Der er ikke ret mange nedskrevne retningslinjer for, hvordan en regering skal dannes. Heller ikke i Grundloven. Men der er en masse kutyme forbundet med et regeringsskifte, og disse uskrevne regler følges typisk i forbindelse med en regeringsdannelse.
Den enkleste model træder i kraft, hvis det er en siddende statsminister, der vinder valget. Så kan denne vælge at køre videre med præcis samme ministre som før valget. Det gjorde for eksempel Anker Jørgensen i 1977 og Poul Schlüter i 1984. I så fald behøver Dronningen ikke at blive involveret.
Et besøg på Amalienborg bliver aktuelt, hvis en eller flere ministre skal skiftes ud, eller hvis en statsminister må gå af. Det er nemlig ifølge grundloven kun regenten der formelt kan udnævne og afskediger ministre. I begge tilfælde må statsministeren derfor henvende sig til den siddende regent. Ved et tabt valg må den afgående statsminister begære regeringens afsked hos dronningen, hvorefter hun beder statsministeren og de siddende ministre om at fungere som et såkaldt forretningsministerium, indtil en ny regering er fundet.
Når et regeringsskifte er nødvendigt, indkaldes Folketingets partier typisk til en såkaldt dronningerunde (eller kongerunde).
Begrebet dækker over, at Dronningen beder alle Folketingets partier pege på, hvem de vil anbefale som statsminister, hvorefter hun udpeger enten en forhandlingsleder eller en kongelig undersøger.
Forskellen er, at forhandlingslederen får mandat til at danne regering med sig selv som statsminister, mens en kongelig undersøger kun har mandat til at undersøge, hvilke muligheder der er for at danne en regering.
Det sidste sker som regel kun, hvis valgresultatet er meget mudret. Vedkommende vil typisk være en erfaren politiker, der ikke selv er aktuel som statsministerkandidat. For eksempel var Niels Helveg Petersen, tidligere minister og folketingsmedlem for De radikale, kongelig undersøger i 1988.
Men typisk vil det altså være den statsministerkandidat, der har fået flest stemmer, som bliver valgt til forhandlingsleder og står i spidsen når regeringsgrundlaget skal besluttes og ministerposterne fordeles. Lykkes det statsministeren at danne en ny regering går han eller hun tilbage til dronningen og meddeler, at opgaven er fuldført. Vedkommende som er valgt får derved Dronningens godkendelse og mandat til at danne regering og blive designeret statsminister.
Sidstnævnte er en ren formalitet, men det er der, den traditionelle præsentation af de nye ministre for Dronningen og den offentlige fremvisning på Amalienborg Slotsplads kommer ind i billedet.
Hvor længe en regeringsdannelse tager kan variere. Den længstvarende regeringsdannelse (regnet siden grundlovsændringen i 1953) fandt sted efter valget i 1975. Her skulle 11 partier forhandle om magten, og det tog 35 dage før en regering stod klar. Socialdemokratiets Anker Jørgensen kom til at stå i spidsen som statsminister for en mindretalsregering, som i de efterfølgende år var præget af politisk ustabilitet.