Sagen mod Messerschmidt er ukompliceret - eller er den

Ifølge anklager er sag om EU-svig og dokumentfalsk ikke kompliceret. Men alt uden om sagen er komplekst.

Set udefra kunne meget tyde på, at sagen mod Morten Messerschmidt og hans tidligere assistent om dokumentfalsk og EU-svig ikke just er af den simple slags.

Alene det faktum, at der i Retten på Frederiksberg er berammet 15 retsdage til behandlingen af sagen, borger for en vis grad af kompleksitet. Og derudover er retten blevet sat med hele to dommere og tre domsmænd mod normalt én dommer og to domsmænd.

Det kan retten bestemme i sager om økonomisk kriminalitet, når sagen er af længere varighed, står der i retsplejeloven.

Men skulle man være af den opfattelse, at sagen er kompleks, så er man i hvert fald ikke enig med specialanklager Andreas Myllerup Laursen fra Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet.

Myllerup har torsdag formiddag i rettens lokale 001 forelagt sagen, som det hedder, og det skete med den indledende bemærkning:

- Dette er ikke nogen kompliceret sag. Hvis man har hørt radio her til morgen, kunne man få det indtryk, at det er en kompliceret sag. Men det er det ikke.

Morten Messerschmidt repræsenteres i retten af forsvarsadvokat Peter Schradieck. Han overtog sagen fra advokat Peter Trudsø, i forbindelse med, at Østre Landsret i december behandlede sagen og bestemte, at den skulle gå om. Det skete, efter at Messerschmidt ved Retten i Lyngby var blevet idømt et halvt års betinget fængsel.

Men dommeren i Lyngby var på grund af forskellige ytringer på Facebook inhabil, mente landsretten, og sagen måtte gå om.

I store træk bliver der tale om en slags genudsendelse af Lyngby-sagen. Men der er et par håndfulde nye vidner, og der også nye beviser. Blandt andet et par lydfiler.

En af filerne afspillede anklager Myllerup under sin forelæggelse. Man kunne høre Morten Messerschmidt tale. Om EU, partigrupperne i EU, Dansk Folkepartis store indflydelse og lignende.

Angiveligt stammer lydoptagelsen fra 5. august 2015 og er optaget på Color Hotel i Skagen. Her afholdt Dansk Folkeparti i weekenden 4.-5. august sommergruppemøde.

Og der foregik også en EU-konference, som fik støtte af EU-partialliancen Meld. Eller gjorde der? Anklagemyndigheden mener ikke, at der var nogen EU-konference, og at de knap 100.000 kroner, som Meld har betalt til arrangementet, derfor var uberettiget.

Myllerup har desuden fremlagt den to en halv sider lange såkaldte service provider-kontrakt, som er central i spørgsmålet om, hvorvidt der er begået dokumentfalsk.

Kontrakten foregiver at være indgået mellem Meld og Color Hotel. På vegne af Meld har Messerschmidt skrevet under. Men på vegne af hotellet er der skrevet under af Jeanie Nørhave, i kontrakten tituleret administrations- og personalechef. Hun var på daværende tidspunkt ansat i DF.

Ud over Messerschmidt er hans tidligere assistent Søren Peter Jensen under anklage. Han er dog kun anklaget, for så vidt angår den del, der handler om dokumentfalsk.

Begge tiltalte nægter sig skyldige og vil frifindes.

/ritzau/