Professor Heinrich Barkhausens laboratorium lå nu åbent for natteluften; store, fortærende flammer havde en fest midt blandt det, der var tilbage af de følsomme glasinstrumenter, kabelrullerne, elektroderne og dioderne. De udsøgt kalibrerede midler til at kontrollere og styre visse frekvenser, den soniske teknologi, som havde været professorens specialiserede livsværk, var blevet splintret og reduceret til noget primitivt. Dresdenuniversitetets tekniske institut lå syd for Altstadt, og laboratoriet var tidligere blevet ramt af brandbomber og højeksplosive sprængbomber. Ilden havde været langsom til at gribe om sig, men da den gjorde, var det med en grådig brølen. Det her var et eksempel på den ”vilde bombning”, som RAF’s ledende pilot for angrebet tre tusind meter oppe i luften havde advaret alle de andre besætninger om, mens de fløj over byen – ved siden af målet og ikke en del af missionen.
Meget tæt på instituttet stod den smukke russiske ortodokse kirke med sine blå løgkupler; den var ikke blevet ramt af de tilfældige bomber, hvorimod universitetet blot få meter væk var blevet fortæret. Det står ikke helt klart, hvor professor Barkhausen var på det tidspunkt, men hans protegé Mischka Danos befandt sig et sted ikke så langt væk lidt længere oppe ad højen, hvor han og Karl May-pigen havde anbragt sig ved et forladt luftværnsbatteri, hvorfra de nu begge kiggede på de kolossale infernoer foran dem. Danos mindedes – til sit eget ubehag – at han følte sig som Nero, kejseren, der så Rom brænde. Mange andre huskede den sære og skyldplagede blanding af følelser: både chokket og forundringen over det frygtelige syn. Ilden i byen var ved at forvandle sig til en ny slags destruktiv kraft.
Luften vendte vrangen ud på sig selv. Der var mange i de dårligt oplyste murstenskældre rundtomkring i Altstadt, som havde bemærket forandringen i luftens sammensætning: De stadig mere trykkende varmepulser, det anstrengte åndedræt ligesom det, man oplever under et mareridt, svimmelheden ved at stå op, en voksende følelse af kvalme. Resultatet var en overvældende trang til at slippe ud og stå ude under åben himmel. Nogle huskede, at murstenskatakomberne mundede ud ved Elbens bred, og begav sig af sted mod noget, de troede ville være flodens rene, kolde luft. Andre ville absolut nå frem til Großer Garten-parken, de forestillede sig måske frostglitrende træer og lange, kølige træklynger. Men de snævre passager og improviserede indgange, der formede labyrintens struktur, kunne ikke rumme alle de mange mennesker, der forsøgte at bevæge sig i modsatte retninger. Dertil kom, at mange af dem, der søgte beskyttelse, var ældre mennesker, gamle mænd og kvinder i vinterfrakker, der ikke længere var så adrætte. En mand snublede og faldt og blev derefter langsomt trådt ihjel, mens køen bag ham væltede uimodståeligt frem. To mennesker sad kilet fast i en dør, mens folk på begge sider hektisk prøvede at mase sig forbi.
Meget tæt på instituttet stod den smukke russiske ortodokse kirke med sine blå løgkupler; den var ikke blevet ramt af de tilfældige bomber, hvorimod universitetet blot få meter væk var blevet fortæret. Det står ikke helt klart, hvor professor Barkhausen var på det tidspunkt, men hans protegé Mischka Danos befandt sig et sted ikke så langt væk lidt længere oppe ad højen, hvor han og Karl May-pigen havde anbragt sig ved et forladt luftværnsbatteri, hvorfra de nu begge kiggede på de kolossale infernoer foran dem. Danos mindedes – til sit eget ubehag – at han følte sig som Nero, kejseren, der så Rom brænde. Mange andre huskede den sære og skyldplagede blanding af følelser: både chokket og forundringen over det frygtelige syn. Ilden i byen var ved at forvandle sig til en ny slags destruktiv kraft. Luften vendte vrangen ud på sig selv. Der var mange i de dårligt oplyste murstenskældre rundtomkring i Altstadt, som havde bemærket forandringen i luftens sammensætning: De stadig mere trykkende varmepulser, det anstrengte åndedræt ligesom det, man oplever under et mareridt, svimmelheden ved at stå op, en voksende følelse af kvalme. Resultatet var en overvældende trang til at slippe ud og stå ude under åben himmel. Nogle huskede, at murstenskatakomberne mundede ud ved Elbens bred, og begav sig af sted mod noget, de troede ville være flodens rene, kolde luft. Andre ville absolut nå frem til Großer Garten-parken, de forestillede sig måske frostglitrende træer og lange, kølige træklynger. Men de snævre passager og improviserede indgange, der formede labyrintens struktur, kunne ikke rumme alle de mange mennesker, der forsøgte at bevæge sig i modsatte retninger. Dertil kom, at mange af dem, der søgte beskyttelse, var ældre mennesker, gamle mænd og kvinder i vinterfrakker, der ikke længere var så adrætte. En mand snublede og faldt og blev derefter langsomt trådt ihjel, mens køen bag ham væltede uimodståeligt frem. To mennesker sad kilet fast i en dør, mens folk på begge sider hektisk prøvede at mase sig forbi.
