Prøv avisen
Boguddrag

Psykolog: Ulyst til sex er tabu

Frej Prahl. Privatfoto.

Madmetaforerne står i kø for at få kvinder til at have sex på trods af deres ulyst. Som en sundhedsplejerske engang sagde: ”Vi kan ikke få trestjernet middag hver gang. Nogle dage er det bare sovs og kartofler, og det er godt nok," skriver forfatter og psykolog Frej Prahl i sin bog "Tændt"

Idéen, at det er forkert at afvise eller blive afvist seksuelt, har vi først og fremmest fået på grund af et fravær. Ingen steder bliver der talt om vigtigheden af afvisninger, men derimod om vigtigheden af at have sex. Vigtigheden af at sige ja.

Jeg var på et tidspunkt til et temaarrangement, hvor Sex og Samfund havde inviteret til samtalesalon på baggrund af den fremragende dokumentar ”Venus – let’s talk about sex”, hvor en række kvinder fortæller om deres forhold til seksualitet. Efterfølgende spurgte jeg i plenum, om der var andre, der undrede sig over, at ulyst ikke var blevet adresseret i filmen. Jeg spurgte, om ulyst mon var et af tidens største tabuer, hvortil de fleste kvinder svarede bekræftende.

Spurgt til, hvad man kunne gøre ved det, svarede en af Sex og Samfunds frivillige, en af forkæmperne for seksuelle rettigheder, grænsesætning og seksuel frigørelse: ”Altså, nogle gange skal der jo bare gang i maskineriet. Hvis man ikke har lyst, kan man i en periode bare vælge at knalde igennem. Så kan man for eksempel knalde hver dag i fem dage, og så kommer lysten nok.”

Jeg gik ud fra, at det var kvinden, som ikke havde lyst. Mandens lyst var ligesom en forudsætning for de knald, som åbenbart var en mirakelkur for mere lyst. Gør mere af det, som ikke fungerer, så skal det nok gå. Ingen respekt for nej’et. Tværtimod. Da jeg indvendte, at det måske ikke ville give mere lyst, men nærmere føles, som om man havde ladet sig voldtage fem gange, sagde hun mig ikke imod, men emnet blev hurtigt drejet i en anden retning.

Den samme sang blev sunget for Vibeke og mig til fødselsforberedelse. Her blev vi undervist i betydningen af rugbrødssex. Den sex, man egentlig ikke har lyst til, men som er sund for parforholdet (underforstået: overhør dit nej, kvinde). Ligesom fuldkorn ikke smager så godt, men skulle være så sundt.

Madmetaforerne står i kø for at få kvinder til at have sex på trods af deres ulyst. Som en sundhedsplejerske engang sagde: ”Vi kan ikke få trestjernet middag hver gang. Nogle dage er det bare sovs og kartofler, og det er godt nok” (underforstået: overhør dit nej, kvinde, for det er vigtigt at få noget at spise, om ikke andet kan du da stille din mands sult). For manden kan festmåltid og håndmadder komme ud på ét. Det smager ens. Groft sagt. Så det er kvinderne, som en gang imellem må nøjes med sovs og kartofler.

Jeg skulle finde ud af, at det ikke kun var madmetaforer, som blev brugt for at tåle ulystfuld sex. Motions- og fitnessmetaforer er også in. Som en verdensberømt terapeut og sexolog engang sagde til mig: ”Det er det samme som en tur i motionscenteret. Den har man heller ikke lyst til, men det er ofte rart bagefter.”

Alt sammen moderne billeder med det formål at få kvinder til at overhøre deres ulyst til deres partner. Den ulystne mand kan ”nøjes” med at have dårlig samvittighed over ikke at stille sin kones sult eller gå med hende i motionscenteret. For sådan virker billederne. Efter at være blevet undervist i betydningen af rugbrødssex, trestjernede middage og ture i motionscenteret, kan jeg tænke: ”Hvor tit skal jeg spise fuldkorn eller gå i motionscenteret? Hver dag er vel en god ting? Måske kan vi nøjes med én gang om ugen?”

