Prøv avisen

S: Lav babyluger til efterladte spædbørn

Efterladte spædbørn skal kunne afleveres i babyluger, mener sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S)

Nyfødte spædbørn skal ikke efterlades i naturen eller på gaden. Forældre, som ikke kan klare barnet, skal kunne aflevere dem i en babyluge på Rigshospitalet i København eller Skejby Sygehus i Aarhus.

Det siger Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen.

- Vi har foreslået, at man som forsøg opretter babyluger, som man har i mange andre lande. Én på Rigshospitalet og én i Skejby. Det koster kun cirka en million kroner at etablere og drive, siger Flemming Møller Mortensen.

Han kalder det "dybt, dybt trist og tragisk", at der tirsdag blev fundet en nyfødt pige efterladt på Hammelstrupvej i Københavns Sydvestkvarter. Hun er indleveret på Rigshospitalet.

I efteråret forhandlede Folketingets partier om babyluger, men Dansk Folkeparti sprang fra til sidst, forklarer Socialdemokratiets sundhedsordfører.

- Til allersidst trak Dansk Folkeparti i håndbremsen. Det var noget uforståeligt for os. For DF's sundhedsordfører havde hele vejen sagt, at de kunne bakke Socialdemokratiet op, siger Flemming Møller Mortensen.

I stedet skal en halv million kroner i satspuljen bruges til at undersøge udenlandske erfaringer og alternativer til babyluger.

Samtidig skal der ses på gravide kvinders forhold, mener Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann.

- For os i Venstre er det afgørende, at vi ikke bare ser på babyluger. Men også på om der er nye og andre initiativer i og omkring svangreomsorg, som vi kan tage for at forebygge, at en mor vælger at efterlade sit barn, siger hun.

Spørgsmål: Er du imod babyluger, eller vil du kombinere det med bedre omsorg for svangre?

- Det er ikke for eller imod babyluger. Vi skal have en svangreomsorg, som både tager hånd om kvinder og det ufødte barn, mener Jane Heitmann.

Jordemødrene går imod babyluger.

- Jeg synes, det er en tordnende dårlig idé, der stemmer meget dårligt overens med vores tradition for at tage os godt af de mennesker, der henvender sig med problemer, sagde Lillian Bondo, som er formand for Jordemoderforeningen, til DR Nyheder i oktober.

/ritzau/