndige voksne, som frivilligt har meldt sig,” siger hun.

Det er søndag den 15. oktober, og Mikkel Schweitz, 27 år, er hos en tatovør på Amager i København. I morgen rejser han til Aarhus, hvor han hver dag i seks uger skal stråles med en særlig partikelkanon, og nu vil han én gang til have tegnet på sin krop, hvordan sygdom er blevet en del af hans liv. 

Under nervecellerne skal han have en skalpel, og under den skal der rapkæftet stå: "No pain, no brain" (ingen smerte, ingen hjerne).

"Jeg har været sortseende, bange og malet fanden på væggen. Det er jeg ikke mere. Jeg er optimistisk, og jeg glæder mig til at komme i gang med strålerne," siger han. 

Kristeligt Dagblad var med, da Mikkel Schweitz sidste år fik fjernet en svulst i hjernen på Rigshospitalet, hvor han var vågen under operationen. Allerede på forhånd mente lægerne, at hans chancer for at blive fuldstændig helbredt var gode, og artiklen fik da også en decideret lykkelig slutning. 

"[kirurgen] fjernede det meste [svulst] ved operationen, måske det hele. Prøverne bekræftede, at svulsten er af en meget sjælden art. Lægerne forventer, at den vokser langsomt, hvis der er noget tilbage," stod der i den gamle artikel. 

Siden gik livet videre, svulsten kom tilbage, meget hurtigere end forventet og mere aggressiv end før. Nu er den betegnet som en grad tre, og det betyder hjernekræft. 

Denne historie handler om, hvad der skete for Mikkel efter hans vågenoperation, men især handler den om, hvad diagnosen kræft har gjort ved ham. På en sær måde har en forværring af sygdommen skabt en forbedring indeni. Den blev hjulpet på vej af hans kæreste, Alma, da hun i et afgørende øjeblik tvang ham til at love, at han ikke dør.

"Da jeg fik at vide, at det var kræft, var det et chok, ligesom at komme ind under et iskoldt bad. Men jeg tror, der er kommet en anden klarhed ud af det. Det var, som om der skulle noget meget alvorligt til," siger han. 

Et bekymret sind

Mikkel har en følsom natur. Sidste år, da Kristeligt Dagblad var med til operationen på Rigshospitalet, fortalte han om sin største frygt, nemlig at svulsten – eller kirurgen – skulle påvirke steder i hans hjerne, hvor følelserne hører hjemme: "at mine følelser skal blive nogle andre. At min empati tager skade", sagde han. 

Der er gået halvandet år, og Mikkel ligner sig selv.

Smilet er det samme. Hans far har kaldt det "rævebrændt", charmerende, finurligt, kækt er andre ord. Han har den samme urokkelige indstilling til, hvad der betyder mest i hans liv: Det er Alma, hans kæreste, og så resten af familien, som han dyrker intenst. En anden ny tatovering viser forbogstaverne i alle fire bedsteforældres navne, og efter fire år sammen gør det stadig indtryk på Alma, når Mikkel ringer til sin morfars bror på hans fødselsdag. 

Han falder i snak med Hus Forbi-sælgeren på gaden, og slikmanden på Amagerbrogade kan hans navn. På Rigshospitalet har han shanghajet husmusikanterne MusikBeRiget til at spille, når han og Alma på et tidspunkt holder bryllup. Ligesom hende går han med en forlovelsesring, for han vil også bære et tegn, der viser, at de to hører sammen. 

Men tit har Alma også provokeret ham. Ofte, inden han blev syg, har han syntes, at hun har været "kold" og "overfladisk", ja, faktisk "afstumpet", når han har haft noget på hjerte. Mikkel har aldrig haft svært ved at få øje på den næste bekymring og forestille sig, hvilken kæde af ulykker der kan følge efter den. Som barn og ung voksen led han i perioder af angst og depression. Senere fyldte uddannelse og økonomi meget i hans tanker, og også hvornår de skulle have børn: "Hvad med fremtiden, det ene, det andet, det tredje," siger han, som blev irriteret, når Alma gled af. 

At dyrke de mulige problemer er en anden del af hans fintfølende personlighed. 

Efter den succesfulde hjerneoperation led han af "lidt sygdomsangst", men havde grund til at håbe, at det hele var forbi. 

Indtil han en dag, otte måneder efter at kirurgen lukkede hans hoved, faldt om i træningscentret. 

Det værste sker

Epilepsi er en kendt bivirkning efter en hjerneoperation. I træningscentret så flere, hvad der skete, og derfor ved Mikkel det. Efter han besvimede, begyndte venstre arm at ryste. Svulsten sad i højre side af hjernen, der styrer venstre side af kroppen, og det tydede på en sammenhæng. Da han blev scannet på hospitalet efter anfaldet, viste billederne, at han havde en tumorrest, og i den var der dannet en cyste, som fyldte og trykkede på hjernen.

I faldet slog den kranieplade sig løs, som kirurgen i sin tid havde fræset ud for at komme ind til hjernen. Et dybt ar løber i en hesteskoform fra hårgrænsen foran Mikkels højre øre, op til midt på hovedet og ned igen bag øret. Når han hostede eller fik pulsen op, hævede og sænkede det løse stykke sig under huden. På videoer, han tog, ser det ud, som når en baby sparker i sin mors mave.    

Mikkel fik sin anden hjerneoperation den 4. april i år, hvor han fik lagt et særligt kateter til at dræne cysten og fik kraniestykket nittet fast. 

Der gik knap to måneder, så fik han igen et epileptisk anfald. Den dag stod han ved et busstoppested med Alma, da det begyndte at sitre ved hans venstre øje og så i hans arm. Han var vågen det første minuts tid, hvor han faldt ned på alle fire og stod på asfalten på knoer og knæ, mens han mærkede, at maven og brystkassen krampede. Han følte, han blev kvalt. 

På hospitalet bad han om en ny scanning, der viste, at svulsten var vokset. Nu skulle den opereres, og det skulle igen være en vågenoperation, hvor Mikkels evner til at tale og bevæge sig bliver testet undervejs, så kirurgen kan fjerne mest mulig sygt væv og gøre mindst mulig skade på det raske.

