Prøv avisen

Hvad er forskellen på begravelse og bisættelse?

Ved en bisættelse sker jordkastelsen i kirken, imens præsten siger "Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå". Arkivfoto. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Den nyligt afdøde prins Henrik skal bisættes og ikke begraves. Men hvori ligger forskellene?

I Danmark er der mange traditioner, der knytter sig til et menneskes sidste rejse. Flaget hejses på halvt, man synger salmer og mange steder inviteres familie, venner og bekendte hjem til de efterladte for sammen at mindes den afdøde.

Men ritualet, der knytter sig til den sidste afsked, er ikke altid det samme. I den danske folkekirke har det siden 1892 været muligt at vælge imellem begravelse og bisættelse. Men hvori ligger forskellene?

Fælles for begravelse og bisættelse

Umiddelbart efter en person dør kontaktes en bedemand. Bedemanden er både behjælpelig med at afhente og transportere den afdøde, der lægges i en kiste, som placeres i et kapel. Her står den, indtil den kirkelige ceremoni skal foregå, og i mellemtiden klargør bedemanden den afdøde til den sidste rejse.

Når det er tid til, at begravelses- eller bisættelsesritualet skal foregå, flyttes kisten ind i kirken. Der lægges blomster fra de pårørende på og omkring kisten, og kirken dekoreres.

Hermed er scenen sat for den kirkelige afskedsceremoni.

Afskedsceremonien indledes som udgangspunkt med, at organisten spiller et præludium, hvorefter de tilstedeværende synger en indgangssalme. De pårørende er som oftest med til at vælge de salmer, der skal synges. Herefter beder præsten en bøn og læser en tekst fra Bibelen, hvorefter der synges endnu en salme.

Efter den anden salme holder præsten en tale for den afdøde, enten ved kisten eller fra prædikestolen.

Det er først efter præstens tale, begravelses- og bisættelsesritualet adskiller sig fra hinanden.

Forskellene mellem begravelse og bisættelse

Forskellene mellem de to ceremonier består i, at der ved en begravelse først kastes jord på kisten ved selve graven, hvorimod jordpåkastelsen ved en bisættelse finder sted inde i kirken efter præstens tale til de efterladte.

Ved en begravelse synger de tilstedeværende endnu en salme efter præstens tale, og kisten bæres ud til gravstedet, ofte af nære venner eller familiemedlemmer. Resten af gæsterne ved begravelsen følger dem i stilhed ud på kirkegården, hvor kisten sænkes i jorden. Her beder præsten endnu en bøn, inden de velkendte ord “Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå” siges, imens der kastes jord på kisten tre gange.

Afslutningsvist bedes Fadervor, præsten lyser velsignelsen og forsamlingen synger endnu en salme.

Ved en bisættelse er fremgangsmåden anderledes end ved begravelsen. Her sker jordpåkastelsen nemlig allerede inde i kirken, alt imens præsten siger de samme ord, som han ville gøre ved graven. Efterfølgende synger forsamlingen endnu en salme, inden kisten bæres ud til rustvognen, hvor de pårørende tager afsked med den døde, inden rustvognen kører kisten til krematoriet.

Ritualet omkring bisættelsen slutter dog ikke her. Urnen, som asken lægges i efter kremeringen, kan enten blive begravet på kirkegården eller på privat jord, men sidstnævnte kræver dog en særlig tilladelse fra Kirkeministeriet. Ved dette afsluttende ritual skal der ikke være en præst til stede, medmindre de efterladte ønsker det, men graveren skal inddrages, så nedsænkningen sker korrekt.

Askespredning

I stedet for at nedsænke urnen i jorden, kan asken blive spredt, såfremt den afdøde har efterladt sig et skriftligt ønske herom. Det anslås, at der årligt finder mellem 2500-3000 askespredninger sted i Danmark - en praksis, der bliver stadigt mere populær. Askespredningen skal ske over åbent vand, hvilket vil sige, at det enten skal være over havet, større fjorde eller bugter, men at man ikke må sprede asken over en sø. Ligeledes er det ikke tilladt at nedsænke en urne med aske i havet.

Det er desuden muligt at dele asken i to, som i prins Henriks tilfælde, hvis den afdøde har udtrykt ønske om det skriftligt.