Vibeke har flere gange fortalt, at hun har tænkt: ”Det er da synd for Frej. Jeg burde også have mere lyst. Eller i det mindste burde jeg have sex med Frej, selvom jeg ikke har lyst. Den nådesløse konklusion bliver, at vi ikke har sex nok, at vi er forkerte. At jeg er forkert.

Pizzabuddet bliver aldrig afvist
Pizzabuddet ringer på døren. Storbarmet kvinde åbner. 30 sekunder senere: Vild sex i kvindens sofa. Hvad er det normale her? Omgående lyst. Er afvisninger en del af deres seksuelle henvendelser? Nej. Det skaber en forestilling om, at den normale lyst ikke bliver opbygget igennem tilnærmelser og afvisninger, men opstår øjeblikkeligt, så snart kvinden åbner døren for pizzabuddet – eller for gartneren, der ringer på for at bede om et glas vand.

Den forestilling tager vi med ind i soveværelset. Hvis kvinden i pornofilmen tog sine reproduktive dynamikker alvorligt, ville pizzabuddet ringe på døren, hun ville åbne, han ville tilnærme sig hende seksuelt, hun ville tage sin pizza, betale for den og smide ham ud, hvorefter det hele ville begynde forfra. Måske ville han købe nogle blomster til hende og komme tilbage. Måske ville hun på et tidspunkt invitere ham indenfor, fordi hun ønskede, at legen fortsatte. De ville drikke et glas vin, måske ville de kysse hinanden, røre ved hinanden. Hans liderlighed ville byde ham at røre kraftigere ved hende, gå efter penetrationen.

Hun ville nyde at mærke hans lyst, og hun var stadigvæk ikke klar. Derfor skubber hun ham væk. Går i skjul. Han sætter sig væk. Rejsningen forsvinder. Hun elsker fangelegen, så hun dukker atter frem fra sit skjul. Rører ved ham, kysser ham, frister ham. Han er på hende igen. Fangelegen er genoptaget. Indtil hun – måske – bliver klar til noget seksuelt. I den almindelige porno ser vi ikke hele fangelegen, afvisningerne og henvendelserne. Reproduktionssystemets arsenal af testpersoner er blevet forvist fra scenen. Hvis vi måler vores egen adfærd op imod dette, forstærker afvisningen blot min forkerthedsfølelse.

De eneste, omend vigtige rollemodeller, som lærer os om jagten og fangelegens betydning, ser vi i de romantiske film. Her er der alenlange jagtsekvenser. Én lang fangeleg. Sjovt nok er stort set alle seere af romantiske film kvinder. Måske udtrykker filmene deres dybe længsel efter at blive jaget, at være en del af en jagt, som tænder dem. En længsel efter at blive begæret uden modkrav.

Imens sidder vi mænd i mørket foran computerskærmen og ser på oprejste og våde kønsorganer. Ingen jagt, men smaskliderlige kvinder og mænd. Vi længes efter de tændte kvinder. Vi længes også efter at blive begæret. Men i pornoen lærer vi, at jagten ikke er en del af spillet. Derfor kommer vi til at stille modkrav til vores kvinder. De bliver stillet tavst i vores skuffelse, vores tilbagetrækning, vores resignation, når vores seksuelle tilnærmelser bliver afvist. Eller i modkrav til os selv: ”Jeg gør det forkert, der må være en anden måde. Jeg er ikke god nok, jeg må blive bedre.”

Vi længes kort og godt efter at tænde og blive tændte af hinanden. Længslerne kan vi så dyrke foran vores respektive skærme, og der kan vi blive, fordi skærmene ikke lærer os noget om jagtens og fangelegens betydning i parforholdet. For desværre er selv karaktererne i de romantiske film dårlige rollemodeller for os, når det kommer til at vise, hvordan jagten udspiller sig i parforholdet. Jagten i de romantiske film foregår altid inden parforholdet og ophører, når målet (parforholdet) er nået.