På samme tid mistede han sin læreplads som elektriker på grund af skolefravær og sygdom, men fik et job i samme firma og tog på arbejde. Allerede den første dag fik han et angstanfald. Først troede han, at det var epilepsien igen. På samme måde følte han, at kroppen tog kontrollen, en varme rejste sig fra maven og bredte sig til brystet og kinderne, han fik koldsved og blev svimmel.

Indtil sin vågenoperation den 18. august var Mikkel sygemeldt med angst, og efter operationen var han sygemeldt på grund af den og havde stadig angst. 

Han turde ikke køre med bus eller gå i Netto. På én måned var han i træningscentret to gange i alt, hvor han plejer at gå fire-fem gange om ugen. Han fik benzodiazepiner, når han skulle sove, og startede behandling med Sertralin mod angst og depression. 

Han var hunderæd for at få et epileptisk anfald, og derfra foldede angsten sig ud: Hvad hvis det skete ved et busstoppested igen foran mennesker, der ikke ved, hvad de skal gøre? Kunne han blive far med epilepsi, hvad nu hvis han væltede over barnet? Og hvad med svulsten i hjernen, hans liv og fremtid?

Mikkel gik stort set ikke uden for en dør.

"Frygten kontrollerede mit liv, også uden at jeg fik et anfald," siger han. 

Sådan var det indtil onsdag den 13. september, hvor Mikkel var til samtale med sin kirurg på Rigshospitalet. Hun havde endelig fået svar på de prøver af svulsten, som hun havde sendt til patologerne efter den anden vågenoperation en måned forinden. 

Hun havde dårlige nyheder.

Løftet 

Alma græd, da hun hørte, hvad Mikkel havde at fortælle. De sad i gårdhaven ved deres lejlighed på Amager, og solen skinnede.

Prøver af Mikkels svulst var sendt til Heidelberg i Tyskland. Der er en stor database, hvor man samler viden om hjernetumorer. Det seneste år har lægerne fået mere viden om hans type. Den er mere alvorlig, end de først regnede med. De mener nu, at den er en grad tre, og dermed er det kræft. Men fordi hans type svulst først for nylig er blevet kategoriseret mere præcist, har lægerne ikke mange års erfaring med den: Hvordan den vil vokse fremover, hvordan behandling virker på den, og hvor længe Mikkel kan regne med at leve.

Det sagde han til Alma.

"Du skal love mig, at du ikke dør. Det skal du," græd hun. 

Hun sagde også om det løfte, hun krævede af ham:

"Jeg beder dig om det mest urimelige, for jeg vil ikke have, at vi giver efter for tanker om døden. Jeg vil ikke bekymre mig om eller være bange for døden. Døden er ikke en mulighed."

Mikkel tænkte, at han umuligt kunne love, at han ikke ville dø. Tværtimod følte han, at kræften netop var en dødsdom. Men Alma holdt på sit, og til sidst fik hun sit svar.

"Okay, hvis jeg giver hende mit løfte, så må jeg også gøre, hvad jeg kan for at holde det," tænkte han. 

Det var lettere sagt end gjort. Næste morgen vågnede Mikkel tidligt og satte sig til at google. Han læste om prognoser for folk med hjernekræft og epilepsi og så om at rejse til Schweiz for at få assisteret selvmord, for "Google sagde i bund og grund, at jeg skulle dø, og så kunne jeg da i det mindste styre det selv", siger han.

Da Alma stod op, havde de snakken fra dagen før én gang til. Derefter forandrede tingene sig i Mikkels hoved.

Alma

Hun er en "sej lille viking", siger Mikkel flere gange om sin kæreste. Alma siger selv, at hun er et "sort-hvidt menneske".

Alma Hrund Hafrunardottir blev født i 1997 i Selfoss på Island omkring 40 minutter fra Reykjavík. Hun er spinkel, næsten mager, med kobberfarvet hår, grønne øjne og en rolig, ligesom afventende udstråling. Hun rejste til Danmark for seks år siden, fordi hendes stedsøster gik i skole her og spurgte, om hun ville komme. Efter et par år mødte hun Mikkel på dating-app'en Tinder, og to uger senere stod hans tandbørste i hendes lejlighed. Hun forstår dansk, men taler helst engelsk. 

Alma voksede op med sin mor og far, som hun er tæt knyttet til. Faderen er ikke hendes biologiske far. Han boede i England og døde, da hun var 10 år. I skolen var hun et uroligt barn. Mange gange i hendes barndom fik forældrene at vide, at hun nok havde adhd, men hun fik først diagnosen, efter Mikkel blev syg, da hendes symptomer blev værre i den stressede situation. 

Familien flyttede meget, da hun var barn. Alma mener, at det har gjort hende "tilpasningsdygtig", og det gælder geografisk såvel som i livssituationer. Hun er i hændelserne i stedet for at gruble over dem. 

"Det var en dårlig historie," plejer hendes far at sige, hvis nogen fortæller om noget, der kunne være sket. Sådan har Alma det også. 

"Mikkel har tit sagt, at det føles, som om jeg er ligeglad, men jeg bekymrer mig ikke om, hvad der kan ske i fremtiden. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal være i situationer, som kun sker måske," forklarer hun.

Ofte bruger hun talemåden "we'll cross that bridge when we get to it" (vi går over den bro, når vi kommer til den). Hun bekender sig til sindsrobønnen fra Anonyme Alkoholikere: 

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen, tak.”

Hun synes ikke, at livet kun er let. Men hun finder mere styrke i at tage problemerne hen ad vejen i stedet for på forskud. 

"For hvis tingene så sker alligevel, så har vi allerede brugt vores energi på bekymringer, inden vi går i gang med opgaven," siger hun. 

I København arbejder hun som manager i en gavebutik. Også på Island var hun ansat inden for detailhandel. Hun kan gå hjemmefra i tårer over noget, der er sket, og så tænde for smilet over for en kunde. Også dét karaktertræk har Mikkel fundet "koldt", at Alma bare kan slå om. Men det hjælper hende at kunne rumme forskellige følelser på samme tid, så de gode kan give hende et hvil fra de svære. 