De kombinerede brande foroven – flammer, der sprang fra bygning til bygning og gade til gade og nu steg højere op end spirene på de bomberamte kirker – var også begyndt at kunne mærkes under overfladen. Den glohede varme strålede ind gennem stenene og murværket. Det var tydeligt for mange, at hvad der end lå udenfor, så var det værd at løbe risikoen for at slippe væk fra de dunkle og giftige, overophedede tunneler. Men der var andre eksempler på uforudsete rædsler: En kældergang, der slog et knæk på halvfems grader, havde en trædør, som panikslagne mennesker på hver side, der bevægede sig hastigt i en stadig tættere flok, prøvede at skubbe op uden at være klar over hinandens tilstedeværelse. Som følge af denne styrkeligevægt ville døren selvfølgelig ikke give sig, og panikken voksede, mens andre så prøvede at bevæge sig tilbage blot for at finde sig selv ubønhørligt fanget i en ubevægelig masse. Kroppe blev presset mod det stadig varmere murværk, mens folk trak vejret endnu dybere i et forsøg på at bevare roen, selv da deres hjerter slog kolbøtter af skræk.
Meget tæt på instituttet stod den smukke russiske ortodokse kirke med sine blå løgkupler; den var ikke blevet ramt af de tilfældige bomber, hvorimod universitetet blot få meter væk var blevet fortæret. Det står ikke helt klart, hvor professor Barkhausen var på det tidspunkt, men hans protegé Mischka Danos befandt sig et sted ikke så langt væk lidt længere oppe ad højen, hvor han og Karl May-pigen havde anbragt sig ved et forladt luftværnsbatteri, hvorfra de nu begge kiggede på de kolossale infernoer foran dem. Danos mindedes – til sit eget ubehag – at han følte sig som Nero, kejseren, der så Rom brænde. Mange andre huskede den sære og skyldplagede blanding af følelser: både chokket og forundringen over det frygtelige syn. Ilden i byen var ved at forvandle sig til en ny slags destruktiv kraft. Luften vendte vrangen ud på sig selv. Der var mange i de dårligt oplyste murstenskældre rundtomkring i Altstadt, som havde bemærket forandringen i luftens sammensætning: De stadig mere trykkende varmepulser, det anstrengte åndedræt ligesom det, man oplever under et mareridt, svimmelheden ved at stå op, en voksende følelse af kvalme.
Resultatet var en overvældende trang til at slippe ud og stå ude under åben himmel. Nogle huskede, at murstenskatakomberne mundede ud ved Elbens bred, og begav sig af sted mod noget, de troede ville være flodens rene, kolde luft. Andre ville absolut nå frem til Großer Garten-parken, de forestillede sig måske frostglitrende træer og lange, kølige træklynger. Men de snævre passager og improviserede indgange, der formede labyrintens struktur, kunne ikke rumme alle de mange mennesker, der forsøgte at bevæge sig i modsatte retninger. Dertil kom, at mange af dem, der søgte beskyttelse, var ældre mennesker, gamle mænd og kvinder i vinterfrakker, der ikke længere var så adrætte. En mand snublede og faldt og blev derefter langsomt trådt ihjel, mens køen bag ham væltede uimodståeligt frem. To mennesker sad kilet fast i en dør, mens folk på begge sider hektisk prøvede at mase sig forbi.