Kælderen under Rindum Skole
Hvis jeg tænker på mit eget ungdomsliv, er det ud over pornografien også begrænset, hvad jeg havde af rolle- modeller. Mine forældre måske. Havde jeg set min far ellermor afvise hinanden med lethed? Nej. Havde jeg lært noget i seksualundervisningen i skolen? Nej. Nede i kælderen under Rindum Skole i Vestjylland havde jeg lært lidt af hvert. Både hetero- og homosex var på tapetet, men håndteringer af afvisninger var der ikke noget af.

Ingen steder lærer vi, at afvisninger og tilnærmelser er nødvendige ingredienser i lystopbygningen. Tværtimod lærer vi, at sex er vigtigt. I ugebladene. I Go’aften Danmark. Fra sundhedsplejersken. Fra film. Synlige og usynlige idéer om, hvor meget sex og lyst man bør have, og hvordan vi har sex. Og hvordan vi ikke har sex.

Ingen steder lærer vi, at et seksuelt forspil også kan inkludere afvisninger. De tanker (koordinater) eller mangel på samme bliver registreret af vores tilknytnings-GPS. Hvis vi ikke følger dem, bliver vi mærket af forkerthedsfølelse i form af eksempelvis forventningspres eller dårlig samvittighed. Følelser, som vores tilknytnings-GPS gør brug af for at motivere os til at følge koordinaterne. De forkerte koordinater, vel at mærke.

Koordinaterne har været forkerte længe
At kvinder har sex trods deres ulyst, daterer langt tilbage, og det har handlet om ressourcer. De fleste forskere er enige om, at jæger-samler-mennesket i høj grad deltes om mad, boliger og de enkelte redskaber, de havde med sig. Samleren var lige så nødvendig for overlevelsen som jægeren. Men da vejret ændrede sig, blev betingelserne for landbrugsdrift mere gunstige. Man begyndte at interessere sig for opdyrkning af jorden.

Efterhånden forlod enkelte medlemmer klanerne for at dyrke landbrug på mere permanent basis. Den nomadiske livsstil afvikledes langsomt, og klanerne blev opløst. I den nye landbrugsproduktion var ploven essentiel. En plov, som kvinden ikke havde kræfter til at flytte. Det kunne manden, og kvinden måtte nødvendigvis hensættes til hjemmet, hvor hun gjorde mest nytte. Det var den smarteste arbejdsfordeling, som desværre betød, at manden også tog magten over de samme produktionsmidler. Det var hans plov, hans arbejdsredskaber og hans bondegård.

Samtidig betød den nye udvikling, at manden nu ofte var ene om at forsørge sin familie, hvor jæger-samler-manden havde delt dette ansvar med resten af klanen. Han investerede altså markant flere ressourcer i sin familie og sit afkom end tidligere. Derfor var det mere vigtigt for bonden end for jægeren, at afkommet var hans eget og ikke en anden mands. Sidstnævnte ville for en evolutionær betragtning være spild af dyrebare ressourcer.

Forskningen bekræfter, at mænd i bondesamfund, som har været usikre på faderskabet, har foretrukket at donere deres arv til deres søstres børn frem for til deres kones. Hos søsterbørnene har der været en anden garanti for, at pengene kom mandens slægt til gode. Da manden sad på pengene, har det derfor været i konernes interesse at forsikre mændene i deres faderskab. Sikre, at han havde tillid til deres seksuelle troskab. Ved at være seksuelt tilgængelige for ham og kun ham, samtidig med at hun udviste en kysk adfærd udadtil, har hun højnet sandsynligheden for, at hendes børn fik del i mandens arv. En arv, børnene havde brug for for at overleve.

Ultimativt var det mest fordelagtige for kvinderne og deres børns overlevelse at gøre sig selv til mændenes ejendom. Ved eksempelvis at bære kyskhedsbælter, blive omskåret, gå tildækket i det offentlige rum og lignende. Så var der ikke noget at være i tvivl om. Senere tog de store religioner over. Særligt kristendommen og islam, men også de græske og nordiske mytologier før dem. De fortalte den samme historie, men nu var Gud eller guderne afsendere af budskabet. Kvinden tilhørte manden, og hendes seksualitet var farlig.