HVORDAN KAN DU SOM KRISTEN stille op for Stram Kurs? Det spørgsmål har tidligere højskolelærer Ole Lund stillet i et indlæg her i avisen den 15. maj. Min mailboks bugner af beskeder med samme spørgsmål. For mig er der ingen tvivl, at netop kristne må stramme op, hvis ikke Europa skal udvikle sig til et kalifat inden for få årtier.
For nylig interviewede jeg den tidligere hollandske højrepolitiker Joram van Klaveren. Indtil oktober 2018 var han en benhård islamkritiker, der arbejdede som højrehånd for Geert Wilders, lederen af det stærkt islamkritiske Frihedspartiet i Holland. Van Klaveren havde meldt sig ind i partiet for at stoppe islamisk terror i Europa. Han ville også bremse kvinders undertrykkelse, had mod jøder og homoseksuelle.
Han mente, at Europa var i fare, og at der måtte gøres noget. Derfor gik han i gang med at skrive en bog, hvor han ville vise, hvor farlig en religion islam er. Men arbejdet med bogen tog imidlertidig en anden udvikling end ventet. Van Klaveren besluttede sig for at konvertere til islam. Han mener nu, at islam er fremtidens religion i Europa.
Van Klaveren fortalte mig, at det afgørende for, at han begyndte at se anderledes på islam, var, at han var ved at miste sin kristne tro. Det var ikke en politisk beslutning, men en religiøs. Det var det åndelige tomrum i Europa på grund af sekulariseringen, som fik ham til at længes efter noget mere at tro på, selvom han er opdraget i den reformerte kirke.
Joram van Klaverens konversions-historie fortæller noget om, hvorfor islamiseringen vokser til trods for politiske stramninger, asylstop og hjemsendelser. Islam er i øjeblikket Europas hurtigst voksende religion, trods den megen modstand og kritik, som den også møder. Når islam har fremgang, er det, fordi den har et klart svar på noget, som vestlig kultur ikke længere har svaret på, nemlig hvad der er absolut godt, og hvad er absolut ondt, og hvad meningen med livet er.
FOR DANSKERNE og resten af europæerne er moral et flydende begreb. For muslimer derimod er der ikke nogen tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert. Det er nedfældet i Koranen, og muslimer vil dø for at forsvare denne tro. Mens danskere fortaber sig i indbyrdes slagsmål om, hvem der er racister, nazister og islamofober, vokser islam, fordi den ikke møder nogen form for religiøs konkurrence. Den bliver ikke udfordret trosmæssigt. Islam har ingen åndelige konkurrenter i Europa, fordi kirken har opgivet troen på evangelisering, og derfor konverterede Joram van Klaveren. Det er han ikke ene om. Omkring 5000 briter konverterer årligt til islam, og i USA ligger tallet på 30.000. Herhjemme registreres konvertitter ikke til islam, men imam Abdul Wahid Pedersen skønner, at der i gennemsnit er mindst en dans-ker om ugen, der konverterer.
Europa er som et tomt hus, islam er ved at flytte ind i. Den græske filosof Aristoteles siger, at naturen ikke tåler et vakuum. Opstår der et tomrum i naturen, bliver det altid fyldt ud af noget andet. Der er et åndeligt vakuum hos os selv, som gør, at vi ikke har noget at stå imod med over for islamiseringen.
Muslimer i Danmark tager deres egen religion alvorligt, men mærker samtidig, at danskerne ikke tager kristendommen alvorligt. Deres reaktion på vores gudløshed er mere islam og ofte i radikaliseret form. Islam kan i dag nå i Europa, hvad muslimer tidligere ikke kunne opnå selv med våben og hærstyrker, fordi den kristne kultur ikke længere forsvarer sin tro, og de er ikke længere i stand til at forsvare den kristne moral.
Den svækkede tro hos os selv har også betydet, at vi har mistet det moralske kompas i forhold til rigtigt og forkert. Det udmønter sig i, at man er villig til at holde hånden over forbryderen, hvis bare han eller hun er fremmed, og at lade offeret, sine egne og nationen, i stikken.