De kombinerede brande foroven – flammer, der sprang fra bygning til bygning og gade til gade og nu steg højere op end spirene på de bomberamte kirker – var også begyndt at kunne mærkes under overfladen. Den glohede varme strålede ind gennem stenene og murværket. Det var tydeligt for mange, at hvad der end lå udenfor, så var det værd at løbe risikoen for at slippe væk fra de dunkle og giftige, overophedede tunneler. Men der var andre eksempler på uforudsete rædsler: En kældergang, der slog et knæk på halvfems grader, havde en trædør, som panikslagne mennesker på hver side, der bevægede sig hastigt i en stadig tættere flok, prøvede at skubbe op uden at være klar over hinandens tilstedeværelse. Som følge af denne styrkeligevægt ville døren selvfølgelig ikke give sig, og panikken voksede, mens andre så prøvede at bevæge sig tilbage blot for at finde sig selv ubønhørligt fanget i en ubevægelig masse. Kroppe blev presset mod det stadig varmere murværk, mens folk trak vejret endnu dybere i et forsøg på at bevare roen, selv da deres hjerter slog kolbøtter af skræk.
Mange af disse dresdenere, som søgte beskyttelse, følte sig i stigende grad utilpasse, da sløvheden blev ledsaget af en stadig værre hovedpine, og muskler og led begyndte at protestere. Eftersom der ikke fandtes ordentlig ventilation i kældrene, svandt ilten usynligt ind, og i stedet blev der koncentreret kulilte, som var lugtløs og usynlig. De meget gamle og de mindste var de første til at mærke virkningerne, men mænd og kvinder i alle aldre kan have lukket øjnene. Søvnen førte til bevidstløshed og i nogle tilfælde til hjerteanfald, hos andre ganske enkelt til akkumuleret kvælning.
Fjortenårige Ursula Elsner, som sammen med sine forældre og sin lillebror Dieter havde søgt beskyttelse i en kælder nær Frauenkirche, mindedes, at da hun blev grebet af panik, skyldtes det ikke nogen af disse symptomer, men fordi hun i det matte lys så flager af aske begynde at flagre ind gennem kældergangene, først kom de dryssende, men siden udviklede det sig til noget, der i rædselsvækkende grad lignede en lavine. Hun skreg højt til sin familie, og hun og hendes lillebror ilede ned gennem kældergangene med de rå mure til trinene op til deres udgang. Altstadt syntes på det tidspunkt udelukkende at bestå af flammer og gnister. Hun og Dieter løb i retning af den brede Elben. Mange i hendes familie blev tilbage i den kælder; måske var de ganske enkelt ude af stand til at bevæge sig på det tidspunkt, fordi deres lemmer blev tynget ned af giften i luften.
Lidt længere mod øst sluttede strømme af dresdenere sig til flygtningene og trådte ind i Großer Garten-parkens mørke. De overlevende kostelever fra Kreuzschule og deres lærere holdt sig tilbage i udkanten. De, der bevægede sig ind i de mørke træklynger nær parkens zoologiske have, hørte ophidselsen hos de indeburede dyr, mens de kiggede tilbage på Altstadt og så farverne i det fantastiske flammehav: fra den dybeste orange til en kuriøs safirblå, der hvor gasledninger var blevet ramt. Her blandt ege og lindetræer og kastanjetræer – med enkelte brede kratere indimellem – var det for mange en næsten sublim lettelse: det iskolde kys fra februarstøvregnen, missende øjne, der vænnede sig til det velsignede mørke og så spejdende gennem smeltende gule og røde farver. Og så ovenikøbet smagen af den rene luft, som de trak dybt ned i lungerne. Nogle få var måske nervøse for, at der kunne komme endnu en sværm af bombefly den nat, men også for dem må dette store område, som var omtrent på størrelse med Altstadt selv, have forekommet intuitivt sikkert, som et anti-mål, et enormt rektangel af mørke i kontrast til det brændende syn mod vest.
Et andet intuitivt tilflugtssted var de brede grønne strøg, der lå på Elbens nordside, ”engene”, som førte ned til vandkanten. Selvom nogle af de offentlige bygninger på flodsiden, deriblandt det meget fine Japanisches Palais i barokstil, havde fået alvorlige skader og stadig udspyede flammer og røg, lå de tilstrækkeligt langt væk fra flodens bredder, til at folk kunne samles på græsset foran dem. Læger og sygeplejersker fra hospitaler en lille kilometer væk havde sørget for at få patienter, som rystede af kulde i natteluften, bragt herhen, midt blandt hestene fra Cirkus Sarrasani. Det blev også til en slags auditorium; fra dette udsigtspunkt kunne den bibelske storbrand på den anden side af floden begribes i sin egen størrelsesorden. Den vinklede glaskuppel på Kunstakademiet var stadig på en eller anden måde intakt; gennem den og på hver side af den kunne man se kolossale brande.