"Der er en frihed i det. Jeg er ikke ligeglad. Men det handler om at sætte tingene på pause, at undslippe for et øjeblik, så jeg har kræfter til at håndtere problemerne senere," siger hun. 

Det var denne personlighed, der krævede af Mikkel, at han skulle overleve, da han fortalte, at han havde kræft.

Alma siger:

"Det var et afgørende øjeblik for mig. Jeg tog næsten nyheden værre end Mikkel, og jeg har grædt meget over, hvor hårdt det er. Men jeg har også været meget krævende omkring, at selvom tanker om døden kommer, så må vi ikke fodre dem. Jeg kan ikke leve i en eksistentiel krise."

"Jeg har fattet det nu"

Det er fredag den 17. november klokken 7.30, og Mikkel skal stråles klokken 10. Han har overstået næsten fem ud af seks ugers behandling på Skejby i Aarhus. Han er indkvarteret i sin egen lejlighed på et patienthotel tæt på hospitalet, og Alma er på besøg fra København. 

Strålerne har gjort Mikkel træt og glemsom. Det føles som en hjernerystelse, forklarer han, synsindtryk og lyde bliver hurtigt overvældende. Hans hår er trimmet millimeterkort, men alligevel brændt helt af i området over hesteskoarret. Huden er svitset rød. 

Men indeni har Mikkel det godt. Angsten forsvandt, efter han og Alma havde deres samtaler. Ret hurtigt kunne han igen tage bussen, købe ind, og han nåede også at begyndte at arbejde igen, inden han begyndte på strålebehandlingen. De ting, han ikke forstod ved Alma, er faldet på plads. De taler om de ting, Mikkel med rette frygter, for eksempel bivirkninger ved strålerne. Men han prøver at lade tankerne passere om alt det, han ikke aner om vil ske. 

"Alma fulgte bare en anden overlevelsesmetode, det har jeg fattet nu, og det har virkelig været sundt," siger han. 

På Rigshospitalet har han sagt til både sin kræftlæge og hjernekirurgen, at de skal sige til, hvis han har to måneder tilbage, men i øvrigt vil han ikke høre nogen bud på, hvor længe han kan leve.

Ud over Alma er han inspireret af Amalie Vilslev, som var 21 år, da hun døde af en lungesygdom i 2022. Hun vidste, at hun var døende, og levede, også i medierne, under mottoet "Alt, vi har, er nu". 

Han siger:

"I bedste fald bliver jeg gammel og får børn. I værste fald dør jeg. Hvis jeg har en god indstilling, fokuserer på de gode ting, kommer ud ad døren og lever mit liv, så spilder jeg det ikke, uanset hvad der sker."

Alma siger:

"Jeg vil ikke vågne om 50 år og opdage, at vi brugte tiden på at stresse, når vi kunne have haft gode dage indimellem."

Det er virkelig umuligt at vide, om noget som helst, der sker i livet, ender med at være godt eller skidt, fortsætter hun med næsten stoisk skæbnetro.  

"Det prøver jeg at tænke på, når jeg tænker, at det her er forfærdeligt: Måske kommer der noget godt ud af det."

Man kan slå seks seksere i træk med en terning, hvis man er heldig, siger Mikkel. Bagefter kan man slå seks ettere.  

"Der kan være perioder i ens liv, hvor alt går godt, og andre, hvor det hele ramler. Men det kan jo være, at det bare er nu. Det er bare et kapitel." 

Faktisk føler han sig heldig:

"For det kan godt føles, som om nogen har været efter os, men der er også sket fantastiske ting. Jeg har fået tre hjerneoperationer, jeg har fuld førlighed, og jeg er i Danmark, hvor jeg bliver behandlet gratis på et niveau, jeg aldrig kunne komme i nærheden af, hvis jeg for eksempel boede i USA. Jeg får endda betalt mit ophold her i Aarhus," siger han.

Strålekanonen

Klokken 9.30 går han og Alma en god kilometer fra lejligheden til Dansk Center for Partikelterapi, hvor landets mest avancerede strålekanon står. Den stråler med protoner, som rammer det syge område mere afgrænset end almindelig strålebehandling og derfor er mere skånsom for hjernen. 

Kanonen ser ud som en rumstation, hvid og futuristisk som en kulisse i en science fiction-film. Patienten ligger på et leje i halvanden meters højde, der er fastgjort til en stor arm, der kan dreje lejet rundt. Lejet står i en halvkugleformet hvælving, som kanonens munding kan køre hele vejen rundt i. Backstage er kanonen tre etager høj. Den vejer 270 tons. Den har en kantet kuppelform, der er beklædt med gule og orange stiger, der hælder faretruende på de skrå flader.

Mikkel tager T-shirt, sko og bælte af. Han lægger sig på lejet og får en maske på. Den er modelleret efter hans ansigt i råhvid, hård plastik, der har huller som et trådnet. Neongrønne laserstråler falder på ansigt og overkrop og skærer ham ud i felter. 

Selve strålebehandlingen tager 15 minutter. Alma venter i et fællesområde uden for lokalet. To hospitalsklovne kører rundt i en ladcykel med et barn. Under en bred trappe står en stor gongong. Når en strålepatient får sin sidste behandling, må han slå på gongongen. 

Mikkel har set skaldede børn og medpatienter, der er blevet hans venner, fejre, at deres behandling er slut. Om 10 dage er det hans egen tur. Så vil han hamre med stokken, drikke alkoholfri champagne og rejse hjem til Amager. Der venter hans job, familie og venner på ham. Om to år vil han og Alma prøve at få et barn. 

Kristeligt Dagblad vil følge Mikkel i hans sygdomsforløb og liv, som det udvikler sig i fremtiden. 

I år er det 90 år siden, at den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose skrev romanen ”En flygtning krydser sit spor”, hvori Jantelovens 10 bud er formuleret. Og i en tid med "X Factor", præstationskultur og såkaldt main character syndrome (mere om det senere), virker det nærliggende at spørge, om janteloven stadig er en del af den danske kultur?