Vi har alle midlerne til at bekæmpe islamismen, hvis vi ville, men vi mangler en moralsk overbevisning om, hvorfor vi bør sige nej. I det hele taget er vi meget usikre på, hvornår det er rigtigt at sige ja, og hvornår vi skal sige nej. Vi ved ikke, hvem vi selv er mere. Islam derimod er en meget selvbevidst religion, og derfor vokser den.
Indvandrerdebatten bærer præg af stor polarisering, som handler om retten til at kalde sig god. Der føres en slags borgerkrig om, hvem der er de næstekærlige. Hvad der før var et stærkt fællesskab om de samme værdier, er i dag blevet til en dyb, ja, hadefuld, splittelse over, hvem der har ret til at kalde sig god og kærlig. Der er udbrudt krig i kærlighedens navn.
Vi har at gøre med en meget politiseret kristendom, som lærer dig, at kun hvis du elsker fremmede, er du kristen og et godt menneske. Det hedder i buddet: Du skal elske din næste som dig selv. Den politiske kristendom elsker ikke sig selv, men kun fremmede. Vi er besat af en ideologi om at elske den fremmede uden at elske os selv. Det er ikke kærlighed, men selvdestruktion, ja, selvmord, som den engelske journalist Douglas Murray har beskrevet det i sin bestseller ”Europas undergang”.
Og hvor tragisk og ironisk, at Europa nu bruger en forvrængning af den kristne næstekærlighed til at ødelægge den kristne kultur med.
NÅR JEG HAR VALGT AT STILLE OP for Stram Kurs, er det for at gøre opmærksom på denne blinde plet i indvandrerpolitikken, det åndelige vakuum, som islam udnytter, og som svækker os selv. Og gøre kristendommen aktiv igen i samfundet. Det er ikke en politisk opgave at lovgive om, hvad folk skal tro på, men det er en politisk opgave at gøre opmærksom på, at vi ikke kan overleve som kultur, hvis ikke vi forstår religionens rolle i det her og styrker vores egen. Og hvis ikke vi tager vores klare forholdsregler i forhold til en anden og invasiv religion med en stram hjemsendelsespolitik. Politik handler i dag for en stor del om religion, og det skal politikere lære at forholde sig til på en ny måde.
Men tilbage til spørgsmålet, om man kan være kristen og imod indvandring? Skal kristne ikke tage imod fremmede og gengælde ondt med godt? Det spørgsmål fik den hellige Frans af Assisi også stillet af sultan al-Malik al-Kamil, da Frans tog med på det femte korstog i år 1219 for at omvende sultanen i Egypten til kristendommen. Sultanen spurgte Frans, hvorfor de kristne bekrigede hans land, hvis den kristne tro lærer at gengælde ondt med godt. Frans svarede ved at henvise til Jesus, der siger: ”Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud, og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med at hele dit legeme kastes i Helvede” (Matth. 5, 29). Med det ville Frans sige, at han havde muslimer lige så kær som mennesker som hans eget øje, men hvis muslimer med deres tro på Koranen ville afskære kristne fra troen og fra Guds kærlighed, så skulle de afvises, slås tilbage og smides på porten. Det kan også oversættes til vores dages sekulære termer som den frihedskultur, kristendommen har banet vejen for.
For Frans handler det om først og fremmest at beskytte det gode og sande. Hans kærlighed til sandheden og til Gud gør ham kompromisløs, selvom han er fuld af kærlighed til muslimen. Kærlighed er ikke kun at stryge med hårene, men også at tage hårde beslutninger for at værne om det, man har kær. Det var derfor, Frans brugte korstoget som anledning til at evangelisere for sultanen, men alligevel støttede han fuldt ud den militære indgriben i de områder, hvor kristne blev forfulgt af muslimer.
Kristne kan derfor med god samvittighed sige nej til islam, når den vil erstatte den kristne tro og kultur, som Danmark bygger på, og i stedet indsætte et islamisk verdensherredømme, som er islams endemål. Men vi har også brug for en alvorlig selvransagelse i forhold til vores tabte kristne tro. En strammere åndelig og moralsk kurs.