Man kan forestille sig, at synet af dem på afstand, adskilt af en bred, kold flod, var lige så hypnotiserende som skrækindjagende, men den hylende vind forhindrede tilskuerne i at høre de ledsagende medynkvækkende lyde. Også her i Altstadt var der nogle åbne pladser, hvor det var muligt at søge tilflugt, især i det næsten tre meter dybe reservoir, som var blevet bygget på Altmarkts torv. Nogle af dem, der havde kæmpet sig ud af de stadig mere kvælende kældre, var tydeligvis kommet i tanker om det, og i denne ekstreme situation var mange desperate efter at drikke af vandet og oversprøjte sig selv. Mænd og kvinder, omgivet af det brændende Renners Stormagasin og Kreuzkirches rygende ruiner og andre flammende bygninger, begyndte at klatre over reservoirets mure, der nåede dem til livet, og hoppe ned i det kolde vand. Chokket efter den altgennemtrængende varme må have været enormt, men stadig flere fik den samme ide, og det store reservoir blev nu fyldt op med hoppende skikkelser.
At vandet ikke var lammende koldt denne iskolde februarnat, var i sig selv et tegn på infernoets fundamentale styrke. De brandfolk, der stadig var til stede, virkede mere og mere hjælpeløse. Der var andre reservoirer og andre distrikter i byen, som stadig kunne reddes, men Altmarkt oversteg deres kræfter.
Kun to gader derfra krøb Erika Seydewitz sammen med sin mor, far, søster og en ældre nabo stadig sammen i en buegang nær rådhuset. Hendes far overvejede situationen med en slags manisk energi: Han var overbevist om, at de måske stadig kunne redde familiens bil og måske også flere værdifulde genstande fra hans fotobutik. Far og datter gjorde – til morens vantro – et forsøg på at løbe ud i den hvidglødende regn af faldende gløder. Bilen brændte endnu ikke, men den ville øjensynligt aldrig kunne køre. Og så gled Erika og faldt, da det gav et sæt i hende ved lyden af de brændende beboelsesejendommes øredøvende knirken. ”Brostenene var så varme, at jeg brændte mine hænder,” huskede hun. ”Min eneste tanke var: Selvom du ender med at brække arme og ben, så rejs dig hurtigt op.” Hun hørte de knagende lyde forvandles til en dybere brølen: Et hus et sted bag hende styrtede sammen.
I løbet af disse få minutter og sekunder havde verden forandret sig. Der var ”en storm på gaden”, en kraftig, brændende vind, der pustede til gløder og gnister. Erika var bevidst om, hvor tørre deres frakker var. De kæmpede mod ildstormen, der hev og sled i deres lemmer, og banede sig vej tilbage gennem gaderne til den uvisse situation i ly af buegangen, hvor resten af familien trykkede sig sammen. Denne trang til at beskytte ejendele af både ægte og sentimental værdi syntes at være lidt irrationel, også for dem, der reagerede på trangen, men det var måske naturligt at ville klamre sig til ethvert symbol på vished.
Mens dr. Fromme var på vej til hospitalet, så hans familie og naboer i den sydvestlige del af byen ilden sprede sig fra gade til gade og hus til hus; deres kollektive instinkt fik dem til at samle nogle ting sammen i hjemmet og tage dem med ud på gaden. Blandt Frommernes skattede ejendele var, forståeligt nok, et bryllupsfotografi, og måske knap så forståeligt en lænestol og nogle frakker. De diskuterede, om de skulle hente de mest værdifulde flasker op fra vinkælderen, men besluttede at lade være. Deres tanke var at læsse så meget som muligt på bilen og køre væk. Men de svidende, orange gløder i luften dalede ned og rørte med deres ildfingre overalt. En nabos kuffert, der stod på fortovet, brød i brand. En radio, der var blevet slæbt ud af huset, måtte ”forsvares mod gnisterne”.
I Altstadt, i skyggen af den rygende katolske katedral, opholdt nazifunktionærer sig fortsat i kældrene under Taschenbergpalais. Lothar Rolf Luhm, der var vendt tilbage fra taget, så til, mens mødrene i dette beskyttelsesrum puffede deres små tættere på de ”gyldne fasaner”, som om de kunne yde en form for magisk beskyttelse. Det var en overtroisk gestus, som fik den unge soldat til pludselig at længes tilbage til sin kampvogn og være ude i felten igen.8 Der var mere vished ved den form for krigsførelse, end der var her i dette mørke. Efter at have tilbragt den første del af denne nat med at klatre rundt på glohede teglsten, spejde efter lysende, spruttende brandbomber og kaste dem væk, syntes der ikke at være mere at gøre; det pinagtige ved uvisheden var, at han ikke anede, om der ville komme et nyt angreb den nat, eller hvor længe kældrene fortsat ville være beboelige.