”Nej, jeg synes, den er forsvundet helt. Desværre,” lyder det korte svar fra Peter Nedergaard, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet.

Det er ikke, fordi Peter Nedergaard mener, at janteloven som sådan er god, slår han fast. Men det modsatte af janteloven er lige så dårligt. Og problemet er, at samfundet i hans optik har bevæget sig fra den ene yderlighed til den anden.

”I årtier har enhver politiker af liberal observans jo fremhævet, at vi skal væk fra janteloven. Nu har vi så bevæget os helt ud i den anden grøft, hvor den enkelte er sin egen lykkes smed. Helt fra børnehavealderen fortæller vi børn, at ’du kan blive, hvad du vil. Himlen har ingen grænser. Du kan stige, så højt du vil. Bare du vil det’,” siger han og fortsætter:

”Og det er en meget hård byrde at lægge på børn og unge mennesker, fordi de fleste når jo ikke til toppen. Og hvad så? Er det så ens egen skyld?”.

Danskere bliver misforstået

Spørger man Kay Xander Mellish, som flyttede fra USA til Danmark for cirka 20 år siden og er foredragsholder og forfatter til bøgerne ”Working with Danes” og ”Working with Americans”, så kan man godt tale om en særlig dansk mentalitet, der knytter sig til janteloven.

”Jeg mener stadigvæk, at man kan se janteloven i den danske kultur. For eksempel når folk taler om Elon Musk. Han er meget upopulær her i Danmark, fordi han er helt imod janteloven, og han tror jo virkelig, at han er noget. I USA er Elon Musk omvendt meget populær, fordi han er klog og tør tro på sig selv,” siger hun.

Det er sjældent, at Kay Xander Mellish hører en dansker prale af sig selv, og hun mener heller ikke, der er social valuta i at gøre det. Til gengæld har hun bemærket, at danskerne ikke går af vejen for at promovere produkter og resultater, der er blevet til i fællesskab. I USA er det nærmere den anden vej rundt, siger hun:

”Det er svært for danskerne at forstå, hvor konkurrencepræget kulturen er i USA. Vi er ikke seks millioner mennesker, vi er 335 millioner. Du er nødt til at pumpe dig selv op og forklare andre, hvorfor du er den bedste. For der er altid nogen, som gerne vil have dit job, din kæreste eller din lejlighed. Mentaliteten er, som min mor engang sagde til mig: ’Du bør bruge 80 procent af din tid på at gøre et godt stykke arbejde og 20 procent af din tid på at fortælle alle, at du gør et godt stykke arbejde’.”

Faktisk kan den danske ydmyghed være et decideret problem, når der skal samarbejdes med mennesker fra andre lande, fortæller Kay Xander Mellish.

”Hvis en amerikaner hører en dansker sige: ’Åh ja, jeg er da okay til at lave mad’, tænker personen: ’Han er ikke særlig god til at lave mad’. Men det er bare den danske måde at udtrykke sig på – vi vil aldrig risikere at love noget, vi ikke kan levere. Det misforstår udlændinge ofte, som om man ikke kan eller ikke vil.”

Skal Kay Xander Mellish forklare jantelovens betydning til en amerikaner, bliver det straks kompliceret. Hun har prøvet med tall poppy syndrome, som er en australsk talemåde for, at den højeste valmue (altså de mest succesfulde mennesker) bliver skåret ned (altså kritiseret). I Japan findes også et sæt sociale spilleregler, som vistnok minder en del om janteloven. 

”Men det er så fremmed for den amerikanske måde at tænke på, at det er svært at forklare,” siger hun.

Alle er hovedpersoner

Hvad end danskerne er ydmyge eller ej, så foregår der på de sociale medier en bevægelse, som trækker i en anden retning. Her er individet og dets præstationer i fokus, fortæller Louise Yung Nielsen, som på Roskilde Universitet forsker i digital kultur.

”Sociale medier har en tendens til at fremme individet og individets præstationer, hvor brugerne deler højdepunkter fra deres liv for at præsentere en bestemt og optimeret version af sig selv,” siger hun og tilføjer:

”Derfor er de sociale medier også et oplagt sted for janteloven at vise sig i kommentarsporet, hvor det ofte er laveste fællesnævner, der træder tydeligst frem.”

Især blandt yngre brugere af sociale medier florerer et begreb, som måske kan siges at være det modsatte af janteloven. Main character syndrome kaldes et fænomen, som vel bedst kan oversættes til hovedpersons-syndrom. Selvom navnet kunne antyde det, er det ikke et psykologisk fagbegreb, men et populærkulturelt begreb, der dækker over en tankegang, hvor den enkelte betragter sig selv som hovedperson i en situation – eller i livet generelt, forklarer Louise Yung Nielsen.

”Main character syndrome kan forstås som en naturlig reaktion på den hyperindividualiserede kultur, der er fremherskende på sociale medier. Fænomenet handler om at se sig selv som hovedpersonen i ens egen historie, fremhæve ens egne oplevelser og betydning uden nødvendigvis at tage hensyn til andre eller følge jantelovens principper. Janteloven er en begrænsning af det individuelle udtryk. Og i en tid og i et digitalt liv, hvor det er lige så nemt at dele som at lade være, så er det underligt at lade sig begrænse,” siger hun.

Ifølge Peter Nedergaard skal vi som samfund passe på, at vi ikke gør mere skade end gavn ved at dyrke fortællingen om os selv. Og om, at vilje og ambitioner altid fører til succes. Han har også et bud på, hvordan vi igen når til et sted, hvor der er plads til nogenlunde lige dele selvtillid og jantelov.

”Vi kunne jo begynde at tage det alvorligt, at livet ikke er noget supermarked, hvor man bare går ind, og så hiver man ned fra hylderne, hvad man gerne vil have. Der er nogle ting, der ikke kan styres. Der er nogle ting, vi ikke selv kan bestemme. Og der er nogle ting, vi ikke bare kan vælge os til,” siger han.

