Nærvær og engagement er nøgleordene, når den moderne fadertype i dag defineres. Forskerne taler om ”den nye far”, og han er med til både fødslen og alle sundhedsplejerskens besøg. Han stiller spørgsmål til de professionelle, han vil lære sit barn at kende på barnets betingelser, og han VIL være med til det første skridt, det første ord, og første skoledag.
”Far” er stadig under udvikling, og det har han sådan set været siden patriarkens tid. Familieforskere og psykologer er enige om, at fars bevægelse fra patriark til moderne far er en fordel for både familielivet, børns trivsel og fædres egen livskvalitet. Men hvad er det, der har formet ham? Det ser Kristeligt Dagblad nærmere på i anledning af fars dag den 5. juni.
Svend Aage Madsen er psykolog og forskningsleder på Rigshospitalet i København. Han har i mange år arbejdet med mænds sundhed og mænd som fædre. Ifølge ham kan man se den nye far som en modreaktion på den type, der kom før ham.
”De moderne fædre har i mange tilfælde sat nærværet på dagsordenen, fordi de har oplevet deres egen far som fraværende,” siger han og henviser til en ny serie på P1 med titlen ”Far, der er noget, vi skal tale om.” Her taler værten Thomas Skov Gaardsvig med andre nybagte fædre om forholdet til deres far for netop at bearbejde et gennemgående tema om en åndelig eller fysisk fraværende far, for at ruste sig til selv at udfylde rollen som forælder.
Kategorien, som Svend Aage Madsen kalder ”den fraværende far,” har altid eksisteret, men efter Anden Verdenskrig og op gennem ’60’erne og ’70’erne begyndte børn at give udtryk for, at de savnede deres fædre, hvilket også kom til udtryk i kulturen gennem serier som Matador og amerikanske film.
”Meget handlede jo om, at sønner eller døtre søgte deres faders nærvær og anerkendelse. De så på ham fra afstand, men ville være mere sammen med ham. En nyere serie som ’Krøniken’, der foregår i den tid, er en rigtig god afbildning,” siger Svend Aage Madsen.
Dengang så man også de sidste rester af den såkaldte ”gammeldags far” eller ”patriarkalske far”.
I sit forhold til familien var patriarken dominerende på regler, normer og funktioner, men kom til kort ved de nære relationer. Moderen havde alliancer med børnene bag om faderens ryg, og beskyttede dem mod den dominerende far.
”Af børnene blev han samtidig ofte beundret, fordi han var den, der stod som klippen og styrede hele deres verden,” siger Svend Aage Madsen og forklarer, at patriarken forsvandt ud af billedet under det store uddannelsesboom, der begyndte i 1960’erne.
Patriarkens vej var den eneste vej, men i 60’erne begyndte børnene at få en uddannelse og komme ind i en helt anden verden end den, deres fader vogtede over. De to verdener var ikke forbundne, så det, der foregik ude på bondegården, værkstedet eller i den lille virksomhed, kunne slet ikke sammenlignes med det, som børnene kom til at beskæftige sig med.
”De gik ud og lavede nogle helt andre ting, som han aldrig nogensinde ville komme til og ikke kunne sætte sig ind i. Børnene kunne omvendt heller ikke længere bruge hans erfaringer til særlig meget. Han var statisk og kunne ikke følge med de nyere generationers udvikling, og derfor mistede han sit greb om familien og blev efterladt på perronen,” siger Svend Aage Madsen.
Der har den moderne, nærværende far et større potentiale for at følge med sine børn ind i fremtiden, for han er omstillingsparat og kan leve sig ind i deres verden. I modsætning til patriarken følger han med i, hvad børnene laver og interesserer sig for.
At den nye type far kaldes den moderne af slagsen, betyder selvfølgelig ikke, at alle fædre nu tilhører den kategori og besidder alle de træk, den indebærer. Den fraværende far findes eksempelvis også i dag, samt andre kategorier af fædre, som Svend Aage Madsen møder i sit arbejde. Der er "den bekymrede og beskyttende far", der ikke tror på, at børnene kan noget selv, og der er "den præstationsorienterede far", der træner sine børn i stedet for at lege med dem.
Svend Aage Madsen understreger, at man har træk fra alle typer i sig, hvis man er far i dag. Nogle er mere dominerende og definerende for, hvilken type, man er.
”Sådan er det med alle kategorier her i verden. De er opsummeringer,” siger han.
Faderrollen udvikler sig altså stadigvæk, og spørger man familieforsker Per Schultz Jørgensen, så er den nye nærværende faders plads i samfundet skrøbelig.
”Den hviler ikke på noget fuldstændigt traditionsbestemt, som moderens rolle gør. Moderens rolle som forælder er indgroet gennem tiden, men faderens rolle er endnu ikke indlejret i samfundet, så det er op til den enkelte far at afgøre, om de har tid, lyst eller overskud. Og netop tid og lyst kan være svært for fædre at finde”, siger Per Schulz Jørgensen, for Danmark har ikke en familiepolitik der lægger op til, at far skal bruge mere tid på familielivet.
Han nævner blandt andet barselsorlov som eksempel, samt det faktum at Danmark ligger meget lavt i forhold til andre nordisk lande, i forhold til hvor mange dages orlov fædrene tager.
”Faderen har betydning på mange led og kanter både for moderen, familien og absolut også for børnene og deres egen livskvalitet. Men vi skal kæmpe for den nye far, og have politik, der giver aktivt plads til ham,” siger Per Schultz Jørgensen.
Svend Aage Madsen mener også, at der skal mere fokus på nybagte fædre, og han beskæftiger sig eksempelvis med at få dem inddraget mere i sundhedsplejetilbud efter fødslen. Han er dog fortrøstningsfuld, når det kommer til fædrenes egne motivationer:
”Selvom mange af de nærværende fædre har en drivkraft væk fra noget, som har givet et savn, så er der også en særlig drivkraft imod noget. Samværet og tilknytningen til barnet tiltrækker dem, og de har fundet ud af, at det jo er dejligt at være sammen med sit barn. Uden den drivkraft ville man slet ikke se den her forandring,” siger han.