I andre mindre heldigt stillede kældre sad mødre på bare stole og stirrede ind i øjnene på tilfældige fremmede, der var blevet fanget i ildstormen og havde søgt beskyttelse. Der var andre kvinder, som lænede hovedet tilbage med lukkede øjne. Et vidne mindedes, hvordan hun desperat forsøgte at vække sin mor, som ikke var til at få liv i. Råbet ”Det brænder her!” syntes til sidst at forstyrre hendes slummer, og hun og datteren rejste sig op og sneg sig gennem korridorerne for at finde et andet sted at standse op og hvile sig under et flakkende lys. Der befandt sig allerede utallige mennesker i labyrinten af kældre, som sov dødens søvn, enten efter at være blevet kvalt eller på grund af hjertesvigt. Jorden ovenover var stegende hed. Ingen fik lov at hvile sig. Men midt i denne angstfyldte bevægelse sejrede de instinktive ideer om, hvilken vej man skulle gå – den ældste impuls af alle var at være nær sine kære.
Oven over jorden var de overdådige butikker på Prager Straße blevet reduceret til forkullede skaller; det indre af Dresdens CentralTheater med dets luksuriøse tilskuerrum og røde sæder var nu sodsværtet med forkullede stolerammer og en scene, der åbnede sig mod den brændende himmel. I restauranten og baren, der lå i en dyb kælder under teateret, havde der været et Volkssturmmøde den aften; til at begynde med, da bombningerne var startet, må baren have forekommet at være et passende beskyttelsesrum for de mænd, der var blevet til sent, det var måske en chance for at få nogle ekstra krus af den lokale Radeberger-øl, så de kunne stå angrebet igennem, inden de gjorde sig klar til at udføre deres civile pligter. Men dampene fra branden bredte sig hurtigere og mere snigende end andre steder; alle på dette Volkssturmmøde var døde nu. Flammerne, der steg op over Prager Straße, blev mødt ved korsvejen af flammer, der havde raseret det indre af tøjbutikkerne på Wilsdruffer Straße; brandene mødtes på kryds og tværs og fyldte hver lille gade og passage ud, så det fra oven så ud, som om Dresdens gader var en mørk støbeform, som nogen havde hældt smeltet, flydende guld i.
I udkanten af Altstadt, lige på den anden side af byens indre ringvej, tiltrak mørket i Großer Gartens park, der strakte sig halvanden kilometer mod øst, stadig flygtninge med trækvogne. Hestene, der trak dem, har sikkert været urolige over de støjende lyde fra den zoologiske have, hvor elefanter brølede og gibbonaber pludrede helt ude af sig selv.
På højen syd for jernbanestationen, ved det forladte luftværnsbatteri, stod Mischka Danos næsten som lammet, ikke af frygt, men af en blanding af stærk anspændthed og voldsom nysgerrighed. Der var en slags udkigstårn i nærheden, og han løb op ad dens smalle trappe for at få et bedre kig på den pulserende storm. Han så brand slutte sig til brand, mens eksplosionerne fik hvidglødende paddehatteskyer fyldt med gnister til at rejse sig. Han var fascineret af vindens stadig stærkere indtrængen, af lyden af boligblokkenes knirkende tagspær, den gutturale brølen fra sammenstyrtende tage. Og han så på, mens blændende orange lys nede i Altstadt mindre end halvanden kilometer væk smeltede sammen og steg op mod den mørke himmel som en væg af lys. Den gik i opløsning, erindrede han, og blev mere som et tårn af flammer, en enorm cylinder af ild næret af en brølende stormvind, som uimodståeligt tiltrak sig alle andre flammer og gnister. Dette ildtårn begyndte at brænde over Altstadts centrum. Nu var det selve byen, der brændte, tusinder og atter tusinder af brande, som var smeltet sammen til én hvidglødende entitet, fyldte hver gade. Denne bibelske søjle af lys må have været et frygteligt, uimodståeligt syn, men for Danos var det på en eller anden måde for abstrakt på dette stadium bare at begynde at forestille sig dets virkninger på dem, der befandt sig tæt på det, eller at spekulere over, hvilke spor af kød og knogler der kunne være efterladt efter sådan en hjemsøgelse.
Han kunne heller ikke have vidst, at der ingen umiddelbar udsigt til fred var for noget som helst levende væsen i byen. De civile myndigheder havde i deres bunker nær Elben modtaget informationer over radioen. En ny formation af bombefly nærmede sig.