For det var i selve Odd Fellow-palæet i Bredgade, og først var der danmarksmesterskab i langtidspiberygning. Et par hundrede mænd, mænd og atter mænd sad ved hver sit lille bord, fik udleveret en pibe, en pibestopper, tre gram tobak og to tændstikker, hvorpå der blev ringet med en klokke og røgen snart bredte sig tæt, som var der ildebrand i palæet. 

I de næste par timer var der helt lydløst, for nu handlede det kun om at holde ild i piben længst muligt, hvilket afsløres af røgen, og først efter en evighed slukkedes den sidste lille glød (verdensrekorden er på over tre timer), hvorpå vinderen blev hyldet og kåret og klappet, og bagefter var det min tur, årets pibemand, diplom, pokal, plakette på maven, en håndfuld piber, en masse tobak, ingen penge, men stor jubel, der dog forstummede, da jeg holdt min takketale. 

For jeg fortalte om, hvordan jeg ryger pibe. At jeg stopper den og tænder den, ryger i 30 sekunder og lader den gå ud. At jeg gentager med samme stop efter en time eller to. Og igen og igen fire-fem gange, indtil tobakken er brændt så langt ned, at den smager surt. Anden tænding smager bedst, og derfor stopper jeg altid en pibe, inden jeg går i seng og tænder den kort. Så ligger den klar næste morgen og er den uundværlige start på dagen.

Da forsamlingen havde hørt dette, blev der helt stille. Det var det rene forræderi mod piberygningens ædle kunst, hvor man sidder foran kaminen i tweed-jakke og ryger sin pibe i bund. Jeg fik mange medlidende blikke, selv om jeg havde min Dunhill med.

Pibernes Jaguar

Hvilket er stikordet til min anden gode pibehistorie. For det var min daværende kone Maj – hun døde i 2007 – der havde givet mig den fineste fødselsdagsgave. Hun var taget til selve Aarhus og gået ind i byens førende tobaksforretning for at købe en pibe til mig, og hun vidste præcist, hvad det skulle være. En Dunhill, pibernes svar bilernes Jaguar. 

Hun fortalte om det bagefter med et stort grin. At hun kom ind og ville se på en pibe til sin mand, hvorpå den nydelige herre hev diverse skuffer frem med et udvalg. Men at hun pegede på et glasskab, der stod på disken, og sagde, at det skulle være en af dem. Og at manden derefter målte hende fra top til tå (hun var ikke ret høj), og spurgte, om den lille frue var klar over, hvad de kostede. Det var hun, og så låste han skabet op og hun valgte med sin usvigelige sans for kvalitet den dyreste Dunhill pibe til vistnok 8000 koner.

Jeg blev selvfølgelig lykkelig for den og besluttede, at den aldrig skulle uden for husets vægge, for jeg har tabt eller glemt utallige piber igennem årene. Den kom dog med til ovennævnte fest i Odd Fellow, men efter nogle år forsvandt den. Husker tydeligt, hvordan den ikke lå i den sædvanlige skål og jeg ledte hele huset igennem mange gange. Spurgte Maj, spurgte børnene, ingen havde set den. Det var meget, meget mærkeligt og trist.

Den forsvundne pibe

Et år efter lavede vi noget tv herhjemme om får og hø og den slags, og på et tidspunkt gik fotograf Finn og lydmand Mogens op på Rævebakken for at lave nogle totalbilleder af markerne. Det er et fint sted en lille kilometer hjemmefra, hvor vi ofte har gået tur. Da de kom tilbage, viste Mogens mig en pibe og spurgte, om det ikke var min? Og tænk, det var det – det var min fortabte Dunhill, lidt snavset og jordslået, men i god behold. Hvorpå Mogens fortalte, at de havde stået deroppe på bakken, og så fik han bare øje på piben i græsset og tænkte, at den havde jeg nok tabt.

Det havde jeg ikke, men jeg har læst mange krimier, og da familien spiste aftensmad, hev jeg piben frem, stirrede stift på børnene og fortalte, at Mogens havde fundet den på Rævebakken, og hvordan i alverden er den endt der?

De kiggede på mig alle tre, og så begyndte Inger at græde. Og fortalte hikstende og hulkende, hvordan hun og Stina havde været alene hjemme og ville ryge, men ikke kunne finde nogen cigaretter, og så havde hun snuppet en af mine piber og stoppet den, og så var de gået op på Rævebakken og havde siddet og røget, selv om det ikke smagte ret godt, og så var de gået lidt rundt, og så havde hun tabt piben, og selv om de ledte og ledte, kunne de ikke finde den, og det havde været helt forfærdeligt, da jeg heller ikke kunne finde den, og hun ikke turde fortælle, hvad der var sket.

Inger blev tilgivet på stedet, og hun var den gladeste af alle over, at piben var fundet igen. Da jeg spurgte, hvorfor hun havde taget lige præcist den fineste af alle mine piber (der ligger altid en flok i skålen), svarede hun, at hun jo vidste, at det var den bedste, og så blev hun også tilgivet af sin mor.

Ikke mere pibesnak. Og hvis nogen undrer sig over, at avisens have- og naturmedarbejder skriver om noget så langt ude som piber, så er det, fordi haven og naturen ligger i dvale nu, og piberne er en lige så vigtig del af mit liv som hunden og den røde bænk og alle de andre gode historier, man har raget til sig igennem årene. Piberne har varet i 60 år nu, og jeg er kun holdt op to gange. Begyndte igen næste morgen.

Indretningen af haven kan have betydning for, hvilke og hvor mange fugle du kan tiltrække om vinteren. Der skal være en god variation af vegetation og gerne mange forskellige fødemuligheder. De forskellige fugle har nemlig forskellige krav til, hvornår de føler sig hjemme i din have. 

Træer og buske med vinterbærende bær er vigtige i en fuglevenlig have. Paradisæble, tjørn og ildtorn er eksempler på bærbærende buske og træer, som fuglene elsker. Taks er også et godt bud på en bærbærende busk, der tilmed giver beskyttelse, da fuglene kan gemme sig mellem de stedsegrønne nåle. Høje træer er ikke kun til yngletiden, men også et sted vinterens fugle kan søge tilflugt, hvis der er fare på færde. Har du ikke mulighed eller ønske om høje træer i haven, kan et tæt busket også gøre det ud for tilflugtssted for havens fugle. Gerne en variation af stedsegrønt og løvfældende, og selvfølgelig bærbærende. 

