Min mand talte med sin søster i telefonen – de havde været vågne det meste af natten, fordi den yngste havde kastet op. Vi havde lige fundet ud af, at vores ældste barn havde børneorm, så af sted til døgnapoteket efter en ormekur til hele familien. Ugen før var vores yngste snottet og sløj, og i weekenden skulle min mand arbejde.
Jeg kan godt afsløre, at vi som mange andre børnefamilier sjældent får meldt os til alt fra sanketure til samtalesaloner, familieyoga og madlavning på aftenskolerne. Vi har nok i hverdagens uforudsigelige program og rytme: At række ud til fællesskaber uden for vores egen boble synes ofte uoverskueligt. Hverdagen spænder ben for fællesskabet!
Men vi vil gerne deltage. Samtidig øger det vores sundhed og trivsel, det skaber sammenhængskraft og tillid i det danske samfund, og hvis fællesskabet er grønt, gavner det også vores kære klode. Så hvad skal der til, for at vi kommer ud ad døren og engagerer os?
Mange af os er kun sjældent sammen med mennesker, der ikke ligner os selv. En tendens, som coronakrisen har forstærket, samtidig med at den har bevist, hvorfor vi har brug for fællesskabet.
Her er folkeoplysningsforbundene og de folkeoplysende foreninger unikke, fordi vi i disse kan mødes i et fællesskab, der rækker ud over vores egen familie og omgangskreds.
Men det kræver selvfølgelig, at vi møder op. Og det kræver noget særligt af oplysningsforbundene. På den baggrund besluttede Inge Lindqvist fra aftenskolen Fora Hvidovre og jeg os for – med hjælp af støtte fra Dansk Folkeoplysnings Samråd og Slots- og Kulturstyrelsen – tilbage i 2020 at udvikle metoder og formater, der kan engagere børnefamilier i aftenskolen og bringe mennesker sammen på tværs. En lærerig rejse, som både har kastet ny viden og en masse erfaringer af sig. Men som også på mange måder har sendt os tilbage til start: For hvad er det egentlig, folkeoplysningen kan og skal? Og hvordan forbinder vi os med de mennesker, som vi godt kunne tænke os at engagere?
Dialogen og det at anspore til samtaler om de brede sammenhænge, udsynet og perspektiverne blev vores pejlemærker på rejsen. Ikke kun når det gjaldt de enkelte aktiviteter og deltagernes indbyrdes, men i hele tilgangen til folkeoplysningen og de mennesker, vi gerne ville have i spil. Vi startede et andet sted.
Til en start så vi to veje for os, der skulle sikre, at vi fik fat i børnefamilierne: Vi ville være til stede digitalt, og vi ville nå deltagerne gennem lokale institutioner som for eksempel kommunens sundhedspleje. Det var gode bud på metoder, der kunne aktivere deltagerne, men vi blev stadig klogere.
Jamen, hvad med selve formaterne – har de ikke en betydning for, om deltagerne har tid og lyst til at engagere sig? Allerede før vi gik i gang, havde vi en idé om, hvilke aktiviteter vi ville sætte i gang: enkeltstående højskolearrangementer, et netværk med månedlige aktiviteter for forældre på barsel samt en række små interessefællesskaber, hvor deltagerne kunne mødes om en særlig interesse som for eksempel hækling.
Derudover kunne vi se, at folkekøkkenet allerede var et populært format for børnefamilierne lokalt. Og vi forsøgte derfor at binde tråde og knytte bånd til de mennesker og fællesskaber, der allerede – med de brede sammenhænge, perspektiverne og udsynet som pejlemærker – havde noget på hjerte. Og den feedback, vi løbende fik, viste os også, at der var stor tilfredshed med form og indhold.
Corona blev selvfølgelig noget af et benspænd, men det tog vi i stiv arm. Ud over barselsaktiviteterne, som vi kunne gennemføre i mindre grupper og/eller udendørs, fokuserede vi derfor vores indsats på en række takeaway-aktivitetskits, som gav deltagerne mulighed for at deltage hjemmefra, ligesom vi legede med forskellige digitale formater. Men så var det, spørgsmålet opstod: Hvordan adskiller et sådan aktivitetskit sig fra noget, man selv kan købe på nettet, få leveret til døren, pakket lækkert ind? Igen blev dialogen om de brede sammenhænge, udsynet og perspektiverne et pejlemærke.
Men corona eller ej – den store udfordring var fortsat at få deltagerne til at tilmelde sig og møde op.
Ret hurtigt måtte vi sande, at vi ikke kom særlig langt på Facebook med de midler, vi havde til rådighed til annoncer og professionel grafik. Den digitale markedsføring blev en smule sparet, og vi måtte tænke os om. Igen måtte vi tilbage til start.
Det blev imidlertid efterhånden tydeligt for os, at det, der rykkede, var det personlige møde og den direkte dialog med deltagerne både digitalt og ude i det virkelige liv: at være interesseret i deltagerne og give dem noget igen i stedet for bare at stoppe reklamer ned i halsen på dem.
På Facebook betød det et fokus på at opbygge et community . Og frem for at tænke i flotte annoncer og professionel grafik måtte vi skabe dialog, fællesskab og liv på den digitale kanal. Vi kunne med fordel forstå Facebook som en virtuel landsby, hvor vi gik rundt og talte med de øvrige beboere, lyttede og selv fortalte lidt. Det er faktisk sværere end som så, for det kræver, at man er oprigtigt interesseret i at være til stede og lytte – og det kræver tid! Men hvis man kan finde ud af det i virkeligheden, kan man måske også finde ud af det i det digitale univers?
Er det ikke gammel vin på nye flasker? Vi ved vel, at det er mund til mund-metoden, der virker? Jo, i virkeligheden ved vi godt, at den bedste måde at engagere mennesker på er at spørge dem personligt, om de vil være med. Men det er en vigtig erkendelse: Vi må forbinde os med de mennesker, vi gerne vil engagere.
Og ja, det er måske også her, udfordringen og det paradoksale ligger: Vi bliver nødt til at engagere os i de mennesker, som vi ikke kender så godt – både som familie og som folkeoplysningsforbund. Vi kan ikke blot sidde bag skærmen og sende en masse ud i æteren: Vi må i dialog med deltagerne – også selvom vi endnu ikke kender dem så godt. Det kræver en indsats, det kræver tid, men ikke kun flere penge.
Vores gode råd til andre folkeoplysningsforbund og foreninger, der gerne vil tiltrække nye deltagere, som for eksempel børnefamilier, er:
1) Lær jeres ønskede deltagere at kende, og sørg for at være i direkte dialog med dem.
2) Sikr jer, at I bruger de samme kommunikationskanaler som målgruppen.
3) Samarbejd med lokale aktører for at blive synlige lokalt.
4) Samarbejd vedholdende med kommuner for at nå bredere ud.
I dag står vi væsentligt stærkere, når vi gerne vil i kontakt med børnefamilierne i både den virtuelle og den virkelige landsby.
Og vi minder os selv om, at det ikke kun er de aktiviteter, som deltagerne engagerer sig i, der skal fremme dialog og anspore til samtaler om de brede sammenhænge, udsynet og perspektiverne. Også vores tilgang til deltagerne må udspringe heraf.