Mange stauder og græsser sætter frø, som fuglene gerne spiser af om vinteren. Så lad endelig de visne planter stå i staudebedet. De er både smukke, når frosten sætter ind, og så kommer flere fugle gerne forbi og nipper af de gamle frøstande. Husk også at tilbyde de vilde fugle vand. Særligt hvis der er frost, vil fuglene tiltrækkes, hvis de kan finde frisk vand i din have. Skift vandet flere gange dagligt, hvis det fryser til.

Når julemåneden nærmer sig, banker en knugende følelse på hos hende. En som hun ellers sjældent mærker: Ensomheden. 

Den følelse er hun langt fra alene om at mærke. Blandt unge er ensomheden størst ifølge tal fra Danmark Statistik, der i 2022 kunne berette, at ni procent af de unge mellem 16 og 29 år føler sig ensomme "hele tiden" eller "det meste af tiden. Ifølge en anden undersøgelse, nemlig analysen "Ensomhed i Danmark", udarbejdet i 2017 af forskningsenheden Defactum under Region Midtjylland, stiger den andel af befolkningen, der føler sig ensom, i tiden omkring jul. 

For selvom man til hverdag ikke mærker ensomheden, kan julen være en tid, hvor det gør sig anderledes gældende. Det ved Emilie Madsen. Til hverdag er hun studerende på Københavns Universitet, hun går til håndbold, bor i bofællesskab og omgiver sig med sine mange venner, som hun ofte drikker en kop kaffe eller en øl med, når hun har fri. Hun har næsten aldrig dage, hvor hun ikke har planer. Men i december bliver de sociale aftaler færre. 

“Jeg oplever, at rigtig mange af mine venner tager hjem til deres familier lige fra de går på juleferie og til efter nytår, og somme tider er de også væk i weekenderne i december. Så kan de rigtigt hygge sig med traditionerne, med familien og med gamle venner i hjembyen,” siger hun.

“Jeg har ikke det samme at komme hjem til. Som barn flyttede mine forældre meget rundt, så jeg har ikke det samme tilhørsforhold til en barndomsby. Selvom jeg under mine venner en god jul, gør det mig ret jaloux.”

Emilie Madsens forældre er skilt, og hun har haft et svært forhold til dem – og i perioder slet ingen kontakt. På grund af hendes mange flytninger gennem opvæksten, og fordi hendes forældre fik nye kærester, har juletraditionerne ikke været mange. 

Hun skifter mellem at holde jul hos sin mor og sin far, som begge bor i små byer på Sjælland. At holde jul med familien beskriver hun selv som “en formalitet”, og modsat sine venner, som bliver hjemme hele juleferien, smutter hun oftest tilbage til København i en fart.

“Hvert år arbejder jeg så meget som muligt i december. Særligt mellem jul og nytår. Det fylder det tomrum, der kan være. Jeg kan godt blive lidt sørgmodig, fordi jeg ville ønske, det var mig, der havde en jul at komme hjem til,” siger hun.

Øget fokus på familien

Studenterpræsten Ulla Pierri Enevoldsen møder ensomme unge på alle tider af året. Højtiderne er i særlig grad med til at forstærke følelsen af ensomhed, fortæller hun. 

“Når der er særligt fokus på familien i december, kan følelsen af ensomhed virke voldsommere og dybere,” siger hun.

Hverdagen er nemmere at håndtere for de studerende, fordi de oftest bliver nødt til at arbejde sammen med deres medstuderende og at møde op til forelæsninger, fortæller Ulla Pierri Enevoldsen:

“Som studerende er det nemmere at føle sig som en del af et fællesskab i dagligdagen, fordi man for eksempel er forpligtet over for hinanden i gruppeprojekter, der indebærer, at man skal skrive sammen. Men når man pludselig sidder på sit kollegieværelse i december, og kollegiet er halvtomt, og når man måske ikke har nogen familie at komme hjem til, bliver det, at man er alene, anderledes påtrængende.”

I sit arbejde møder Ulla Pierri Enevoldsen blandt andre udenlandske studerende, der ikke tager hjem til jul. Nogle gange kan de læne sig op ad andre udenlandske studerende og finde sammen i højtiden, men det er ikke altid muligt, siger hun. Det bedste er, hvis de har mulighed for at række ud og blive mødt af andre. For eksempel findes der fællesskaber og klubber, hvor man kan deltage og selv være med til at få indflydelse på det, der sker.

“Uanset hvad kan jul og andre højtider være en hård tid for studerende, som ikke har familie eller venner tæt på. Og samtidig kan der også være en skam forbundet med risikoen for at blive opfattet som ensom, hvilket kan forhindre, at man gør noget ved det, da man ikke ønsker at udstille sin ensomhed.

Kortvarig ensomhed er naturligt

De følelser, der kan opstå, når ens venner er utilgængelige i december, genkender Jens Einar Jansen også. Han er specialist i psykoterapi og specialpsykolog i psykiatri. 

Han mener, det er vigtigt, at man adskiller det at være alene fra det at være ensom. For den tid, man er alene, kan være en kærkommen mulighed for at fordybe sig og slappe af. Læse en god bog eller reflektere over, hvordan man bedre kan være i sit eget selskab på en konstruktiv måde. Samtidigt fortæller han, at man bør huske på, hvordan højtiden højner fokusset på ensomheden.

“Der er et ekstremt fokus på familien i december. Vi ser det, når der bliver vist film i fjernsynet om familier, der holder jul sammen, vi hører det i julesangene, og vi læser om det i avisen. Derfor bliver man i særlig grad konfronteret med afsavnet i december, hvis man har komplicerede familieforhold, eller hvis man ikke har så meget familie,” siger han.

Jens Einar Jansen fortæller desuden, at det er vigtigt, at man husker de mange nuancer, der findes i ensomheden.

“Når vi taler om at føle sig ensom i december, handler det ikke nødvendigvis om den langvarige, kroniske ensomhed, men den kortvarige ensomhed, som er helt naturlig,” siger han og fortsætter:

“Den kan opstå på mange forskellige tidspunkter eller overgange i livet. Eksempelvis hvis man flytter til et nyt sted, eller hvis der opstår en konflikt i familien. Heldigvis skal der mere til, før ensomheden går hen og bliver kronisk.”

Til 23-årige Emilie Madsens held er ensomheden kun en kortvarig følgesvend i juletiden, og det forsøger hun ihærdigt at huske sig selv på.

“Når jeg er ensom i december, har jeg svært ved at minde mig selv om, at det bare er en tilstand, og det ikke er noget, der foregår hele tiden,” siger Emilie Madsen.

I julemåneden arbejder hun mere end sædvanligt på sit fritidsjob i Kop & Kande. På jobbet ser hun ofte familier komme ind og købe og bytte julegaver.

“Nogle gange er der kunder, der begejstret fortæller om, hvilken gave deres barn skal have, eller om hvilke juletraditioner de har. Det er et arbejde, hvor man hurtigt kan komme i julestemning, men realiteten er bare, at sådan bliver der ikke julet hjemme hos mig,” siger hun.

“Men, når jeg tænker over det, har jeg det nok med at romantisere julen. Den jul, jeg forestiller mig, at andre har."

Houthi-bevægelsen, også kaldet Ansar Allah (Guds hjælpere) er en politisk og militær shiamuslimsk bevægelse i Yemen. Den har eksisteret siden 1990'erne, men har især spillet en central rolle i kølvandet på det arabiske forår, hvor houthierne i september 2014 erobrede dele af Yemens hovedstad Sana'a. Siden marts 2015 har en regional koalition anført af Saudi-Arabien støttet Yemens regering og forsøgt at bekæmpe Houthi-oprørerne. Så sent som i september 2023 brød forhandlinger om en officiel afslutning af krigen sammen.

Hvem står bag Houthi-bevægelsen?

Iran. Det iranske ayatollah-styre har været med til at oprette Houthi-bevægelsen med den libanesiske Hizbollah-milits som model og støtter den med våben. I Irans overordnede regionale strategi er Houthi-bevægelsen endnu en forlænget arm af det iranske styre. På samme måde som Hizbollah, Hamas, de irakiske shiamilitser og Islamisk Jihad også er det. 

Er det derfor, Houthi-bevægelsen har angrebet Israel de seneste to måneder?

Ja. Houthi-oprørernes ageren skal ses i lyset af Irans regionale aktivitet. Iran opfatter Houthi-bevægelsen som en del af den såkaldte modstandsakse, og derfor er Houthi-oprørerne blevet aktiveret mod Israel siden Hamas' angreb den 7. oktober. Irans regionale krig mod Israel beskrives ofte som et spil skak, hvor kongen (Iran) er den brik, der flytter sig mindst, mens bønder, tårne, løbere og springere - Hizbollah, Islamisk Jihad, Hamas, shiamilitserne og Houthi-oprørerne - får lov til at kæmpe.

Hvor alvorlig er truslen fra Houthi-bevægelsen?

Faktisk er den langt større end den forholdsvis lille opmærksomhed, angrebene får. Houthi-oprørerne har affyret en række ballistiske missiler mod Israel med en rækkevidde på op til 2000 kilometer og sprængladninger på op til 1000 kilo. Samtidig har amerikanske krigsskibe i Det Røde Hav ifølge det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, også været med til at forhindre angreb. Men Houthi-bevægelsen forsøger også at angribe med droner og har siden den 7. oktober både kapret tankskibe og ifølge nyhedsbureauet AP ramt amerikanske krigsskibe i Det Røde Hav. Foruden den omfattende skade, som et vellykket missilangreb vil forvolde i den israelske ferieby Eilat, er Houthi-oprørernes angreb begyndt at blive en reel trussel mod den generelle skibsfart i Det Røde Hav.

Hvilken betydning har det?

Indtil videre har angrebene medført ændringer for de skibe, der ejes eller delvist ejes af israelske forretningsmænd. Disse skibe sejler nu syd om Afrika i stedet for via Suez-kanalen og Det Røde Hav. En yderligere optrapning af angrebene fra Yemen kan forværre forholdene for skibsfarten i området generelt set. Og det vil på længere sigt medføre prisstigninger i store dele af verden, fordi det bliver dyrere at fragte produkter ad omveje og med højere forsikringspriser.

Hvordan agerer Israel og USA over for denne trussel?

Forholdsvist defensivt indtil videre. Israel har ingen interesse i at optrappe konflikten med Houthi-bevægelsen, så længe kampene mod Hamas i Gaza fortsætter. Samtidig ved Israel, at det er Iran, der styrer Houthi-bevægelsen bag kulissen. Og man tolker de fortsatte angreb som en slags udmattelseskrig af samme slags som de angreb, Israel rammes af fra Hizbollahs side. Derfor forbeholder Israel sig retten til at ramme Houthi-oprørerne. Men det vil ske på israelsk initiativ, og når Israel finder det belejligt.

Men det er vel ikke kun Israels problem, hvis den internationale skibsfart er truet?

Korrekt. Og netop derfor forsøger USA at holde situationen under en eller anden form for kontrol i øjeblikket, uden at give Iran og Houthi-oprørerne anledning til yderligere optrapning. Det er vanskeligt at vide, om Israel og USA har en fælles plan til at inddæmme truslen fra Houthi-bevægelsen. Lige nu koncentrerer Israel sig om at nedkæmpe Hamas, og herefter ventes Israel at vende blikket mod Hizbollah i Libanon. Israel ønsker at få implementeret en FN resolution fra 2006, der dikterer, at Hizbollah ikke må have nogen militær tilstedeværelse syd for Litani-floden, altså ved grænsen til Israel. Israel ønsker en diplomatisk løsning på dette problem, men er parat til at tvinge Hizbollah væk fra grænsen med militære midler. Israel håber, i al forsigtighed, at Iran vil undlade at lade Houthi-bevægelsen optrappe konflikten, hvis man fra Teheran ser, at både Hamas- og Hizbollah-brikkerne på skakbrættet begynder at falde. 

Arkitektur-turen begynder i Nordtyskland. Nærmere bestemt i naturparken Holsteinische Schweiz mellem Kiel og Lübeck. Her er der masser af skove og søer, og midt i alt det grønne og blå ligger Plön med et rådhus tegnet af C.F. Hansen. 

Det enkle, røde rådhus med søjler, der indrammer indgangspartiet, ligger ud til en charmerende, brostensbelagt gade. Foran rådhuset står en pigefigur med en gås – det er Gänseliesel-Brunnen udformet af den tyske billedhugger Bernhard Butzke. 

Fra rådhuset er der kun en kort gåtur til udsigtsplateauet foran byens slot med panoramakig ud over Grosser Plöner See, der er den største sø i delstaten Slesvig-Holsten. 

Andre C.F. Hansen-værker i området tæller blandt andet det såkaldte soltempel i den seværdige slotspark i Eutin 15 kilometer øst for Plön og herregården Rastorf omkring 20 kilometer nordpå. 

Desuden kan man sætte kurs mod den ganske hyggelige havneby Neustadt, der ligger ved Lübeck Bugt på kanten af naturparken. Her har C.F. Hansen sat sin signatur på rådhuset, der med sine markante søjler på hovedtrappen er typisk for hans stil. 

Husum 

Ved den modsatte kyst – vestkysten – er Husum et besøg værd i det flade landskab godt halvanden times kørsel fra det bakkede Holsteinische Schweiz. 

Husum er en livlig provinsby med et stort opland, og havnen med adskillige spisesteder er det naturlige trækplaster i sommersæsonen. Hjertet af byen med den store markedsplads er dog også et besøg værd. Pladsen er flankeret af en række historiske huse, der har selskab af det, man kan kalde en klassisk C.F. Hansen-kirkebygning. 

St. Marienkirche er Husums centrale bykirke og regnes for et klassicistisk hovedværk i Slesvig-Holsten. Kirkens rene linjer og enkle udtryk udløste dog ikke klapsalver, da kirken stod færdig i 1833. Her blev bygningen omtalt som et ”kaninbur” og tårnet som en ”peberbøsse”, og det var ikke kærligt ment. C.F. Hansens enkle og rene, men samtidig monumentale stil faldt nemlig ikke altid i hans samtids smag. 

I omegnen af Husum har C.F. Hansen desuden sat sit præg på Salvatorkirche i den lille by Simonsberg 10 kilometer mod sydvest. 

Aabenraa 

Nord for grænsen kan man gøre et stop i Aabenraa, hvor byens gamle rådhus på Storegade er tegnet af C.F. Hansen. Rådhuset blev opført i årene 1828-1830, og bygningen blev fredet i 1932. Den enkle gulstensbygning med sandstensbånd og et indrammet indgangsparti blev bygget af materialer fra et nedrevet sanatorium, og det var i første omgang en lokal bygmester og C.F. Hansens elev Wilhelm Friedrich Meyer, der stod for tegningsforslag. Senere i processen tog mesteren selv dog over og rettede på bygningens proportionering og facadens komposition. 

C.F. Hansen har også sat sit præg på en anden markant bygning i Aabenraa – byens historiske slot. Brundlund, som slottet hedder, gemmer på mere end 500 års historie og har siden 1998 dannet ramme om et kunstmuseum. 

I dag kan man således nyde kunst med sønderjyske forbindelser på slottet, der blev ombygget i begyndelsen af 1800-tallet efter C.F. Hansens plan. Resultatet, som i store træk ses i dag, blev blandt andet pudsede og hvidkalkede mure, en korridor understøttet af søjler og et nyt porthus, der dog senere blev forhøjet og indrettet som fængsel. 

Få skridt fra slottet er den historiske vandmølle desuden et kig værd. 

Vonsild 

Vælger man hovedvej frem for motorvej fra Aabenraa og nordpå, kommer man igennem den lille by Vonsild få kilometer syd for Kolding. Her er der ikke ved første øjekast de store grunde til at stoppe op, medmindre man skal fylde depoterne på tankstationen eller i SuperBrugsen. 

Men Vonsild gemmer på en fornem overraskelse. Byen har nemlig en flot C.F. Hansen-kirke, der alene udgør en væsentlig grund til at slukke motoren i den lille by. 

I 2012-2013 gennemgik Vonsild Kirke en stor indvendig istandsættelse, og kirkerummet fremstår i dag smukt, enkelt og lyst. Lyset vælder ind ad de store vinduer, og kirkens tøndehvælv får rummet til at syne meget større, end det egentlig er. På mange måder minder Vonsild Kirke om en miniversion af C.F. Hansen-hovedværket Vor Frue Kirke – siden 1924 også kendt som Københavns Domkirke. 

Vonsild Kirke bliver også kaldt Frederikskirken, da det var Frederik den Sjette, der nedlagde grundstenen til kirken, der blev indviet i 1824. 
Fem år senere blev Vor Frue Kirke i København genindviet – efter mange års genopbygning og omformning i klassicismens ånd af C.F. Hansen. 

Skagen 

Turen slutter allerlængst mod nord. Nemlig i Skagen, hvor man finder C.F. Hansens sidste egentlige bygningsværk. Skagen Kirke fremstår dog i dag langtfra som ved indvielsen i 1841. Den blev nemlig kraftigt udvidet og ombygget af et par andre kendte herrer i begyndelsen af 1900-tallet, hvor der var brug for plads til mange flere kirkegængere. 

Ulrik Plesner og Thorvald Bindesbøll fik til opgave at tegne en udvidelse af C.F. Hansens oprindelige kirke, og Plesner forlængede blandt andet kirken mod øst og tilføjede et ”rigtigt” tårn i vestenden. Til stor glæde for skagboerne, der bestemt ikke var tilfredse med den oprindelige lille tagrytter på C.F. Hansens kirkebygning. 

Den nye, udvidede version af Skagen Kirke blev indviet i 1910. Kirken er med sin gule farve på ydersiden meget ”Skagen-agtig”, og indeni er den meget lys, stemningsfuld og bestemt et besøg værd.